Dag: 11. december 2011

Det var dengang før The Clash & Co., dengang hvor jeg lyttede til hvadsomhelst. Det var dengang i 1970’erne, hvor jeg først var ved at blive teenager, dengang, hvor rockmusikken blev mere og mere opulent og man helst ikke skulle være ved, at man også kunne lide disco.

Jeg var meget begejstret for Jeff Lynne og Electric Light Orchestra dengang, og deres album A New World Record hørte jeg igen og igen. Det var den slags, jeg tog med mig ind i gymnasieårene, og The Clash og Joy Division og The Jam og Kliché og alle de andre, der efterhånden blev mit lydspor fra da jeg blev student. Der var så meget andet, der var blevet mere spændende, og ELO blev et lidt flovt minde.

Jeff Lynne glemte jeg så småt; jeg lagde mærke til, at han var med på The Travelling Wilburys og at Miss B. Haven (og mange andre) brugte ham som producer. ELO var blevet lagt i graven i 1986, og genopstod for en kort bemærkning i 2001 – på et album, hvor George og Ringo (ja, den George og den Ringo) spillede med. Det har jeg nu aldrig hørt.

Men det var så også det. Dvs. for omkring 10 år siden opdagede jeg, at der var ekkoer af Jeff Lynnes midt-70’ersound hos visse nyere musiknavne. Så jeg var nok alligevel ikke den eneste, der havde lyttet til ELO engang.

For nylig så jeg A New World Record genudsendt som cd til sølle 50 kroner,  jeg købte den og fik fornyet mit bekendtskab. Og ja, Electric Light Orchestra var præcis lige så opulente, som jeg huskede dem – en særdeles amerikansklydende (ELO var britiske!) blanding af science fiction-referencer, operakor, strygere og Beatles- og Chuck Berry-inspiration. Det er trods alt et produkt af 1970’erne, vi taler om. Ingen stilistisk tilbageholdenhed dér. Men noget havde jeg glemt: ELO var pomp, men først og fremmest pop med stort P. Det havde de været, da de kaldte sig The Move, og det vedblev de med at være. Dette var så klart ikke symfonisk rock. “Tightrope” og “So Fine” er inde bag den pseudoklassiske kitsch velturnerede popsange; “Rockaria” er rent faktisk sjov. Og der går en lige linje fra lyden på numre som “Telephone Line” og “Mission” (dengang havde man ikke andet end en billig synth-lyd, og synthesizerne kostede en formue) til amerikanske bands fra vor tid som Grandaddy og The Flaming Lips.

På denne genudsendelse er der nogle outtakes – og her er det især instrumentaludgaverne af fire af numrene, der er spændende. Ved at lytte til dem gik det for alvor op for mig, hvor gennemarrangeret denne tilsyneladende enkle musik faktisk er. Og igen får jeg mindelser om langt senere amerikanske bands; prøv at lytte til f.eks. strygerlyden hos Lambchop.

I de senere år der selvfølgelig kommet en masse forsøg på at tjene penge på halvfjerdsernostalgibølgen fra min generation og dem, der er endnu ældre. Man kan således finde forskellige turné-udgaver med andre medlemmer af ELO, der spiller de gamle numre. Hvis man vil høre den slags, må man da gerne. Det har jeg ikke brug for.