Må jeg være så venlig?

I Politiken er der et interview med Torben Steno, der har lavet en samtalebog, Længsel efter faste former, der består af en række samtaler med andre om behovet for at være mere høflige over for hinanden. Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ikke har læst bogen – men det vil jeg gerne.

Et citat fra interviewet er herunder.

Forleden skulle jeg med bussen til Østerbro, men da der er cykel-VM begynder bussen at køre ad omveje. Så er der to 60-årige kvinder, klassiske grå hjelme, der går op og skælder ud på chaufføren, hvorefter han vender sig om og siger: »Jeg ved det godt, men det er min første dag på den her rute, og der er cykelløb«. De brokker sig, og de brokker sig. Lige indtil en mand, som ligner en gammel tillidsmand på B&W, råber: »Nu holder I kraftedeme kæft, kællinger, og lader manden passe sit arbejde«. Han var den sidste rest af høflighed. Men der er ikke meget tilbage af den. Desværre.

Forlagets foromtale siger dette:

Gennem research og interviews har Torben Steno taget temperaturen på den danske høflighed. Det er blevet til en stærkt personlig, sjov og tankevækkende bog, der viser, at ung som gammel længes efter nye faste former, fordi de er en simpel nødvendighed.

Torben Steno er ikke den første, der har talt for mere høflighed. I 2009 kom der således en bog af Peter Olesen (som her er den tidligere tv-journalist, ikke sangeren/sangskriveren/forfatteren fra Olesen-Olesen) med titlen Høfligheden – hvad blev der af den?.

Torben Steno har en hypotese om hvorfor danskerne ikke så høflige mere.

Danskerne har aldrig haft stil, men med 68-generationen blev skinnerne lagt frem mod det bøvede og ubehøvlede, og siden er det kun blevet værre.

Denne konklusion vil jeg til gengæld være forsigtig med at drage. Inden for de seneste 20 årtier er det næppe 68-generationen, der har været toneangivende. Faktisk ville jeg have troet, at det seneste tiårs langvarige opgør med 68-generationen (som jeg næppe kan beskyldes for at repræsentere, selv om jeg da kunne fejre min 4-års fødselsdag i 1968) i så fald ville have trukket i den modsatte retning.

Jeg er ikke uenig i observationen af at vi oplever en hårdere omgangstone i vore dages Danmark eller i at mange virker mere ligeglade med deres medmennesker, når de befinder sig i det offentlige rum. Også den politiske debat virker markant grovere end den gjorde engang.

Men for mig at se er denne ændrede omgangsform ikke det største problem, men et problem, der er afledt fra et større, og det har næppe så meget med en bestemt generation at gøre. Høflighed er trods alt blot det, bogens titel siger, en fast form. Det store problem er vores manglende indlevelse i den Anden og vores manglende evne til at “læse” situationer. De vrede 60-årige damer i Stenos eksempel kan ikke se buschaufførens problemer, og den vrede “tillidsmand” har ganske vist tilsyneladende et indblik i buschaufførens problem, men har til gengæld ikke et indblik i, hvorfor de vrede damer er vrede. Al denne manglende empati er vel næppe det, studenteroprøret og hippierne gjorde sig til eksponenter for? Hvor og hvorfor empatien gik tabt (og var den der egentlig nogensinde bag høfligheden?), er et interessant spørgsmål, som jeg dog ikke vil prøve at svare på her.

Det kan selvfølgelig være, at vi, alene ved at være høflige, kommer til at opføre os mere empatisk ved at vi tvinger os selv til at kommunikere mere hensynsfuldt. Måske er ideen om mere høflighed i sig selv ikke så tosset.

Og til sidst: Nej, bogforsiden ovenfor har intet med Torben Stenos bog. Det er en bog for børn, og ifølge Maaholms forlag sætter bogen fokus på

… de adfærdsformer, der vil opfattes som høflige af de fleste (voksne) i dagens Danmark.

Bogens billeder kan bruges som udgangspunkt for samtale om børnenes egne oplevelser med høflighed – og uhøflighed.

Så måske er der håb, hvis vi bare starter tidligt nok.

flattr this!

Skriv et svar