Ti procent

I dag deltog jeg i orienteringen om Det Frie Forskningråds næste ansøgningsrunde. Orienteringen var samtidig del af et kursus, som Aalborg Universitet afholder (og som jeg deltager i). Formålet er at gøre deltagerne bedre til at skrive ansøgninger.

Nogle af mine kolleger har forskningsmidler fra forskningsråd og andetsteds fra, nogle af dem endda rigtig mange. Selv har jeg desværre slet ingen midler. Jeg er ikke misundelig på mine kolleger (ok, så lidt da), men jeg kunne godt tænke mig også selv at råde over midler. Det ville være godt at have en PhD-studerende eller en postdoc at tale med og måske endda mulighed for at invitere kolleger hertil på besøg. Mine hidtidige ansøgninger har dog ikke båret frugt.

Repræsentanterne fra Det Frie Forskningsråd indrømmede i dag, at succesraten for ansøgere er lav, omkring eller i visse tilfælde lidt under 10 procent. Sagt på en anden måde: Omkring 9 ud af 10 ansøgninger er forgæves.

Deltagerne fra Aalborg Universitets fundraising-kontor, der er bag kurset, pointerede, at det er vigtigt at skrive ansøgninger, også selv om man formodentlig får afslag. Ansøgningen kan nemlig i større eller mindre grad genbruges, hvis man efter afslaget vil søge midler ad andre veje.

Det, der giver mig betænkeligheder, er ikke det, Aalborg Universitets fundraisingkontor gør. Fundraisingkontoret gør en loyal og grundig indsats. Det er den politik, skiftende regeringer anlægger for finansiering af forskning, jeg er utryg ved. Den tidligere regering havde som mål at øge andelen af ekstern finansiering af forskningen (se f.eks. referat fra mødet i Vækstforum for knap et år siden). Samtidig hermed havde regeringen konkurrence som ideal i sig selv ud fra en holdning om at konkurrence skaber kvalitet. Min fornemmelse er desværre, at konkurrencen ikke har skabt kvalitet, men snarere har skabt en instrumentel adfærd, der tilstræber at klare sig godt i konkurrencen. Det er derfor, vi nu ser kurser om at skrive ansøgninger. Universiteterne ender med at bruge resurser på at skaffe resurser til at kunne bedrive forskning, hvor det oprindelig var meningen, at universiteterne skulle bedrive forskning.

Jeg kender argumentet, der siger at forskningsmidlerne er en belønning til de særligt dygtige forskere. Men vi er i det nuværende system alle afhængige af midler for at kunne forsker, også de 90% af os, der ikke er så dygtige. Disse midler har tidligere været de såkaldte basismidler; de findes stadig, men deres andel bliver i disse år dels beskåret, dels gjort til genstand for konkurrence mellem institutionerne.

Har den nuværende regering har en anden holdning til finansiering af forskning? Det er ikke klart for mig, men jeg håber stadig.

 

(Visited 37 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar