Exit Hitchens

Jeg har lige læst, at forfatteren og journalisten Christopher Hitchens er død i går efter lang tids sygdom. Jeg har læst en del af hans klummer og essays, og det er tydeligt, at han var en mand fyldt med modsætninger. Han voksede op i England, gik på kostskole, studerede i Oxford og blev trods familiens overklasseambitioner en del af den britiske venstrefløj. Han skrev bl.a. for New Statesman (som jeg læste, dengang jeg selv boede i Storbritannien). Han var vidne til revolutionen i Portugal i 1974 og begivenhederne i Polen først i 1980’erne.

Men Hitchens flyttede sig i mere end én forstand. Han rejste til USA i 1981, blev i 2007 amerikansk statsborger og endte ude på den amerikanske højrefløj, hvor han forsvarede George Bush og dennes krig i Irak. Han blev også i lighed med f.eks. vores hjemlige eks-venstreorienterede Karen Jespersen og Ralf Pittelkow “islamkritiker”. Der var dog en vis forskel, som ikke skal ignoreres. I det mindste turde Christopher Hitchens nemlig kritisere religion som fænomen – han var ude med riven efter alle former for gudstro og havde ikke noget imod at kritisere f.eks. Moder Teresa, der ellers er blevet hyldet af en hel del for sin gerning blandt Indiens fattigste. I 2007 udkom hans bog God Is Not Great.

Det var spiserørskræft, der gjorde det af med Hitchens – han var alkoholiker og storryger, og hans holdning til denne tvivlsomme livsstil var på en gang præget af den skarpe kynisme, der kendetegnede ham, og underligt uafklaret, synes jeg.

Skal jeg kritisere den temmelig polemiske form for ateisme, Christopher Hitchens og Richard Dawkins sammen er blevet eksponenter for, er det netop for at den har været så polemisk: deres attitude i en del tilfælde er kommet til at fremstå som en slags spejlbillede af den indædte bedrevidenhed hos dem, de har kritiseret.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke over, om det mon var netop denne indædte bedrevidenhed, der har ført til de store skift i politisk standpunkt hos netop folk som Christopher Hitchens, Karen Jespersen og en del andre. Det fremstår for mig som om de politiske holdninger snarere er blevet det, der har båret deres indædthed (og opportunisme) frem end omvendt.

Men igen: der er forskel på Hitchens og Jespersen. Jeg synes, de er i hver sin liga. Christopher Hitchens minder på sin vis lidt om f.eks. Winston Churchill: et produkt af den britiske eliteudklækningsmaskine, en person, der ofte havde meget usympatiske holdninger, men så afgjort også en person, der slet ikke var dum og så afgjort havde ordet i sin magt både i ord og på skrift. (Kun én af ovennævnte påstande passer på Karen Jespersen.) George Eaton har et interessant interview med Christopher Hitchens på det blad, han engang skrev for – New Statesman.

Ét godt citat (dog ikke fra dette interview) til at runde af på er dette:

Everybody does have a book in them, but in most cases that’s where it should stay.

Heri er jeg (der selv har begået en bog) nemlig enig helt uden forbehold.