Det frie valg i medieverdenen (?)

Nogle ynder at tale om skjulte holdninger i medierne. Der er “røde” medier (som man ikke kan lide) og “blå” medier (som man ikke kan lide). Dem, man selv synes bedst om, er typisk “neutrale”. Fox News i USA opfatter sig selv om “fair and balanced”, mens mange andre bestemt ikke gør det. Men for mig at se er den rigtig vigtige diskussion om mediernes holdningsdannelse en anden end den om hvilke holdninger, der kommer til udtryl, nemlig diskussionen om hvem der ejer medierne.

Herunder er en oversigt som den amerikanske blogger Jason (alias Frugal Dad) har lavet over medieverdenen i USA. Skulle man nogensinde have ment, at der er fri tilgang til informationer og underholdning, vil man blive skuffet på amerikanernes vegne. Også i Danmark er medieverdenen domineret af bestemte koncerner. Den Fjerde Statsmagt har en oversigt over hvem der ejer de danske medier. Oversigten er ikke helt opdateret – det hedengangne Nyhedsavisen og dets lige så hedengangne medejer Baugur Group dukker op som det første på listen. Alligevel er det tydeligt, at medierne herhjemme er på forholdsvis få hænder.

Men hvorfor er det et problem? Fordi medierne er med til at regulere, hvad vi får at vide og hvordan vi får det at vide. Verden er stor og kompliceret, så medierne bliver vores øje på denne komplicerede størrelse. Et lille antal øjne betyder et samlet synsfelt, der er lille. Selvfølgelig ser medierne noget af det, der sker. Uden de danske og internationale medier ville jeg få meget svært ved at vide, hvad der sker i Syrien. Uden medierne ville jeg sikkert ikke vide ret meget om, hvilken musik der blev udgivet i dag. Med selv med mediernes tilstedeværelse kan jeg ikke få et dækkende billede. Medierne har en tendens til at vende blikket mod de samme få udviklinger i verden, mens andre bliver nedprioriteret. Derudover er der (og det er ikke kun tilfældet i Danmark, nogle lande er endog værre) et overvejende fokus på indenlandske begivenheder. Et nyligt eksempel er COP17-topmøde, der fik langt mindre plads i medierne herhjemme end COP15, der som bekendt foregik i København. Min egen subjektive fornemmelse er derudover, at dækningen af COP15 fokuserede mere om danske politikere og politiets fremfærd end om på selve topmødets problemstillinger.

Men det handler ikke kun om nyhedsmedierne. Et andet eksempel er netop fra musikkens verden. Radiostationerne fokuserer også her på bestemte popnumre takket være brugen af playlister. Hvis et nummer ikke er på en af disse spillelister, får kun meget få det at høre.

I disse dage kan vi af sagen om TV2s håndtering af den såkaldte lækagesag se, hvordan nyhedsmedierne og politikerne (og deres rådgivere) er spundet sammen i et tæt spin. Tidligere spindoktorer bliver mediepersonligheder (jvf. Henrik Qvortrup) og omvendt (jvf. Philip Egea Flores). De politiske kommentatorer er også med til at bestemme hvor mediernes øje vendes hen.

Men det behøver vel ikke være sådan?

Media Consolidation Infographic
Kilde: Frugal dad