Gruppearbejdets problembarn

Jeg er en meget stor tilhænger af problemorienteret projektarbejde organiseret som gruppearbejde. Gruppens medlemmer kan inspirere hinanden og udføre en langt større indsats end det ville være muligt i et individuelt projekt. Her er helheden ofte større end enkeltdelene. Selv efter 20 år som projektvejleder, oplever jeg, at der bliver lavet forbløffende gode projekter. Der findes stadig mennesker, og herunder desværre også beslutningstagere rundt omkring, der ikke forstår hvor god og værdifuld denne pædagogiske model faktisk er.

Men næsten lige så stor en tilhænger jeg er af denne studieform, lige så skeptisk er jeg efterhånden blevet med hensyn til gruppearbejde som den form, vi bruger ved løsning af opgaver i de kurser, vi også har på uddannelserne på Aalborg Universitet. En opgave er som oftest beregnet til at være af en størrelse, som den enkelte studerende selv skal kunne håndtere. Alligevel lader vi de studerende sidde sammen i grupper i øvelsestiden.

Jeg har i dette semester været involveret i et kursus, hvor de studerende skulle aflevere individuelle løsninger på et antal opgaver til en veldefineret deadline. Det, jeg og min trofaste hjælpelærer observerede, var, at en del studerende afleverede løsninger, der var påfaldende ens. Andre studerende overholdt ikke afleveringsfristen – så vi var flinke (måske for flinke) og satte en ny deadline for disse efterslæbere. Og endelig var der studerende, der afleverede ufuldstændige løsninger.

Jeg er overbevist om at en del af disse problemer skyldes, at øvelser i grupper er den eneste øvelsesform, de studerende oplever i de første år af deres studium.

I teorien er øvelser i grupper en fortrinlig idé: de studerende kan sidde i grupperummet og diskutere opgaverne, bruge tavlen og lade dem, der har indsigt, inspirere dem, der ikke har den samme indsigt. I realiteten er ideen ikke nær så fortrinlig – de studerende får ikke megen bistand fra underviserne, da underviserne skal besøge grupperne én ad gangen. En del studerende forbereder sig slet ikke på øvelserne; enten læser de slet ikke den relevante tekst eller bruger kun få minutter på at skimme den igennem (jeg oplever ofte studerende, der spørger om endog meget elementære forhold i teksten), eller også læser de ikke opgaveteksten igennem hjemmefra. I projektvejledning gør vi meget ud af at lære de studerende at lave systematisk vidensdeling – uden vidensdeling kan gruppens projekt nemlig ikke blive en helhed. Men i kursussammenhænge lærer vi ikke de studerende nogen form for vidensdeling – og nogle af dem anvender derfor selv en uheldig form, nemlig plagiatet.

I nogle grupper opstår der desuden en uheldig kultur, hvor man mere eller mindre bevidst nedprioriterer eller ligefrem boykotter opgaveløsningen. Jeg har selv været ude for grupper, der har låst døren til deres grupperum i øvelsestiden og tydeligvis har foretaget sig noget andet. Nogle projektgrupper er så stabile, at de er baseret om samme faste kerne i mange semestre, og her kan både en god og en mindre heldig arbejdsmoral blive meget udpræget efterhånden.

Derudover er der en asymmetri mellem projektarbejde og øvelser. Projektarbejdet har et formål; gruppen har et fælles problem, de vil/skal løse, og processen munder ud i et produkt i form af en projektrapport og måske også mere end dét. Gruppen ejer ideelt sit projekt (sammen med vejlederen). Derimod er der næppe hverken nogen grupper eller nogen kursusholdere, der ser de studerende om ejere af et kursus. Når vi har talt om revision af studieordningerne på mit institut, er der altid en vældig entusiasme når talen falder på kurserne. En af grundene til denne forkærlighed for at tale om kurser, er vel netop at kursusholderne ved, at der her er mulighed for helt og aldeles at bestemme det faglige indhold. Den enkelte studerende kan ikke sige: “Jeg løste min opgave”, men kan sige at “Gruppen løste den opgave, kursusholderen stillede.”

Der er ikke nogen universalløsning på problemet, jeg har observeret. Vi har ikke resurser til en 100% individuel tilgang til øvelserne, og det er nok heller ikke en god idé. Men nogle ideer, jeg selv overvejer og i et enkelt tilfælde har prøvet er:

  • De studerende bør også på de første semestre opleve, at der er nogle individuelle øvelser undervejs i forløbet. Der er allerede tiltag i denne retning.
  • De studerende, der laver projekt sammen, bør ikke lave øvelser sammen. Ideelt set skal der udpeges nye øvelsesgrupper til hver gang, der er øvelser i grupper. Hermed kan man måske komme en eventuel uheldig, nedarvet arbejdsmoral til livs. En sådan administrativ gruppedannelse kræver et stykke software, så bøvlet bliver af minimalt omfang.
  • Færre øvelsesgange, men mere eksplicitte krav om forberedelse til øvelserne og med mere underviserassistance til gengæld.
  • En form for peer review, hvor de studerende læser hinandens besvarelser. Dette vil kunne skabe en eksplicit vidensdeling (i stil med den vidensdeling, man opnår ved at læse hinandens arbejdsblade).
  • Øvelserne kan gøres til en del af den endelige bedømmelse. Jeg kunne forestille sig, at den enkelte studerende bedømmes ud fra dels egne opgaveløsninger undervejs, dels ud fra en eksamen.  For at kunne bestå, skal den studerende bestå begge aspekter. Hermed kunne man måske komme plagiering af løsninger til livs. (Denne idé skyldes den norske uddannelsesforsker Per Lauvås.)
(Visited 42 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

4 kommentarer til “Gruppearbejdets problembarn”

  1. Hej Hans.
    Generelt synes jeg det er godt at du går op i at vi som studerende får så meget ud af vores studietid som muligt, og der er helt sikkert også plads til forbedringer.
    Men vi som studerende vil også gerne have plads til at prioritere efter behov, og selv være ansvarlige for hvad vi kan og ikke kan.
    At den seneste PP aflevering for eksempel har ligget så tæt op ad projektafleveringen, har været en stor hæmsko for vores udførelse af denne opgave.
    I den situation vil vi alle vælge at prioritere vores projekt højest.

    Endelig forsøg at effektiviser læringsprocessen for os, men vi er mange, der stadig gerne vil være ansvarlige for vores egen læring.
    Jeg synes ideen om forbedrede øvelsessessioner er god, og modellen fra Computability and Complexity fra dette semester er en jeg selv har fundet den bedste indtil videre.
    Her er der et sæt opgaver, hvor en del af dem er sat til at kunne gennemføres inden for øvelsestiden, med yderligere nogle frivillige opgaver hvis man bliver færdig før tid, eller vil arbejde mere med materialet.
    Opgaverne løses i auditoriet sammen med lærer, hjælpelærer og alle vores medstuderende.
    Samtidig er der løbende prøveeksamener, hvor den studerende kan se hvad deres generelle niveau er i stoffet.
    Dette giver de studerende fleksibiliteten til selv at styre deres læring, da øvelsestiden er en hjælp mere end et krav. Den enkelte studerende er her fri til at prioritere sin tid, men får samtidig god mulighed for at drage nytte af undervisningen, og få så meget ud af denne som de nu har brug for.

    Måske vil det forbedre vores resultater hvis vi bliver arrangeret anderledes fra gang til gang, eller hvis vi skal kigge hinandens materiale igennem. Jeg er helt åben for forbedringer der.

    Men lad det ikke gå ud over den individuelle studerendes ansvar og fleksibilitet.

  2. Tak for din kommentar, Kasper. Min erfaring gennem årene er, at mange studerende rent faktisk lærer suverænt mest af den tid, de bruger på selv at arbejde med stoffet. Forelæsningerne er ikke så vigtige, som mange studerende tror. Jeg er mere og mere overbevist om at den væsentlige læring sker i øvelserne.

    Tænk på, hvordan du lærte at programmere – var det ved at følge forelæsninger, eller ved at prøve at få et program til at gøre det, du gerne ville have? Formodentlig det sidste. Eller tænk på projektarbejde, hvor de studerende netop selv arbejder med koncentreret med et bestemt hjørne af deres fag.

    Jeg ved også selv, at jeg kan have læst en forskningsartikel nok så grundigt, men det er først, når jeg selv skal bruge dens resultater eller metoder i min egen forskning, at jeg for alvor forstår den.

    Det vigtigste, man lærer af sit universitetsstudium, er formodentlig at lære at lære. Vi bruger en masse kræfter på at lære studerende at lave projekt, men vi bruger ikke rigtig nogen tid på at lære studerende at få så godt et udbytte af kursusundervisningen som muligt. “Ansvar for egen læring” kan let blive en sovepude for både studerende og underviser.

    Noget helt andet: Jeg kan sagtens forstå, at der er problemer med at lægge en aflevering tæt på projektaflevering. Det vil jeg ikke gøre igen. I “Programmeringsparadigmer” er en ikke uvæsentlig del af problemet dog faktisk et efterslæb med opgaver, der skulle have været afleveret tilbage i oktober.

  3. Jeg er også helt enig i din vurdering af læringen og ansvarsbevidstheden omkring denne.
    Universitetet ser selvfølgelig helst at vi yder vores bedste og lærer det, der er på dagsordenen. Så det handler om at ramme en balance i frihed, hvor de studerende benytter den frihed de nu har til fordel for deres læring.

    Igen synes jeg modellen fra CC kurset er rigtig god: Hver opgavesession havde klare rammer for hvad vi burde kunne nå i den givne tid, og der var løbende prøveeksamener, der gav os indikation om hvor godt vi var med.
    Yderligere var der meldt rimelig klart ud hvad kravene til eksamen ville være.

    Den studerende har altså god mulighed for at gå tilbage og se hvad der er forventet af sig, og har mulighed for at få en god indikation om hvor godt man er med undervejs i kurset.
    Der blev også meldt ud om hvilke emner i undervisningen, der var eksamensrelevante, og disse gik igen i opgaverne.
    Opgaveregningen foregik i auditoriet, hvor der var god mulighed for hurtigt at få hjælp, både fra underviser og hjælpelærer, men også hvis man ville diskutere noget med andre end ens gruppe.

    Igen er der helt sikkert plads til forbedringer, men jeg tror ikke det er nogen, der behøver tage ansvaret fra den enkelte studerende. Denne model tillader at man undgår pres fra eventuelle deadlines, og giver gode rammer for at den studerende kan indhente eventuelt tabt læring.
    Jeg tror også denne form for læring gør studerende mere interesserede i at følge med i opgaverne, da alting er let tilgængeligt. Det er hurtigt at få hjælp under opgaveregningen, og der er klare krav til hvad man skal kunne.
    Og jeg er ser helt klart hellere at man som studerende motiveres til at lave opgaver gennem gunstige forhold for læring, i modsætning til at skulle lave hjemmearbejde, som kan være uigennemskueligt i en eller anden grad, afhængig af ens styrker og forståelse for emnet.

    Dette er selvfølgelig taget fra mine egne erfaringer, og andre studerende kan have andre erfaringer. Men gennemskuelighed og tilgængelighed er helt klart noget af det vigtigste jeg kan komme i tanke om når det kommer til opgaver.
    Hvorfor er den her opgave relevant for mig? Hvad er forventningerne til mit niveau? Hvor hurtigt kan jeg få hjælp? Hvordan passer det her ind i eksamen?

Skriv et svar