Årets trofaste tv-begivenhed

Julen er en slags remse, der gentages i kor. Vi gør præcis det samme, som vi altid har gjort. Én af de mere specielle traditioner er Disneys juleshow, der vises juleaftensdag på DR1. Jeg har trofast set dette program lige så længe, jeg kan huske, omend der har været år, hvor det glippede af rent praktiske årsager. Som barn var jeg tryllebundet af muligheden for at se Disney-film – det var ellers noget, man kun kunne i biografen. Senere blev jeg træt af at det altid var de samme film, der blev vist. Men nu er det netop dét, der fascinerer mig – der er ikke tale om et sædvanligt tv-program; det er et vers i en remse, der gentages i kor. Selv min datter, der nu i en alder af 10 har set flere tegnefilm end jeg tør indrømme og har adgang til indtil flere tv-kanaler der viser sådanne (afbrudt af dårligt eftersynkronisede dårlige sitcoms), og som nu derfor ikke gider se Disney-sjov på DR1, insisterer på at vi skal se Disneys juleshow.

Også i Norge og Sverige har Disneys juleshow en særlig status – måske er det endda mere udpræget der. Jeg har én enkelt gang set den svenske udgave af Disneys juleshow, og det er lidt forskelligt fra den udgave, vi får at se i Danmark. Det er ikke helt de samme film, og der er en svensk fortællestemme ind over det hele (det var i hvert fald tilfældet dengang, jeg så det).

Den amerikanske journalist Jeremy Stahl skriver om Disneys juleshow i Sverige set med den udefra kommendes øjne. Jeremy Stahl, som er svensk gift, oplevede juleshowet for første gang for tre år siden. Han skriver:

Watching Kalle Anka for the first time, I was taken aback not only by the datedness of the clips (and the somewhat random dubbing) but also by how seriously my adoptive Swedish family took the show. Nobody talked, except to recite favorite lines along with the characters. My soon-to-be father-in-law, a burly man built like a Scandinavian spruce, laughed at jokes he had obviously heard scores of times before.

Traditioner kan tydeligvis kan være underlige eller endog lidt skræmmende for udenforstående. Samtidig er der en forunderlig tryghed i dem, og dét vil jeg måske skrive om en anden gang – for lige så fascineret jeg er af at synge den samme remse, lige så meget fortæller det mig om en menneskelig reaktion på det, man oplever som udefrakommende forandringer. Det sidste ord giver jeg derfor via Jeremy Stahls artikel:

Feldreich, Sweden’s Jiminy Cricket, told the Swedish newspaper Länstidningen in 2008. “And then, like in a fairy tale from when we were kids, there’s something familiar.” Kalle Anka, he said, “offers security in a confusing world.”

Feldreich er Bengt Feldreich, der ud over at lægge stemme til Jesper Fårekylling, er manden, der hvert år er vært i tv-samtalen mellem de nye Nobelprismodtagere!

Skulle man få lyst til at læse mere om Disneys juleshow, kan jeg anbefale en artikel på Bries blog-O-Rama, der er Brian I-Skovs blog om film.

(Visited 166 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar