Porno med stråmænd

Jeg har lagt mærke til, at flere af mine Facebook-venner har været meget glade for en kronik bragt i Berlingske her i julen. Kronikken, “Jeg – en socialt indigneret” er skrevet af Eva Selsing, der er filosof. En enkelt roste den endog for sine “filosofiske visdomsord”, så her var en kronik, jeg måtte læse. Desværre har jeg også for nylig læst retorikprofessor Christian Kocks bog De svarer ikke, der udkom i år. Det blev med denne bog i baghovedet, jeg endte med at læse og genlæse Eva Selsings kronik, og jeg var efter endt læsning ikke så begejstret som mine Facebook-venner.

For en sikkerheds skyld: Det, jeg kritiserer i dette indlæg, er ikke Eva Selsings politiske holdninger (jeg er fundamentalt uenig med dem), men hendes argumentationsform. Kronikken kommer desværre til at virke som en fortegnelse over de uskikke, der gør sig gældende i den politiske debat i dag og kunne faktisk bruges som et case-studie i pointer fra Christian Kocks bog. Og lad mig også for en sikkerheds skyld sige dette: De uskikke, Eva Selsing benytter sig af, er uskikke, som ingen af de politiske fløje har patent på.

Jeg vil ikke påstå, at jeg kort kan formulere den tese, Eva Selsing argumenterer for. Formodentlig er den dette:

Jeg er indigneret over det principielt utilstedelige i, at så stor en del af den enkelte families eller virksomheds indkomst konfiskeres af en forslugen stat.

Tesen er temmelig uklar, og argumentationsformen problematisk.

Her kommer første uskik, og den dominerer kronikken. Eva Selsing er (ligesom mange andre politiske debattører) glad for at opstille det, man i retorik kalder for stråmænd. Her et eksempel på en sådan stråmand – og den er stor:

Erhvervslivet skal også opdrages. De skal lære, at det er ufint at tjene penge. Den økonomiske overklasse har ingen status i kultureliten, der bruger erhvervslivet til at vise resten af samfundet, at penge er onde og gør folk overfladiske og dumme.

Virksomhederne skal derfor betale aflad for deres iboende ondskab. Det skal ske i form af grønne regnskaber, forvoksede CSR-programmer og så mange kvinder i bestyrelserne som overhovedet muligt. Hvis ikke flere. Grønhed og kvinder er løsenet til de faldne erhvervsfolks frelse.

Kultureliten sidder tungt på uddannelsesområdet og de fleste større medier. Herfra prædikes om det gode liv. Og hvad er det? Det er i hvert fald ikke at blive et pengemenneske. En revisor eller butiksejer. Nej, skole­læreren nikker først anerkendende, når eleven proklamerer, at han vil være forfatter, kunstner eller digter. Dét er smagfuldt. Dét er der mening i. Alene udsigten til knappe økonomiske ressourcer ved sådanne hverv sikrer adgangsbillet til livet i kulturel overflod og status.

Har nogen i “kultureliten” fremsat nogle af de påstande, der fremføres ovenfor? Har “skolelæreren” (alle skolelærere er tilsyneladende enige) de holdninger til elevers erhvervsvalg, der fremføres ovenfor? Jeg ved det ikke, men jeg tvivler. Det er temmelig oplagt, at der derimod er tale om en karikeret udgave af nogle holdninger, som kronikøren er uenig med, og selvfølgelig gerne må være uenig med. Det er argumentet, jeg anholder her. En karikeret udgave af en modstanders holdninger kaldes en stråmand. Fordelene ved at opstille en stråmand er disse: For det første bliver modstanderen nødt til at bruge tid på at gendrive den karikerede udgave og har derfor mindre tid til at fremsætte egne argumenter. For det andet vil en tilhører, der ikke kender modstanderens argumenter, måske kunne bringes til at mene, at stråmanden faktisk er udtryk for modstanderens faktiske argumenter.

Ulempen ved stråmandsformen er at den er uærlig. Debattøren skaber et fjendebillede, som derefter skydes ned. I dette tilfælde er der tale om det, Christian Kock kalder for en “afskyelig stråmand”, nemlig en karikatur af modstanderens holdninger, der har til formål at udstille holdningerne som farlige.

Et andet eksempel på en uskik er dette at tillægge modstanderen lurvede motiver. Et eksempel (der er flere) er:

Magteliten i dette samfund ønsker ikke at være en del af den arbejdende og værdiskabende samfundsgruppe. Magteliten vil blot administrere og udstikke rammerne for det gode liv for resten af borgerne.

Problemet er, at det ikke er gyldigt at argumentere ud fra gisninger om modstanderens mulige lurvede motiver. Dels er en påstands gyldighed uafhængig af motiverne hos den, der fremsætter den, dels er det næsten altid umuligt for modstanderen at tilbagevise athan/hun har lurvede motiver, for de faktiske motiver er oftest kun tilgængelige for én selv.

Og så er der også den tredje uskik: det med tallene. I Christian Kocks bog er der viet et helt kapitel til det, Kock kalder for “talfnidder”, dvs. manipulerende brug af tal. I Eva Selsings kronik er der desværre ikke engang “talfnidder”. Eller hov, der er faktisk ét tal:

Danskerne har slet ikke brug for alle de penge, en lavere skat ville give. De går alligevel bare til fladskærme og andre ligegyldige genstande, der gør det mindre attraktivt at gå på biblioteket og låne Klaus Rifbjergs 5.000 bøger.

Så vidt jeg ved, har Klaus Rifbjerg ikke skrevet 5000 bøger, men “kun” lidt over 160. Derudover er vi henvist til vage størrelselsangivelser som

…de astronomiske summer, vi alle indbetaler til staten i form af skatter, afgifter og gebyrer…

og

Virksomhederne betaler enorme summer i skatter.

Det er meget muligt, at der er tale om store beløb. Men hvorfor kan vi ikke få nogle konkrete tal? Sådanne tal er tilgængelige fra Danmarks Statistik, og de ville måske kunne forsyne Eva Selsing med nogle meget konkrete argumenter, hvis vi antager, at hendes tese er, at staten inddrager en for stor del af den enkelte families eller virksomheds penge.

Endelig er det en uskik, at den part. Eva Selsing er uenig med, er meget vagt defineret. Hvem er “kultureliten” og “magthaverne”? Er det de samme mennesker? Og hvilken sammenhæng er der mellem dem og “skolelæreren”?  Det er meget uklart, om der er tale om veldefinerede, homogene grupperinger.

Problemet med kronikker som den, Eva Selsing har skrevet, er at de i virkeligheden ikke flytter nogen holdninger. De påstande, som faktisk bliver fremsat, er samtidig så vage, at de aldrig vil kunne falsificeres. Her er et enkelt eksempel (der er mange flere i kronikken):

…statslig service. En service, der ofte er dårlig og mangelfuld.

Påstanden vil aldrig kunne tilbagevises, netop fordi den er så vagt formuleret. Hvis man finder et eksempel på god statslig service, vil replikken enten kunne være “Men det var ikke dét, jeg tænkte på” eller “Jeg synes ikke, der er tale om god statslig service i dette tilfælde”.

Om det var Selsings hensigt at skrive en kronik, der skulle flytte læserens holdninger, ved jeg ikke, men jeg tvivler selv på det. Jeg er temmelig overbevist om, at hvis man ikke var enig med hendes præmisser inden man læste kronikken, vil man heller ikke være det bagefter. Kronikken “bekræfter sig selv”.

Denne type polemiske, selvbekræftende kronikker skrives trofast af debattører fra begge politiske fløje (Carsten Jensen og Georg Metz er eksempler fra den anden fløj), og de tjener primært som en form for politisk porno: de forstærker nogle følelser, som allerede var der, og hensætter den villige læser i en opstemt tilstand. De flytter ingen holdninger. Men ligesom pornoen ikke kan erstatte et seksualliv eller styrke kærligheden, sådan kan den polemiske kronik som debatform ikke erstatte en egentlig, afklarende politisk diskussion. Politik bør handle om at løse problemer i samfundet, ikke om at vinde en slags stammekrig.

Tænk, hvis man kunne anerkende modstanderes argumenter som de faktiske argumenter (dvs. uden at karikere dem) og analysere dem præcist. Det bør være muligt, for i politiske sammenhænge findes der ikke objektive sandheder – der er altid både argumenter for og imod enhver politisk påstand. Man har bestemt lov til at synes, at det politiske synspunkt, man selv har, er det bedste og at ens egne argumenter for det er de stærkeste (alt andet ville trods alt være underligt). Men hvis man vil overbevise tvivlere og ikke-troende, ville det klæde alle at argumentere for hvorfor det er tilfældet og uden at forfalde til uskikke.

(Visited 321 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...