Sydpå!

20111228-111308.jpg

Længe før internettet nåede frem til mig, længe før de 57 kanaler uden noget på – dengang lå der en dreng, der var mig, hjemme på gulvet i stuen og kiggede i opslagsbøger og atlas og prøvede at udtale de sære navne. Især var jeg fascineret af de rigtig fjerne steder. Australien og New Zealand, men også de rigtig fjerne steder – de subantarktiske øer som South Georgia, South Orkney Islands og Kerguelen – og selvfølgelig også Antarktis. Jeg husker tv-serier om den irske polarforsker Shackleton, om Scott og om Amundsen.

Min fascination er der stadig, og den er på sin vis paradoksal. Jeg er trods alt ikke glad for vinteren eller den stærke blæst. Men det er specielt at tænke på, at der stadig findes steder på vores jord, hvor ingen eller næsten ingen mennesker har været. Det franske territorium Kerguelen er således en ø på størrelse med Sjælland, kun beboet af en lille gruppe franske forskere. Kerguelen er måske det mest vindomsuste sted i verden.

Det nærmeste, jeg er kommet til disse underste lande, er at have set pingviner i det fri uden for Dunedin i New Zealand – og også dét var en stor oplevelse for mig.

Jeg har haft det privilegium at kunne deltage i konferencer andre steder i verden og på den måde samtidig få set andre lande. Glæden ved at rejse er paradoksalt nok også glæden ved hjemmet; kun ved at rejse kan man også vende hjem.

Men det er ikke overalt, man holder akademiske konferencer. Hvis jeg engang om mange år får tid og råd (det lyder som en anderledes idé til et otium), vil jeg gerne besøge de steder sydpå, der i min verden ellers kun har eksisteret på et atlas. Jeg må nok hellere huske varmt tøj (forhåbentlig har man taget sig sammen til at gøre noget ved den globale opvarmning….)

Den skotske ingeniør Kevin O’Rourke har et spændende websted, hvor han fortæller om sin rejse til Kerguelen i 2000-2001. Der er også en del andre beretninger fra hans rejser til steder, der ikke kan nås med cykel eller bybus.