Mig og Usenet

20111229-115512.jpg

Inden internettet for de fleste brugere blev synonymt med World Wide Web, brugte jeg e-mail og nyhedsgrupperne på Usenet. Ikke alle kender denne del af nettet, så jeg må nok hellere forklare mig: Nyhedsgrupperne på Usenet er diskussionsfora, der bruger en særlig protokol og særlige servere. For at læse nyhedsgrupperne skulle man derfor oprindelig have særlig software; der findes nu også web-grænseflader.

Jeg fulgte oprindelig kun med i de nyhedsgrupper, der handlede om naturvidenskab og brug af computere. Der var dengang mange gode diskussioner i nyhedsgrupperne, og det var tydeligt, at de fleste brugere kom fra den akademiske verden. Hvis det en sjælden gang skete, at nogen nytilkomne postede en annonce, hvori de satte ejendele til salg, væltede ind med negative reaktioner. “Usenet er ikke kommercielt!” lød det igen og igen. Usenet var stedet, hvor nye publikationer blev diskuteret, og jeg husker endnu adskillige forgæves forsøg på at bevise at \mathrm{P} = \mathrm{NP}. Et enkelt sådant forsøg i form af et preprint fra en ikke helt ukendt forsker blev dissekeret på Usenet, og fejlen fundet.

Dengang havde vi kun adgang til bestemte dele af Usenets nyhedsgruppe-hierarki, men da jeg havnede i Edinburgh, fik jeg fat i også soc-, talk- og rec--grupperne. Det var også omkring dette tidspunkt, at adgangen til nettet blev kommercialiseret og der dukkede brugere op fra uden for den akademiske verden. Nu var der også rig mulighed for at diskutere musik og film og sport.

Selv var jeg med til at oprette to nyhedsgrupper, rec.sport.soccer (om fodbold) og soc.culture.nordic (om forhold i de nordiske lande).

I sci.philosophy.tech , der er en nyhedsgruppe om teknisk filosofi, begyndte der at komme en del indlæg fra en gruppe meget (selv)højtideligt sindede tilhængere af “Objektivisme”, som er en stærkt liberalistisk anskuelse, der skyldes den amerikanske forfatterinde Ayn Rand. Jeg foreslog til sidst rec.humor.objectivism, men afstemningen blandt Usenet-brugere gik mig imod. Øv.

Efterhånden kom alle de sædvanlige tvivlsomme goder ind over Usenet for fuld skrue – mudderkastning, politiske og religiøse ekstremister, porno, pseudovidenskab, kommercialisering, ulovlig distribuering af ophavsretsbeskyttet materiale osv. – og samtidig voksede WWW frem, gjorde begrebet hypertekst (der ikke fandtes på Usenet) til allemandseje og forsynede alle med en ensartet grænseflade til internettets herligheder.

Også jeg gled lige så stille væk fra Usenet, og for et par år siden holdt jeg helt op med at tilgå nyhedsgrupperne, da Stofa nedlagde deres server. Men i et tilfælde af nostalgi købte jeg for 24 kr. en Usenet-app til min iPad og kan atter læse nyhedsgrupper.

Var det så pengene værd at vende tilbage? Hmmm…. jeg kan læse om brok over undertekster på tv, spørgsmål om stavning og alt det andet, der var der, sidst jeg var forbi de danske nyhedsgrupper. Ovre på de engang så stolte sci.logic og sci.math forsøger diverse crackpots at give deres egen misforståede tolkning af Cantors diagonalargument. Så meget er som før, men det synes som om der er længere mellem højdepunkterne.

Måske skal jeg bare gå tilbage til at læse avis?

(Visited 76 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar