Gruppearbejde gør os dummere. Eller…?

I en artikel på videnskab.dk refereres en amerikansk undersøgelse fra California Institute of Technology under overskriften Vi bliver dummere af gruppearbejde.

Forskerne fra USA anvendte forsøgspersoner med samme IQ på 126, dvs. et stykke over befolkningsgennemsnittet.

Undersøgelsen begyndte også med en individuel IQ-test, hvor alle sad i samme rum, men udfyldte opgaverne hver for sig. (Resultaterne blev først beregnet og offentliggjort efter eksperimentet.)

Derefter blev forsøgspersonerne delt ind i grupper på fem. Nu skulle de lave den samme type af opgaver.

Svarene fra alle i gruppen blev givet samtidigt og alle blev fortløbende opdateret på, hvordan de havde klaret det i forhold til resten af gruppen, og i forhold til en standard.

Resultaterne viste, at situationen som udgangspunkt fik alle deltagerne til at præstere dårligere. De klarede altså ikke fuldt ud at udnytte deres egen intelligens til at løse problemer.

Men til sidst skulle forsøgspersonerne skifte hold. Nogle forbedrede sig mærkbart, mens andre aldrig klarede at komme op i omdrejninger. Det så ikke ud til, at alder eller etnicitet påvirkede resultaterne. Men der var derimod en forskel mellem kønnene.

I den gruppe, som forbedrede sig mest, var der 13 mænd og kun 3 kvinder. Blandt dem, som forbedrede sig mindst, var der 10 kvinder og 3 mænd.

Forskerne har søgt at finde en forklaringsmodel:

En hjernescanning af en del af deltagerne viste, at forskellene i præstationer stemte overens med, hvad der skete oppe i hjernen.

For eksempel i hjernecentret amygdala (mandelkernen). Aktiviteten her var og forblev høj hos de deltagere, som ikke klarede at udnytte deres intelligens, skriver forskerne i en artikel, som er publiceret i Philosophical Transactions of the Royal Society B. Denne aktivering i amygdala er forbundet med frygt og følelsesmæssig aktivering.

Overskriften på artiklen er misvisende; pointen er jo netop, at gruppearbejdet i det pågældende forsøg ikke var et sædvanligt samarbejde, men en uudtalt indre konkurrence. Det er ikke overraskende for mig, hvis en intern konkurrence hæmmer snarere end fremmer de studerendes præstationer. Som en af forskerne udtaler:

»Fremtidig forskning bør fokusere på at finde ud af, hvad samfundet egentlig fremelsker i konkurrenceprægede lærings- og arbejdsmiljøer,« siger Read Montague i en pressemeddelelse fra Virginia Tech, og stiller spørgsmålet:
Går vi for eksempel glip af en stor andel menneskeligt talent ved at lægge vægt på konkurrence?

Hvis resultaterne kan bruges til noget i en undervisningssammenhæng, er det i til at give os en påmindelse om hvordan man ikke må agere som vejleder for en gruppe. Gruppearbejde, som jeg kender det fra Aalborg Universitets pædagogiske model, bør nemlig ikke løbende holde de enkelte studerendes præstationer op mod hinanden. Hvis jeg gjorde det som vejleder, ville det ende med at splitte gruppen ad. De grupper, jeg har vejledt, hvor der har været indre konflikter og en latent konkurrence, er da heller aldrig grupper, der har klaret sig godt.

Samtidig er der selvfølgelig også det gode i at kunne give den enkelte studerende i en gruppe en formativ evaluering undervejs. Tit er det formodentlig sket indirekte ved at jeg har kommenteret nogle arbejdsblade, som hovedsagelig er skrevet af én bestemt studerende. Forhåbentlig fører det ikke til konflikter eller uvilkårlige sammenligninger i gruppen, men det kan selvfølgelig blive svært at undgå.

Et andet problem ved undersøgelsen er, at det ser ud som om gruppeopgaven i eksperimentet var af samme art som en individuel opgave. Dette er typisk ikke tilfældet i projektarbejde; her kan en projektgruppe løse et problem af et omfang, som kun svært eller måske slet ikke ville kunne løses inden for rimelig tid af én enkelt studerende.

Arven fra Thatcher

Der er en meget tydelig tendens i det fremherskende syn på de “svage i samfundet”: Ansvaret placeres i høj grad hos den enkelte. Dette har man set i høj grad i diskussionen af social ulighed i Danmark.

Nye tal fra EUs statistikker viser, at Danmark er det eneste land i Norden, hvor fattigdommen er vokset. I Information kan man i dag læse dette:

»Det er ikke, fordi solidariteten i samfundet er forsvundet, men fattigdomsdebatten er udtryk for, at der er sket et holdningsskift i befolkningen. Det er i dag en mere udbredt opfattelse, at folk nok selv er skyld i det, hvis de er fattige eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Både blandt befolkningen og politikerne på Christiansborg er det blevet acceptabelt at sige, at de fattige bare skal tage sig sammen,« siger Jann Sjursen og tilføjer, at den tendens formentlig vil blive endnu mere tydelig, hvis uligheden vokser yderligere.

Også i forhold til dette at have psykiske problemer, mærker man et sådant skred. I en kronik i Information d. 25. januar skriver Frej Prahl:

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Jamen, er det ikke rigtigt, at man selv har et ansvar for sit liv? Selvfølgelig har man det. Intet menneske er kun en viljeløs genstand, og selvfølgelig er der en psykologisk komponent i at forklare menneskers adfærd. Og selvfølgelig er det i høj grad vigtigt, hvad det enkelte menneske gør med sit liv. Men individualiseringen af de sociale problemer er i høj grad et produkt af en liberalistisk økonomisk tankegang, der har præget hovedstrømningerne i europæisk politik siden slutningen af 1970’erne. Det, den fører med sig, er at politikerne og arbejdspladserne får flyttet fokus væk fra den store indflydelse, som lovgivningen, indkomstfordelingen i samfundet og arbejdsforholdene har  og også får flyttet fokus væk fra at disse faktorer faktisk spiller sammen. Sociologiens anstrengelser for at forklare fænomener i samfundet bliver underkendt. Hvis man er blandt “de svage”, kommer man i stadig større omfang til at give sig selv skylden for sine egne problemer, og er man blandt “de stærke”, har man ikke noget væsentligt ansvar for “de svage”.

Et berømt/berygtet citat fra Margaret Thatcher er det interview fra 1987, hvor hun giver udtryk for sin centrale holdning, nemlig at samfundet ikke findes – der er kun individer:

I think we have gone through a period when too many children and people have been given to understand “I have a problem, it is the Government’s job to cope with it!” or”I have a problem, I will go and get a grant to cope with it!” “I am homeless, the Government must house me!” and so they are casting their problems on society and who is society? There is no such thing! There are individual men and women and there are families and no government can do anything except through people and people look to themselves first.¨

For tiden er der en del omtale af en ny film om denne tidligere britiske premierminister. Mange i Storbritannien ser hende som et stykke historie, men det ser i disse år ud som om, hun aldrig har forladt bygningen.

De formative år

20120129-151354.jpg

I en kronik i Politiken i dag skriver kunstkritikeren Lisbeth Bonde om sit besøg på Cambridge University og de indtryk, hun tog med sig hjem. Kronikkens sidste afsnit er en slags konklusion, og hun skriver her:

I Danmark, hvor det heldigvis er gratis at studere – og det mener jeg er vigtigt at fastholde – uddanner i et meget stort antal kandidater, men hvor ofte sættes kvantiteten ikke over kvaliteten? Det er en udbredt opfattelse herhjemme, at man kan få en Audi 8 for den samme pris som en brugt Mazda, når det ælder universitetsuddannelserne: At de danske universiteter skulle kunne rykke op blandt de ti bedste i verden hvilket den forrige regering slog til lyd for, er helt ude af trit med de midler, som stilles til rådighed.Danmarks ressource nummer et er veluddannede og kreative hoveder. Hvis vi skal klare os i den flobale konkurrence er det på tide, at der investeres mere i dem – måske ved at indføre de fagintensive ‘tutorials’, som vi kender fra Cambridge og andre eliteuniversiteter rundt om i verden.

Lisbeth Bonde rører her ved hele tre vigtige forhold. Det første er det, hun selv er mest opmærksom på, nemlig at kvalitet i uddannelserne kræver kvalitet af undervisningen, og at dette kræver resurser. Det andet er hun indirekte opmærksom på, nemlig den kvalitet som de intensive tutorials har, nemlig at de understøtter den såkaldte formative evaluering. Altså ikke den evalueringder er en afsluttende bedømmelse, men den vurdering, som finder sted undervejs i et undervisningsforløb og som kan bruges til at vejlede den studende i hvordan han/hun kan arbejde med at nå læringsmålene. På denne måde er årene i Cambridge i helt bogstavelig forstand de formative år.

Og det tredje forhold antager hun som en slags aksiom, nemlig at uddannelse er en resurse. At dette er tilfældet, er ikke en nødvendig antagelse. Som den slovenske filosof Slavoj Zizek minder os om i et langt essay i Information i denne weekend, skal man bare tænke på hvordan akademikere opfattes forskelligt i Rusland og i Kina. I Rusland har akademikere lav prestige og lav løn og er på denne måde del af et nyt proletariat, mens det modsatte gør sig gældende i Kina. Zizeks essay har nogle interessante refleksioner over vidensarbejderne og de “kreative kapitalister” og deres rolle i den moderne kapitalistiske økonomi, men det vil jeg skrive om en anden gang.

Det interessante for mig i denne sammenhæng er genopdagelsen af den formative evaluering via Cambridge, og at vi faktisk allerede kender til den i dansk sammenhæng. På Aalborg Universitet og Roskilde Universitet gennem den pædagogiske model, der bygger på projektvejledning. I idealtilstanden kan en projektgruppe og dens vejleder mødes hver uge og sammen have en tutorial-lignende seance. At dette er en frugtbar form for interaktion, ved jeg og andre af erfaring. Ekspertisen har vi allerede, vil jeg derfor hævde. Det, der er vigtigt, er som Lisbeth Bonde påpeger, at der er resurserne til at gennemføre en sådan projektvejledning.

Og så tilgiver jeg hende gerne, at hun kalder min arbejdsplads for Aalborg Universitetscenter.

Et andet perspektiv

20120129-104349.jpg

Noget af det, vi mister med alderen, er den mening, børn skaber i de små ting i hverdagen. Tilfældige mønstre på en rude, de små stykker legetøj som pludselig får deres eget liv, en fold i tæppet. Fotografen Clare Gallagher tager billeder, der formår at genfinde dette perspektiv. Se flere af hendes billeder i Informations fotogalleri. Om fotoserien Domestic Drift siger hun

Domestic Drift is concerned with everyday life – the ordinary activities, states of mind and conditions of existence that fill time outside the moments of drama and spectacle. It examines the sense of ordinariness inherent in the repetitive, habitual work of home while trying to appreciate the experience as simultaneously mundane and precious.

På vej til Fyn

20120128-122159.jpg

Skjorten er strøget, teksterne ligger i rygsækken og familien er med på udflugt til Fyn, hvor jeg er Aalborgs repræsentant ved DM i poetry slam på Den Fynske Opera i Odense. Jeg har ingen illusioner om at vinde; det sjove bliver at være med og at møde de andre deltagere – nogle for første gang. Den københavnske poetry slam-scene kender jeg endnu kun på afstand og via gæstebesøg. Forhåbentlig kan det lykkes for os deltagere at gøre genren ære. Poetry slam er inspirereret af andre tekstlige udtryk som lyrikoplæsning, stand-up og rap, men skal først og fremmest være sig selv uden at være sig selv nok.

Helt nede på jorden

20120126-201431.jpg

På DR Nyheder kan man læse om hvordan MF for Venstre, Karsten Nonbo, frivilligt har siddet fikseret i vinterkulden for at illustrere, at han synes, at den langvarige fiksering af omkring 1000 demonstranter på en kold dag i december 2009 ikke var et problem. Dette til trods for at domstolene nu for anden gang har afgjort, at disse anholdelser er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det vigtige citat fra artiklen er i virkeligheden dette (Sigurd er en mand, der var blandt de ulovligt anholdte december 2009):

Nu påråber du dig menneskerettigheder her i Danmark. Helt ærligt. Du kan tale om menneskerettigheder i Irak og Somalia, siger Karsten Nonbo, der kalder Sigurd en klynker og selvretfærdigende.

Dette citat er vigtigt, da det viser et elastisk syn på menneskerettighederne, der er stadig mere udbredt, og ikke kun i dansk politik.

Menneskerettighederne er tydeligvis blevet et irritationsmoment i politik rundt om i verden, fordi de også skal bruges i en hjemlig kontekst. Men alle skal huske, at menneskerettighederne er universelle. Hermed forstås, at de gælder for alle, uanset om der er tale om mennesker, man kan lide, og de gælder altid, uanset situationen og hvilken del af verden, man befinder sig i. Hvis man gerne vil kritisere andre for ikke at overholde menneskerettighederne (og det ved jeg som aktivt medlem af Amnesty International kan være både berettiget og nødvendigt), er man nødt til at huske denne universalitet.

Hele denne historie er i det hele taget med til at flytte fokus fra det vigtige problem, nemlig “lømmelpakken” og den kombination af en disproportional brug af arrestationer og hårdhændet behandling af arrestanterne, som udgør problemet med hensyn til den europæiske menneskerettighedskonvention. Lad os som et tankeeksperiment antage, at en politiker havde ladet sig frivilligt isolationsfængsle og bagefter konkluderede, at det ikke var særlig ubehageligt. Ville man deraf kunne konkludere, at udbredt brug af isolationsfængsling i længere tid ikke var i strid med menneskerettighederne?

Den lille negative

Jeg kan ikke lide at blive kritiseret. Det er der heller ikke mange andre, der kan. Vi vil gerne anerkendes for det, vi gør.

Rasmus Willig, der er lektor på RUC, har et interessant indlæg i Information om hvordan en “anerkendende tilgang” kan ende med at være direkte ødelæggende. Han skriver:

Jeg har lige fået en opringning fra en pædagog, der efter eget udsagn har sygemeldt sig på grund af den såkaldte anerkendende tilgang. Hun kunne fortælle mig, at efter tiltrædelsen af en ny leder var det blevet forbudt at sige noget kritisk, endsige bruge negativt ladede ord. Alle pædagoger på institutionen skulle tilegne sig den anerkendende tilgang over for børn, forældre og ledelse. Konsekvensen blev en sygemelding for den pågældende pædagog og et ønske om aldrig at vende tilbage til det arbejde, hun ellers altid havde holdt af.

Den tilsyneladende anerkendelse, der gjorde pædagogen syg, dækkede i virkeligheden over dels en manglende anerkendelse af problemer, dels en dækken over negativ kritik. Willig peger her på to teorier om anerkendelse: Den ene er baseret i kritisk teori og påpeger den manglende eller forbigåede anerkendelse, som er krænkende og sætter den, der ikke bliver anerkendt, under pres. Den anden kaldes appreciative inquiry og er en management-teori, der fokuserer på det positive (som tilfældet er i “positiv psykologi”) og dermed ikke betragter de problemer, der måtte være.

Pædagogen fik ingen anerkendelse i den første forstand, men blev udsat for – og skulle selv videregive – positive bemærkninger, der i virkeligheden dækkede over en kun tilsyneladende anerkendelse af Den Anden.

Efter pædagogens udsagn gik hendes leder så vidt som til at forbyde personalet at benytte faglige begreber, der var negativt ladede, såsom at børnene var ’grænsesøgende’ eller ’kravafvisende’ — en pædagog kunne således ikke stille krav til et barn om, at det selv skulle tage sin flyverdragt på uden hjælp fra en voksen. Selv sådanne centrale faglige begreber kunne nemlig opfattes som negative.

Rune Lykkeberg skriver i dag i Information (i den faste “leder” i tillægget Billeder, hvor skribenten konsekvent omtaler sig selv i tredje person) om det samme problem, nemlig fraværet af den passende kritik, og han hæfter sig ved at en af de eneste personer, der i medierne udtaler sig om hvad han kan lide og ikke kan lide, er Thomas Blachman, der er dommer i X-Faktor:

»Alt er i krise. Forbrugssamfundet har forkrøblet vores værdier, og massekulturen har ødelagt vores sans for kvalitet og æstetik. Vi er blevet materielt rigere og åndeligt fattigere — på samme tid,« siger Lykkeberg, der er den ene halvdel af det succesrige kommentator-team Lykke og Ville: »Selv vores præster er blevet medieliderlige populister, som sælger ud af hele troen og ånden for en hurtig mening om hvad som helst,« siger Lykkeberg og understreger, at han ikke tænker på nogen personligt, men ser det som et generelt fænomen:

»Det er der, vi er nået til,« siger han med bittert grin: »Det er kun dommerne i talentkonkurrencen, som tør stå ved, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide. Det er bagsiden af det, jeg har kaldt ’cv-samfundet’.«

Selvfølgelig er tonen hos Lykkeberg let ironiserende, men jeg observerer også en sådan tendens i dag. Mange, der udtaler sig i medierne, anvender enten en udglattende tone, der tilsyneladende er anerkendende og positiv, men reelt kun bunder i en idé om at man ikke må være negativ, eller også kammer de over i en gennemført negativ polemisk diskurs, hvor de hverken anerkender Den Andens holdninger eller ret til at have dem eller kommer med væsentlige argumenter for egen kritik.

Det må da kunne lade sig gøre at være både kritisk og anerkende Den Anden? Det, som Den Anden har brug for, er hverken en total nedsabling eller en tilsyneladende anerkendelse af sine valg og sin adfærd, men at blive reelt anerkendt, dvs. at blive taget alvorligt samtidig med at kritikken bliver begrundet ordentligt.

(Og så har jeg efterhånden opdaget, at min blog i langt større omfang end jeg oprindelig havde regnet med, er kommet til at handle om etik. Derfor har jeg indført en ny kategori for indlæg.)

At tabe ansigt

For knap 20 år siden holdt jeg min første større eksamen med ekstern censor. På den sidste dag var der om formiddagen pludselig et større antal studerende, der udeblev, og jeg blev nødt til at bede en sekretær om at ringe til de studerende, der skulle til eksamen om eftermiddagen. Censor og jeg ventede, og til sidst dukkede en af eftermiddagens eksaminander op. Han trak et spørgsmål og udbrød, at det spørgsmål var han ikke glad for at have trukket.

– Hvorfor ikke? spurgte vi.
– Jeg sad derhjemme og skulle til at forberede mig, da sekretæren ringede og sagde, at jeg skulle til eksamen. Så det har jeg ikke nået.

Den studerende bestod ikke, og censor og jeg syntes, at hans forklaring var usædvanligt ynkelig. Vi rystede på hovedet, da han var gået, og jeg regnede aldrig med at skulle høre en sådan bortforklaring igen.

Men derefter dukkede den næste eftermiddags-eksaminand op. Han trak et spørgsmål og udbrød – at det spørgsmål var han ikke glad for at have trukket.

– Hvorfor ikke? spurgte vi.
– Jeg sad derhjemme og skulle til at forberede mig, da sekretæren ringede og sagde, at jeg skulle til eksamen. Så det har jeg ikke nået.

Han bestod heller ikke.

De fleste mennesker (måske alle?) er bange for at tabe ansigt, og derfor laver de så mange underlige krumspring. Jeg er ikke bedre; jeg har ganske vist ikke gjort den slags til eksamen, men i andre af livets sammenhænge er det sket. Det ironiske er, at det ofte er krumspringene, der medfører ansigtstab. Jeg mener: Tabte de to studerende ansigt eller lykkedes det dem at fremstå som dedikerede studerende, der ikke havde fået den nødvendige tid til at forberede sig godt?

Måske fremmer vores fokus på at klare sig godt i virkeligheden en frygt for at tabe ansigt? Det er i al fald påfaldende, at vi bruger så forbløffende mange kræfter på at snige os uden om og bortforklare.

Billedet ovenfor er forresten taget fra en lille claymation-film ved navn Losing Face af Sebastian Danta, der kan ses på http://vimeo.com/6745903

Stof til eftertanke?

Den britiske milliardær Richard Branson har ifølge en artikel i The Guardian fortalt en komité nedsat af det britiske underhus, at han synes, at cannabis og andre stoffer bør legaliseres og brugen beskattes. Richard Branson er med i en gruppe af indflydelsesrige mennesker, der ønsker en legalisering. Gruppen tæller bl.a. FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan, USAs tidligere udenrigsminister George Shultz og en række tidligere præsidenter og premierministre. Deres argument er i høj grad pragmatisk: Der bruges store politiresurser på at efterforske og dømme for enkeltpersoners brug af stoffer, mens bagmændene er umulige at fange. Brugerne havner i fængsel og selv hvis de ikke bliver fanget på grund af deres misbrug, kommer de ofte ud i kriminalitet for at skaffe penge til deres indtagelse af stoffer. Samtidig er der en masse dårlige stoffer i omløb, og det koster menneskeliv.

Selv har jeg en meget ambivalent holdning til en legalisering af stoffer. Jeg har aldrig indtaget eller røget hash eller brugt andre stoffer (ud over alkohol), og det har jeg heller ikke i sinde at begynde på. Faktisk vil jeg på det kraftigste fraråde andre at tage stoffer. Det er meget let at smadre kroppen og psyken ved at tage stoffer, og det har uvægerligt sociale konsekvenser at være afhængig. Jeg kan ikke fordrage den vamle lugt af hashrøg. Skæve mennesker er ikke mere charmerende end fulde ditto. Hashbilister kører mig bekendt heller ikke sikrere end spritbilister. Kokainbrugere er ubehagelige, aggressive og dumme.

Samtidig må jeg dog erklære mig enig i de pragmatiske argumenter hos Branson, Annan m.fl. Organiseret kriminalitet er et stort problem i vore dage; i nogle lande, f.eks. Italien og Rusland er den organiserede kriminalitet tæt på at være en egentlig parallelstat. Hvis man kunne afskære disse grupperinger fra en vigtig indtjeningskilde, vil det formodentlig have stor betydning.

Og så findes der jo allerede to afhængighedsskabende stoffer, der er lovlige mange steder i verden, nemlig alkohol og tobak, og også de kan smadre kroppen – og alkohol kan dertil også smadre psyken og ligesom andre hårde stoffer har misbrug af alkohol sociale konsekvenser for også andre end misbrugeren, f.eks. dennes familie og arbejdsplads.

Formodentlig er det i høj grad et historisk betinget tilfælde, at det netop er disse to, der er lovlige, og ikke f.eks. hash. Brugen af hash er ikke et forbigående fænomen, men er en permanent kendsgerning – der er mange hashbrugere (se bare verdenskortet ovenfor), og det er særdeles uheldigt, at de ender med at støtte f.eks. rockerbander, anden organiseret kriminalitet og diverse terrorgrupper. Det ville i særdeleshed være rart at gøre en ende på det.

De store udfordringer, som jeg ser dem, er:

  • at undgå, at en legalisering af hash simpelthen bliver en redningsplanke for de trængte tobaksgiganter eller for organiserede kriminelle, der ved en legalisering samtidig lovliggør sig selv (men måske kunne man simpelthen lade fremstilling, salg og distribution være et statsligt anliggende?)
  • at undgå at øge omfanget af misbrugsproblemer (men kan det være at de, der ellers ville blive alkoholikere, i stedet så ville kaste sig over stofmisbrug? og måske kan man forvente en holdningsændring som den mere negative holdning, vi nu ser til tobaksrygning i den almindelige befolkning?), og
  • specielt at finde ud af, hvordan man kan undgå at skadelige stoffer som f.eks. ecstasy, der bevisligt og snigende ødelægger ecstasybrugerens hjerne over tid, eller heroin, der gør mange brugere afhængige efter meget kort tids brug, bliver populære (men måske er det færre, der vil kaste sig over den slags, hvis der ikke er en pusher, der tilbyder “lidt ekstra” ud over hash?)

Og nej, jeg har ingen klokkeklar løsning. Men meget tyder på at den nuværende politik mht. stoffer tydeligvis ikke dæmmer op for noget som helst.

Mellem to ord

I dag havde jeg en projektgruppe på 1. semester til eksamen; deres projekt handlede om detektering af plagieret tekst, og de havde i deres projekt implementeret en algoritme, der kan beregne den såkaldte Levenshtein-afstand. Levenshtein-afstanden er en velkendt form for redigeringsafstand, dvs. en metrik (i sædvanlig forstand) over mængden af tekststrenge. Hvis D(s,t) = k, er det mindste antal redigeringsoperationer, der kan omskrive strengen s til strengen t det hele tal k. En redigeringsoperation er her enten en sletning af et tegn, en tilføjelse af et tegn eller en substitution af et tegn for et andet. Man kan nemt definere D(s,t) rekursivt i s og t, men en effektiv algoritme til beregning af D vil benytte dynamisk programmering.

Levenshteins algoritme er fra 1966 og er eksempel på et af de fundamentale bidrag til datalogi, som kommer fra Rusland (eller Sovjetunionen, som det jo var dengang). Russerne haltede bagefter amerikanerne hvad angår computernes formåen – da jeg var i Rusland (dvs. Sovjetunionen) i 1989, kunne jeg få bekræftet dette. Men hvad angår russernes videnskabelige præstationer, har de leveret meget vigtige bidrag.

Et andet velkendt eksempel er AVL-træerne, der skyldes Adelson-Velskii (der blev 90 år i år, og det endda på min fødselsdag) og Landis, som desværre ikke er mere. Et tredje velkendt eksempel er Leonid Levins opdagelse af NP-fuldstændighed uafhængigt af Steve Cook fra Canada. Adelson-Velskii bor i dag i Israel, Levin rejste til USA – men Levenshtein blev i Rusland, hvor han i en menneskealder har været tilknyttet Keldysh-Instituttet for Anvendt Matematik i Moskva. Billedet ovenfor forestiller ham.

Og så må jeg endelig ikke glemme at nævne Andrei Ershov, der opfandt det i programmeringssprogsteori vigtige begreb partiel evaluering uafhængigt af (og samtidig med) Yoshihiko Futamura fra Japan, eller Yuri Ershov (mig bekendt ikke i familie med Andrei), der har ydet vigtige bidrag inden for logik i datalogi.

En vigtig pointe i alt dette er at datalogi er andet og mere end en samling teknologier; en god matematisk indsigt er guld værd.