Fogh, Gramsci og de intellektuelle

Antonio Gramsci

For nogle år siden besøgte jeg min gamle rektor og religionslærer fra gymnasietiden, og han sagde spøgende til sin kone, at jeg var en intellektuel. Jeg måtte sige at intellektuel, dét er jeg altså ikke. I situationen følte jeg en underlig blanding af “det er jeg ikke klog nok til” og “sådan én vil jeg ikke være”.

Der er en tilsvarende dobbelthed i vores opfattelse af de intellektuelle i samfundet. For kan vi overhovedet lide de intellektuelle? Og hvem er de egentlig? Når jeg tænker på intellektuelle, tænker jeg uvilkårligt på skarpsindige mennesker, der i skrift og tale har kritiseret overmagten. Det er folk som Andrei Sakharov og Vaclav Havel og Noam Chomsky og Slavoj Žižek. Nogle af dem beundrer de fleste (f.eks. Sakharov og Havel), andre er fortsat kontroversielle (Chomsky og Žižek). Mange intellektuelle er akademikere, andre har ingen akademisk baggrund. Ofte skelner man ikke i sproget mellem “intellektuelle”, “akademikere” og “eksperter” – begreberne er vage.

Dobbeltheden i vores holdning til intellektuelle bliver derfor tydelig i et berømt/berygtet citat fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale fra 1. januar 2002 – hans første som statsminister. Heri siger han:

Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.

På denne måde var nytårstalen fra for 10 år siden stærkt konfronterende i sin anti-intellektualisme. Den danske regeringschef skelnede mellem “eksperterne” og “os”, og udpegede her et mindretal, som regeringen ville indlede et opgør med. Hermed startede det, man siden har kaldt for en værdikamp.

Men denne anti-intellektualisme dækkede reelt over et opgør mod personer og instanser, som den daværende regering var uenig med. Dels blev der i stedet for de råd og institutioner, der skal nedlægges, efterhånden oprettet en lang række nye (hvem husker ikke f.eks. Bjørn Lomborg og hans Institut for Miljøvurdering?), dels kan Anders Fogh Rasmussen selv siges at have været intellektuel i kraft af sit forfatterskab – bedst kendt er vel Fra socialstat til minimalstat, der er inspireret af den amerikanske nyliberalistiske filosof Robert Nozick.

Og her springer jeg så til en anden politisk filosof. Den socialistiske italienske filosof Antonion Gramsci, der som modstander af fascismen havnede i fængsel og døde der i en alder af kun 46, gav i sine omfangsrige fængselsnotater, der senere er udkommet i bogform og er blevet en lille klassiker, udtryk for den opfattelse, at alle mennesker er intellektuelle. Man skulle her tro, at Gramsci var helt på linje med den forhenværende statsminister. Men tværtimod: Gramscis pointe var, at de intellektuelle skal engagere sig, at intellektuelle og arbejderklasse skal være del af samme bevægelse; her skelnede han mellem “traditionelle” intellektuelle, der så sig selv som uden for samfundet og “organiske” intellektuelle, der opstår ud fra samfundsklasserne og er en del af dem. F.eks. er de bygningsarbejdere, der formulerer en indsigt i bygningsarbejdernes fag og arbejdsforhold, bygningsarbejdernes “organiske intellektuelle”. Så ikke alle er udøvende intellektuelle, men alle er potentielt intellektuelle.

Forskellen ligger således i holdningen til dette at være intellektuel. Hvor Foghs nytårstale fra 2002 repræsenterer en populistisk holdning, der ser den intellektuelles vurderinger og ekspertise, som værende i modsætning til “vores”, ser Gramsci det at være intellektuel som en måde at opnå ny indsigt på, og dette at være intellektuel som en potentiel resurse – ikke som en foreteelse, der skal være et opgør med. Det paradoksale i populismen er med andre ord, at vi har at gøre med en anti-intellektuel intellektualisme.

En anti-intellektuel populistisk holdning som denne er ofte blevet luftet af politikere, der åbent har udtalt, at de ikke tror på forskningsresultater. Jeg husker bl.a. Peter Skaarups udtalelse fra 2008 om at han ikke tror på resultater af kriminologers forskning. Selv om jeg vægrer mig ved at blive kaldt intellektuel, og selv om nogle vil argumentere for at Anders Fogh Rasmussen ikke gik efter “de intellektuelle” dengang i 2002, føler jeg mig derfor alligevel truffet. For jeg besidder i min egenskab af universitetslektor en ekspertise inden for mit fag og er dermed en af de forkætrede eksperter. Jeg kræver ikke altid at have ret inden for spørgsmål inden for mit fagområde, men jeg mener at have en vis erfaring med det. Måske vil jeg derfor gå med til at være en “organisk intellektuel”.