Hvem er Megaupload?

20120104-193210.jpg

Et af de fænomener, der på godt og ondt er med til at transformere vore dages kultur, er digitaliseringen af information, og i hælene på den simple observation, at det er nemt at kopiere en fil, er fulgt den ulovlige kopiering og deling af ophavsretsligt materiale. Fildeling via Bittorrent-protokollen er er én tilgang, en anden er at placere en fil ved en webbaseret fildelingstjeneste. Der er i dag en mindre jungle af sådanne tjenester med Rapidshare og Megaupload som to af bedst kendte.

Der er endda nu kommet en Megaupload-sang, hvor ganske mange kendte amerikanere, bl.a. storsælgende musikere som Kanye West og P. Diddy, fortæller i ord/sang/rap, at de elsker Megaupload.

Men hvem står bag disse succesrige firmaer? Owni.eu har en interessant artikel om den tyske (med finsk pas!) tidligere hacker Kim Schmitz (eller Kim Tim Jim Vestor eller hvad han nu kalder sig), der bor i Auckland i New Zealand og lader Megaupload have hovedkvarter i skattely i Hong Kong. Eller er direktøren for det hele i virkeligheden en nyopstået person ved navn David Robb?