Engelsk på dansk

I denne uge har jeg været til internat med Institut for datalogi, og alle møder undervejs blev afholdt på engelsk, da der nu er en del ansatte, der ikke taler eller forstår dansk.

Engelsk er et sprog, de fleste danske har et ambivalent forhold til. Vi vil gerne være gode til engelsk, og det er vigtigt at være gode til engelsk. Samtidig er mange, der føler sig usikre, når de skal tale engelsk. I de seneste måneder har der været en del kritik af og morskab over Villy Søvndals engelsk. Politikeres engelsk er i det hele taget et ømt punkt.

Jeg sad engang og så tv-avis sammen med en god ven, da der kom et klip, hvor Anders Fogh Rasmussen talte engelsk. Det er ikke klippet ovenfor. Min ven syntes, Anders Foghs engelsk var pinligt – og tilføjede så : “Men jeg skal passe på… mit eget engelsk er heller ikke for godt.” Men er det nu så dårligt? I klippet ovenfor, der er fra 2009, er det tydeligt, at Foghs intonation og udtale er meget uidiomatisk. Der sniger sig også et par lidt kluntede formuleringer ind, men jeg synes ikke, Anders Foghs engelsk er pinligt.

Jeg har det på samme måde med Villy Søvndal. Nogle har moret sig over ordet “bewonder”, som han brugte ved en pressekonference i USA. Ordet “bewonder” findes rent faktisk og betyder rent faktisk “beundre”, omend det nu er forældet i almindelig brug. Dictionary.com har følgende forklaring:

Bewonder
Be*won”der\, v. t. [imp. & p. p. Bewondered.]
1. To fill with wonder. [Obs.]
2. To wonder at; to admire. [Obs.]

Villy Søvndals engelsk er ligesom Anders Fogh Rasmussens engelsk tydeligt “ikke-indfødt”. En del af de kendetegn de to politikere har, når de taler engelsk, skyldes formodentlig deres baggrund – de er fra samme generation i tiåret efter 2. verdenskrig, hvor engelsk var på vej ind i skolesystenet for alvor (født i henholdsvis 1953 og 1952) og er begge vokset op på landet i Jylland, så accenten har de også til fælles.

Men kan andre forstå dem? I et forum om pladespillere (!) dukkede der her i efteråret en diskussion op om danske politikeres engelsk. En dansk deltager spurgte de andre deltagere om hvad de synes om udenrigsministerens engelsk, baseret på et filmklip.

En brite skrev:

As an English speaker I didn’t have any trouble understanding what he was saying.

En amerikaner skrev:

Speaking as an American and even worse an American from the East coast of the USA, I have no problem understanding the speaker. There are many Americans who should speak english so well.

Hvis udlændinge ikke er bekymrede, skal vi da være det? Spørgsmålet er vel egentlig, hvad vi bør forlange som acceptabelt niveau for danskeres engelskkundskaber. For ét er hvad vi selv synes – noget andet er tydeligvis, hvad de, der ikke sammenligner med dansk, synes. Når vi lytter til danske politikeres engelsk, sammenligner vi uvilkårligt med deres anderledes veltalenhed på dansk. Det gør andre ikke. De ved, at vi er udefra kommende, der bruger deres sprog.

Der er andre lande, der i tidens løb på grund af britisk eller amerikansk indflydelse har taget engelsk til sig i større omfang. Indien og Filippinerne er eksempler på dette. I begge lande er der flere sprog repræsenteret i forvejen, og engelsk er derved blevet et lingua franca. Indisk engelsk er ikke britisk engelsk, og filippinsk engelsk er ikke amerikansk engelsk. Hvis vi skal tage engelsk til os på samme vis (jeg er selv i tvivl om det – der er jo også andre vigtige fremmedsprog derude!), er spørgsmålet, om ikke vi kan tænke på dansk engelsk på samme måde? Måske ville det også hjælpe os til at have en mindre perfektionistisk holdning til udlændinge i Danmark, der taler dansk.