Pirater alle vegne

20120110-192537.jpg

Er piratkopiering en forsvarlig handling?

Henrik Chulu, der er kandidat i filosof og geografi og er professionel musiker, har en interessant blog, hvor han skriver om netop dette. Han benytter sig her af det meget afslørende websted http://www.youhavedownloaded.com, der har oplysninger om hvilke IP-adresser, der downloader hvad gennem brug af Bittorrent-protokollen,

Og det er ikke småting, han finder ud af. Fra en IP-adresse, der tilhører Socialdemokraternes sekretariat i København, er der blevet hentet og delt et afsnit af tv-serien Revenge. Fra en IP-adresse på Christiansborg (det fremgår ikke hos hvilket parti) er der blevet hentet et afsnit af BBC-serien The Frozen Planet.

Men det slutter ikke her. For nogen ved Sony Music har downloadet et nummer med sangerinden Ledisi, der udkommer hos konkurrenten Universal, nogen ved Zentropa har hentet billedbehandlingsprogrammet Adobe After Effects – og nogen ved selveste RettighedsAlliancen, det tidligere AntiPiratGruppen, har hentet den danske film Dirch på lidt over 1 gigabyte!

Man kan selvfølgelig ikke konkludere, at en handling bliver etisk forsvarlig, blot fordi der er tale om noget, mange foretager sig. Men det ser unægtelig ud som om de, der forsvarer en gældende model for ophavsret, underminerer deres egen position, og jeg tvivler meget på, at den er holdbar.

Henrik Chulu konkluderer da også følgende:

Rettighedshaverne har intet at vinde ved at bekæmpe fildeling på internettet. I stedet burde den traditionelle plade-, film- og bogbranche overveje om deres bidrag til en lobbyorganisation som RettighedsAlliancen på sigt gavner deres evne til at konkurrere på et marked, hvor gamle distributionsmodeller er under pres, men hvor internettet samtidigt tilbyder øget omsætning, hvis de formår at tilrettelægge deres strategier efter dets potentialer i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.

Ligeledes bør faglige organisationer som Koda, Dansk Musikerforbund, Danske Filminstruktører, Dansk Forfatterforening, etc. kraftigt overveje om det er en fornuftig forvaltning af deres medlemmers midler at hælde dem i samme bundløse hul som deres arbejdsgivere i de respektive brancher, i stedet for at bruge pengene til at udvikle nye forretningsmodeller og tjenester der sikrer at deres medlemmer også i fremtiden kan leve af at skabe indhold.

Det må kunne lade sig gøre at finde en ny forretningsmodel for kunstneres frembringelser – det er sket før i samfundsudviklingen, at teknologien været med til at ændre markedet. Kapitalismens gennembrud i 1700- og 1800-tallet ændrede markedsforholdene gennemgribende, og det uden nogen kontrol, restriktioner eller bevidst strategi. Men det behøver jo ikke at være sådan for det digitale indholds vedkommende.