Kom, lad os gå hen og spise fabrikken

Før alle musikbloggerne, før Pitchfork og alle de andre og efter jeg var blevet træt af den selvfejrende og forbløffende indholdstomme britiske musiksprøjte NME, skete det alligevel, at jeg fandt frem til rockmusik (og lignende) ad underlige veje. Typisk via Usenet-nyhedsgrupper, men også af og til hvor man mindst ville vente det. En vinteraften i 1994 sad jeg og så CNN (!), da en journalist fra Entertainment Today proklamerede, at et af de bands, man virkelig skulle holde øje med, var Guided By Voices. Alene navnet var interessant.

Få uger senere deltog jeg i en konference i USA, og en eftermiddag tog jeg ud til Berkeley for at opsøge deres legendariske pladebutikker. Her købte jeg det nyeste album med Guided By Voices, Bee Thousand. Og så var det faktisk mig, der var solgt – 20 sange på i alt lidt over 36 minutter, optaget på primitivt udstyr og derfor forsynet med en ulden lyd. Bee Thousand var en lang overgang fast inventar i min cd-afspiller og er stadig et album, jeg kan vende tilbage til. Jeg endte endda med at købe det retrospektive bokssæt med de albums, der var udkommet tidligere.

Det fascinerende ved Guided By Voices i denne periode er gruppens kombination af lo-fi-lyden og sangenes høje kvalitet, der ofte vækker mindelser om The Beatles og The Who. Guided By Voices er fra USA (fra Dayton i Ohio, ellers ikke kendt som en musikmetropol), men deres sanger lyder mærkværdigt Liverpoolsk i sin diktion.

Brugte jeg virkelig ordet “sange” ovenfor? Fragmenter er mere dækkende; ofte meget iørefaldende stumper bestående af et enkelt A-stykke og måske et B-stykke oveni, og så er dét minut til halvandet ellers gået, videre til næste fragment. På denne måde er Bee Thousand en fascinerende anvendelse af antydningens kunst; tænk hvad dette kunne have været… Og her er samtidig nøglen til at forstå, hvorfor denne særegne tilgang virker: Fragmenterne bør netop ikke foldes ud og produceres.

En anmeldelse af Mac Wilson opsummerer det bedre, end jeg vil kunne (og parentesen skyldes ham!):

(If you need an example of this, go to YouTube and check out the album version of 1995’s “My Valuable Hunting Knife;” it sounds quintessentially GbV, both brilliantly catchy and sounding like it was recorded for $5. Then go check out the Tigerbomb EP version, which was recorded with actual studio equipment and sounds like a potential Top 5 hit. I feel that one of the critical observations of the essence of Guided by Voices is the distinction between the versions: what is the “real” GbV? The Tigerbomb version is awesome radio rock, yet if you sit down and listen to the original version, it becomes its own modern rock hit when you close your eyes and let your imagination fill in the gaps. If Springsteen had released a full-band version of Nebraska six months later (as was his original plan), it would have found its own audience, yet only amplified the strengths of his original, stripped-down recordings. It calls to mind another classic archetype of popular music: are the songs banged out in ten minutes truer to the spirit of rock n’ roll than those labored over for months in the studio? Anyway, I inadvertently wound up putting one of my core theses within brackets, so thanks for reading.)

Ovenfor kan man se “My Valuable Hunting Knife” i versionen fra Tigerbomb-ep’en. Og er det ikke en fremragende popsang?

Guided By Voices gik igennem en del udskiftninger, og eneste gennemgående medlem har været sanger/sangskriver Robert Pollard, som til sidst gik regulært solo. Desværre blev Guided By Voices undervejs mere “konventionelle” i deres sangstrukturer og produktion, og her tabte jeg så småt interessen. Men nu er den originale besætning fra årene, der gav os Bee Thousand og Alien Lanes genforenet, og det nye album, som kommer i næste uge, hedder Let’s Go Eat The Factory. De uddrag, jeg har kunnet høre på YouTube, lyder særdeles lovende.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar