Spillet og kontrakterne

Der er to nyere fænomener i moderne politik, som jeg finder dybt problematiske, og de er ikke særlige for dansk politik. Alt, hvad jeg her vil skrive (med forbehold for eksemplerne, der er hentet fra hjemlige forhold), kunne i virkeligheden også siges om f.eks. britisk politik.

Det ene fænomen er opfattelsen af politik som et spil, der skal vindes, mere end som en aktivitet, der har som sit mål at forandre samfundet. Spillet bliver i høj grad udkæmpet gennem medierne. Det handler i høj grad om image og om kommunikative strategier snarere end om de bedste argumenter eller om grundige analyser af forhold i samfundet. Politik opfattes ikke længere som en proces, men som en kamp, der skal afsluttes. Vi har set denne tendens mere og mere i de seneste årtier, hvor ministres rådgivere havner i medierne som “politiske kommentatorer”, og hvor medierne leverer nye rådgivere til ministrene. I vore dage er det lige så almindeligt at opleve, at det er disse politiske kommentatorer, der diskuterer politik, som det er at se politikere gøre det. Og bemærk: de diskuterer ud fra strategiske overvejelser om fordele og ulemper for politikernes indbyrdes styrkeforhold, ikke om fordele og ulemper for samfundet. Dette fænomen er kommet fra engelsktalende lande – Storbritannien og USA – ligesom ordet spindoktor (som jeg først stiftede bekendtskab med via en rockgruppe ved navn The Spin Doctors, der havde et par velgennemtænkt overfladiske hits med bred appel engang i 1990’erne).

Det andet fænomen er det, de fleste kalder for kontraktpolitik. Umiddelbart ser det ud som en lovende udvikling – mange tolker kontraktpolitik som dette, at politikere gennemfører den politik, de gik til valg på. Kontraktpolitik er et fænomen, der i europæisk sammenhæng vel egentlig starter med Tony Blair efter inspiration fra Bill Clinton. I Danmark opstod kontraktpolitikken omkring folketingsvalget i 2001 med Anders Fogh Rasmussen. Efterhånden forsøger alle de politiske partier, der har ønsker om at komme i regering, at leve op til en form for kontraktpolitik – nogle, som partierne i den nuværende regering, ret halvhjertet, andre, som partierne i den forhenværende regering, meget konsekvent. Det er lykkedes at skabe en tro på at kontraktpolitik er “det, vælgerne vil have”.

Men hvis man ser lidt efter, er kontraktpolitikken bestemt ikke nogen lovende udvikling af det politiske system. Ideen med at tænke på politik som realisering af en kontrakt mellem politikere og de vælgere, der har valgt dem, stammer, så vidt jeg kan se, helt tilbage til de ideer om “samfundskontrakter”, som skyldes tidlige liberalistiske filosoffer som Thomas Hobbes og John Locke. Hobbes og Locke så samfundets grundtilstand som en “alles kamp mod alle” og for at forhindre at denne kamp udartede, skulle samfundet baseres på en sådan samfundskontrakt.

Mellem valgene kommer kontraktpolitikken til at begrænse befolkningens deltagelse i den politiske proces. Borgerne kan ikke kritisere politikerne – eller rettere: det kan de selvfølgelig godt, men det kan ikke få konsekvenser, thi politikerne har forpligtet sig til at overholde “kontrakten”. Det giver politikerne en nem skabelon for at afvise kritik fra befolkningen: “vi har lovet at gennemføre den-og-den politik, så det skal vi gøre nu; jeres kritik blev der taget stilling til, da vi blev valgt, og den kritik er derfor nu et overstået kapitel.” Herved bliver det sværere for befolkningen at føle sig som del af en politisk proces. Jeg husker selv de mange (og meget velbegrundede) indvendinger fra uddannelsesforskere, undervisere, studerende og arbejdsgivere mod forbudet mod gruppeeksamen – dette forbud blev konsekvent affejet af ministre, og det ofte med kontraktpolitisk begrundelse.

Præcis det samme gør sig gældende for regioner og kommuner – kontraktpolitikken kommer derfor her til at være i konflikt dels med mulighederne for lokalt selvstyre, dels med betingelserne i den dialog, der er mellem regering og lokalpolitikere. Resultatet kan nemt blive en opfattelse af lokalpolitik som den udøvende magts instrument snarere end som en anden politisk størrelse med egen berettigelse. Lokalpolitikerne skal først og fremmest udføre en regerings politik; deres holdninger til f.eks. om denne politik kan gennemføres lokalt, er ikke relevante, når først kontrakten findes.

Kontraktpolitikken gør det samtidig sværere for en regering selv at reflektere åbent over dens egen politik. For der kan være forhold, der gør det svært eller uønskværdigt at gennemføre kontrakten. Man kan f.eks. have taget fejl – og hvad skal man så gøre? Eller der sker en uventet udvikling i samfundet. Det kommer under alle omstændigheder til at tage ekstra lang tid at turde ændre standpunkt, for man vil af skræk for at tabe i det politiske spil ikke tabe ansigt og “bryde kontrakten”. Et eksempel er igen forbudet mod gruppeeksamen. Først i forbindelse med valgkampen i 2011 kunne man opleve politikere fra Venstre og Konservative udtale, at gruppeeksamen vel faktisk burde genindføres.

Kontraktpolitikken ser ud som om den holder politikerne fast på det, de har lovet. Men kontraktpolitikken er faktisk mest en kontrol af en regerings image udadtil i det politiske spil; den er ikke en væsentlig restriktion af politikernes muligheder, selv om det umiddelbart ser sådan ud. Der er nemlig store manøvremuligheder inden for kontraktpolitikken, og det planlægger politikerne selvfølgelig også med, for hvem har løst til at binde sig selv for meget i en årrække? Dels er det altid politikerne, der opstiller og fortolker “kontrakten”, dels er der et stort råderum i alt det, der ikke står i den. Et konkret eksempel er Venstres og Konservatives løfte om ikke at røre ved størrelsen af de sociale ydelser i 2005. Dette forhindrede dem imidlertid ikke i at ændre i de sociale ydelsers og dagpengenes art og omfang ved bl.a. at indføre nye ydelser som den såkaldte “starthjælp” eller i at ændre i dagpengeperiodens længde. Formelt set blev kontrakten, som her skulle fremstå som et løfte om stabilitet, overholdt, men reelt skete der store forandringer.

Jeg ser ikke noget godt i kontraktpolitikken – den er for mig at se kun med til at forplumre eller endda forhindre den politiske proces. Går jeg så ind for at politikere ikke skal love noget eller kan ignorere/bortforklare, hvad de har lovet? Bestemt ikke. Den nuværende regering har lovet en del ting, den af forskellige årsager ikke vil holde, og det er den nuværende opposition stedse efter den for. Der er tale om at en politik, jeg gerne så gennemført, ikke bliver gennemført, og det er jeg vred og skuffet over. Men retorikken om løftebrud er samtidig en blindgyde i den politiske diskussion; begge parter maler sig selv inde i hver deres hjørne. Regeringen kan ikke komme med reelle modargumenter, fordi dens politikere i snart en del år har accepteret den kontraktpolitiske tilgang som den rigtige. Og oppositionen bliver ikke afkrævet bud på alternative løsninger, men kan nøjes med at påpege inkonsistenser “i sig selv”. Ingen bliver i virkeligheden holdt fast på deres holdninger til samfundsforhold. Oppositionen kan kritisere f.eks. manglende nedsættelse af billetpriser i offentlig transport uden selv at give sin målsætning til kende om billetpriser, og regeringen kan kritisere oppositionen for dens kritik, også helt uden at give sin målsætning om billetprisernes udvikling til kende. Den politiske diskussion degenererer til retoriske finter.

Det, jeg kunne tænke mig, at alle politikere turde gøre (lige nu er der kun ganske få, der tør det), var at formulere klare politiske målsætninger om samfundsudviklingen – ikke bud på “kontrakter”, men målsætninger – og erkende at disse målsætninger om samfundets udvikling sagtens kan risikere at måtte ændre sig (f.eks. af eksterne årsager, men også fordi man simpelthen lærer noget nyt) og løbende skal diskuteres i den politiske proces. Det er selvfølgelig uforeneligt med ideen om politik som et spil, der først og fremmest skal vindes og skal holdes inden for Folketinget og medierne, men det gør bestemt ikke noget. Tværtimod.

(Visited 46 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar