Indiskret?

20120114-000703.jpg

Aalborg har måske et lidt blakket ry blandt feinschmeckere. Biografejere taler om en “rigtig Aalborg-film”; det er sådan en amerikansk én med to biljagter og en nøgenscene. Tilsvarende er en rigtig Aalborg-koncert en af dem på Skråen eller i Skovdalen med Lars Lilholt eller Runrig. Og en rigtig Aalborg-restaurant en af dem, der serverer billige bøffer og is til dessert – altså Bones, Natalie, Jensens Bøfhus og hvad ved jeg ellers.

Måske er det derfor, det indiske køkken aldrig rigtig er nået frem til Aalborg. Der er underlige krydderier i, det kan være hot og ofte er det vegetarisk. For mange år siden, da jeg boede i Edinburgh, havnede jeg ofte på den slags restauranter, og især da på de vegetariske af slagsen – min favorit var et billigt og godt sted ved navn Kalpna på St. Patricks Square. Kalpna serverede mad fra Gujarat, og det gør de forhåbentlig stadig, Nogle aftener, his jeg var på vej hjem og det var rigtig sent, slog jeg et smut inden om Kebab Mahal og fik – nej, ikke kebab, men pakora (en dybstegt dumpling af kartofler/aubergine/chilipeber/hvad man nu ellers kan finde på dyppet i en dej af kikærtemel, typisk krydret med kommen, koriander og chili) og med en postkasserød chilisovs til. Den slags var lidt en Edinburgh-tradition, og ikke kun for mig.

Nu er der så en indisk café i Aalborg. Et tidligere forsøg, en indisk restaurant på Østerå, overlevede kun i et halvt års tid. Denne gang er det Azzurra, der står bag Mumbai, som cafeen i Nordkraft hedder.

Og hvordan er det så? Min hustru og jeg besøgte Mumbai i går, og det var da bedre end ingenting. Mumbai er en café med cafeborde og rå gulve; ud over menukortets retter kan man få et udvalg af italiensk is. Retterne på menukortet er standard-udgaven af indisk restaurantmad, dvs. tilpasset et internationalt publikum og uden regionale specialiteter. Der er tre vegetariske retter på menuen (vi er i Aalborg), og samosaerne kan være under en gammel dansk femkrone. Jeg bestilte channa masala (kikærter i “karry”) og den skulle være hot (dvs, med mest muligt varme i form af chili). Enten er mine smagsløg negativt påværket efter mange år, eller også kunne jeg også her fornemme, at vi er i Aalborg. Maden blev serveret på hvid fajance; jeg ville have foretrukket skåle af metal.

Jeg må vist hellere være positiv for en gangs skyld. I går kritiserede jeg det økonomiske system, i dag går det så tilsyneladende ud over en lille restaurant. Og ret skal være ret (undskyld ordspillet): det er i sig selv godt, at der er kommet en indisk restaurant i Aalborg, den være så nok så beskeden. Ligesom det italienske køkken startede forsigtigt i Aalborg, men i dag er veletableret og også betydeligt mere interessant og varieret, sådan kan det også gå med det indiske køkken.

(Og billedet ovenfor? Nej, det er desværre ikke fra Mumbai – det er fra Kalpna i Edinburgh.)

(Visited 133 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar