Arbejdets glæder

Jeg kan som regel godt lide at arbejde, og det er andre glade for. Men nogle gange er lysten til at arbejde lille, også for mig. Som den britiske forfatter Alain de Botton påpeger i sin bog Pleasures and Sorrows of Work, er glæden ved at arbejde et moderne fænomen. I antikkens Grækenland og Rom anså man ikke arbejdet som en glæde, men som et nødvendigt onde, som ikke alle skulle udsættes for. Arbejde var for slaver; frie mennesker (reelt: de rige, frie mænd) skulle være filosoffer og kunstnere og livsnydere. Indtil et godt stykke ind i 1800-tallet var det et skønhedsideal at være bleg, for det var tegn på at man ikke var nødt til at være ude i solen for at arbejde.

Og helt tilsvarende var ægteskabet en praktisk foranstaltning; frie mennesker (reelt: de rige, frie mænd) havde en elskerinde eller flere ved siden af, som de havde et kærlighedsliv sammen med.

I vore dage skal vi (læs: vi, der bor i den industrialiserede verden) elske vores arbejde og vores ægtefælle. Et ofte hørt mantra i dag er blevet, at “det skal kunne betale sig at arbejde”. Man bør arbejde, for det er en kvalitet at arbejde; den, der arbejder, vil føle en særlig glæde og vil bidrage til samfundsøkonomien. Og derfor bliver det samtidig ofte mere eller mindre eksplicit konkluderet, at det er forkert ikke at arbejde og at for den, der ikke arbejder, skal der være omkostninger i livskvalitet. Sociale ydelser bliver i stadigt større grad set som forsikringsydelser, som dem, der bidrager til samfundsøkonomien, skænker til dem, der ikke bidrager.

Der vil der altid være en del af befolkningen, der ikke er i arbejde, og det ikke kun på grund af ledighed. Der har været holdninger til at børn, gamle mennesker og syge ikke skal arbejde. Men disse holdninger ser ud til at være under langsom forandring – pensionsalderen stiger støt, og sygemeldte arbejdsløse skal aktiveres og bringes i arbejde. Hvis man kan arbejde, så skal man – og definitionen af hvornår man kan, ændrer sig. Det gælder også for børnene. De skal om ikke arbejde (det kan man trods alt ikke byde dem), men så skal de dog i skolen (og måske tidligere end det) i højere grad vænnes til det arbejdsliv, der er idealet.

Tænk, hvis der var for få, der arbejdede i Danmark. Tænk, hvis det ikke kunne betale sig at arbejde. Nogen skal fremstille vores tøj, vores fødevarer, vores køkkenredskaber osv. og sidde på førersæderne i vores busser og tog. Nogen skal undervise vores børn. Og så videre. Men hvad siger tallene?

I Information d. 25. august 2011 skriver Kjeld Schmidt, der er professor på ITU:

Den gennemsnitlige erhvervsfrekvens for de højtudviklede lande i OECD var i 2009 på 48 procent. Heraf tegnede USA sig for en rate på knap 51 procent, mens den for Danmarks vedkommende var knap 53 procent. Danmark er med andre ord ét af de lande, der har den højeste erhvervsfrekvens. Ikke nok med det, erhvervsfrekvensen har været jævnt stigende de sidste hundrede år, fra omkring 43 procent i begyndelsen af 1900-tallet til omtrent 50 procent de senere år. Hvis vi tager erhvervsfrekvensen for mennesker i den såkaldt ‘arbejdsduelige alder’ fra 15 til 64 år, ligger Danmark i top med omkring 75 procent erhvervsaktive, 5-10 procentpoint over USA.

I OECD-landene er det, som man kan se, kun lidt under halvdelen af befolkningen, der er i arbejde. Er arbejdet den eneste normaltilstand for et menneske? Næppe. Der er mange, der arbejder, men også mange der ikke arbejder. Er arbejdet den eneste acceptable normaltilstand for et menneske? Hertil er mit svar et nej.

Der er mennesker, der ikke kan arbejde af den ene eller den anden grund. Nogle er gamle, nogle er syge, nogle har nedsat eller ingen arbejdsevne. Retten til en ordentlig tilværelse for disse mennesker (herunder en indtægt i form af dagpenge, pension eller kontanthjælp) er en rettighed, ikke et privilegium, som man skal tilkæmpe sig og som kan nægtes. Det må handle om solidaritet, ikke om “gaver til de svage”. Dem, jeg kender, der ikke har et arbejde, bruger ofte en masse tid på at fortvivle sig og slå sig selv oven i hovedet fordi de ikke lever op til et ideal om at være i arbejde. De fleste mennesker har en beskæftigelsesministers stemme et sted inde i hovedet.

Kjeld Schmidts tal, som jeg citerer ovenfor, viser netop at der i Danmark er usædvanligt mange mennesker, der er erhvervsaktive, i forhold til forholdene i andre OECD-lande. De sociale ydelser herhjemme, der stadig er bedre end i mange andre OECD-lande og er helt anderledes end for 100 år siden, hvor de stort set var ikke-eksisterende, gør således ikke, at det ikke “kan betale sig at arbejde”. Men det er ikke den eneste normaltilstand at være i arbejde eller at være glad for sit arbejde, ligesom det ikke er den eneste normaltilstand at være gift eller hele tiden at nære varme følelser for den, man er gift med.

En interessant (synes jeg) observation, som jeg måske burde skrive mere om en anden gang, for dette er allerede blevet rigeligt langt, er at dogmet om arbejdsglæden og de stadig hyppigere coaching-forløb og kurser om at genfinde/opdage arbejdsglæden konsekvent henvender sig til bestemte segmenter af lønmodtagerne og kun er et fænomen i den industrialiserede verden. Arbejdet som et nødvendigt onde er stadig en udbredt realitet i mange andre lande.