Mulighedernes land?

Legenden om USAs status som mulighedernes land er sejlivet. USA er landet, hvor man kan starte som avisdreng og blive millionær.

En artikel i New York Times omtaler en undersøgelse foretaget af europæiske forskere, der i høj grad sætter spørgsmålstegn ved denne myte om social mobilitet opefter (upward mobility). Forskerne deler befolkningen i 20-percentiler; dvs. nederste lag er de 20% af befolkningen, der har den laveste indkomst. En indikator for social mobilitet er at blive født i en familie i ét lag og være voksen i et andet lag.

Undersøgelsen er ikke ny – den er fra 2006, som publikationsdatoen afslører – men den har nu skabt diskussion i USA, især fordi den tilsyneladende volder problemer for de republikanske præsidentkandidater. Sociale uligheder har aldrig ligefrem været et tema i amerikansk politik, og da slet ikke for republikanerne.

Undersøgelsen viser i store træk dette: Den sociale mobilitet opefter i USA er signifikant (i statistisk forstand) lavere end i Storbritannien, der ofte ses som det arketypiske klassesamfund. Også Canada har højere social mobilitet opefter. Det land, der fremhæves som et land med forholdsvis høj social mobilitet opefter, er – Danmark. Også de øvrige nordiske lande er godt med.

Da jeg selv var studerende for mange år siden, var projektet på Mat 2-semesteret (som 4. semester hed dengang) et statistikprojekt. Ved brug af det, der hedder lineære normale modeller (varians- og covariansanalyse i dette tilfælde) undersøgte vi matematikkaraktererne i gymnasiet for en gymnasieårgang, og der var faktisk en statistisk signifikant forskel mellem forskellige samfundsklasser. Så vidt jeg husker, var det børn af landmænd, der klarede sig bedst.

Jeg blev ikke samfundsforsker (så skulle jeg have studeret noget andet) og har ingen intention om at bevæge mig i den retning, men én ting gik op for mig dengang: Kvantitative studier, der kræver en vis statistisk ekspertise (dvs. ikke er rent deskriptive, men benytter metoder til statistisk inferens), kræver en betragtelig indsats, men de giver en helt særlig mulighed for at forstå forhold i samfundet og derigennem kvalificere diskussioner af dem. Samtidig er kvantitative studier af ikke-deskriptiv karakter desværre svære at forstå for udenforstående, netop fordi der er et vist matematisk apparat involveret. De udenforstående er i denne sammenhæng desværre medierne og politikerne.