Den fælles forsikring

I USA har jeg oplevet hvordan boligområder for velstillede gøres “trygge” ved indhegning og vagtværn; dette kalder amerikanerne for gated communities, enklaver af “tryghed” i et uroligt samfund. Dette fænomen har bredt sig også til Europa; jeg var i Aachen i Tyskland i september, og her var der et sådant “indhegnet samfund”. Ghettoerne for de velstillede er blevet en begyndende realitet, og det er bekymrende. De indhegnede samfund er en meget tydelig indikator på social ulighed.

Brian Esbensen, der er cand.scient.soc og skribent ved månedsmagasinet RÆSON har en interessant kronik i Information i dag, der handler om netop dette.

En vigtig pointe i hans kronik er at et velfærdssamfund, der kan sikre alle en anstændig tilværelse, er til gavn for alle i samfundet, ikke kun for dem, der får del i ydelser. Et samfund, hvor alle kan få et værdigt liv, er samtidig en forsikring mod social uro.

Ideen om sociale ydelser udspringer ikke kun fra et ønske om solidaritet, men også fra et ønske om at skabe stabilitet. Brian Esbensen skriver:

Den moderne velfærdsstats fader, Bismarck, meldte i 1871 rent ud: »Kun et indgreb fra den herskende statsmagt kan bringe den socialistiske bevægelse til standsning, idet den realiserer det, som de socialistiske krav lader synes berettigede.« Med de ord blev de første fattigdomsydelser og anden hjælp indført i Tyskland, da man allerede for 140 år siden udmærket var klar over, at det ville være den bedste forsikring mod social uro og en radikal ændring af forholdende [sic] mellem rig og fattig.

Jeg husker kun alt for godt urolighederne i Storbritannien i sommers; de fulgte i kølvandet på Cameron-regeringens nedskæringer. Det var et orgie i plyndringer og vold og kollektiv dumhed, der gjorde alle fattigere og mere fjendtligt indstillet.

USA, Storbritannien og Frankrig har været skueplads for uroligheder af denne slags gennem de sidste 5 årtier. Det var aldrig i rigmandskvarterer eller i middelklassen, disse optøjer opstod. Derimod var det de fattigste og mest nedslidte dele af de store byer og deres forstæder, der lagde ryg til. Det paradoksale har altid været selvdestruktiviteten, dette at ødelægge og plyndre de lokale butikker, der trods alt var en del af bydelenes livsgrundlag.

En form for socialt betinget uro, der ikke tager form af regulære optøjer, er øget kriminalitet. Med sig har den ført en adskillelse mellem de trygge bydele og det, man i USA kalder for unsafe neighborhoods. Og den fører til de indhegnede samfund, ghettoerne for de velstillede, der isolerer dem fra den omgivende virkelighed.

Den internationale arbejdsorganisation ILO vurderer, at risikoen for social uro på verdensplan er steget med 40 procent siden 2009.

Jamen, har vi råd til at have et velfærdssamfund, når der er økonomisk krise? Har vi råd til at sikre anstændige livsvilkår gennem ordentlige lønninger? Esbensens påstand er i høj grad også min, nemlig at vi ikke har råd til at lade være.