At tabe ansigt

For knap 20 år siden holdt jeg min første større eksamen med ekstern censor. På den sidste dag var der om formiddagen pludselig et større antal studerende, der udeblev, og jeg blev nødt til at bede en sekretær om at ringe til de studerende, der skulle til eksamen om eftermiddagen. Censor og jeg ventede, og til sidst dukkede en af eftermiddagens eksaminander op. Han trak et spørgsmål og udbrød, at det spørgsmål var han ikke glad for at have trukket.

– Hvorfor ikke? spurgte vi.
– Jeg sad derhjemme og skulle til at forberede mig, da sekretæren ringede og sagde, at jeg skulle til eksamen. Så det har jeg ikke nået.

Den studerende bestod ikke, og censor og jeg syntes, at hans forklaring var usædvanligt ynkelig. Vi rystede på hovedet, da han var gået, og jeg regnede aldrig med at skulle høre en sådan bortforklaring igen.

Men derefter dukkede den næste eftermiddags-eksaminand op. Han trak et spørgsmål og udbrød – at det spørgsmål var han ikke glad for at have trukket.

– Hvorfor ikke? spurgte vi.
– Jeg sad derhjemme og skulle til at forberede mig, da sekretæren ringede og sagde, at jeg skulle til eksamen. Så det har jeg ikke nået.

Han bestod heller ikke.

De fleste mennesker (måske alle?) er bange for at tabe ansigt, og derfor laver de så mange underlige krumspring. Jeg er ikke bedre; jeg har ganske vist ikke gjort den slags til eksamen, men i andre af livets sammenhænge er det sket. Det ironiske er, at det ofte er krumspringene, der medfører ansigtstab. Jeg mener: Tabte de to studerende ansigt eller lykkedes det dem at fremstå som dedikerede studerende, der ikke havde fået den nødvendige tid til at forberede sig godt?

Måske fremmer vores fokus på at klare sig godt i virkeligheden en frygt for at tabe ansigt? Det er i al fald påfaldende, at vi bruger så forbløffende mange kræfter på at snige os uden om og bortforklare.

Billedet ovenfor er forresten taget fra en lille claymation-film ved navn Losing Face af Sebastian Danta, der kan ses på http://vimeo.com/6745903