Arven fra Thatcher

Der er en meget tydelig tendens i det fremherskende syn på de “svage i samfundet”: Ansvaret placeres i høj grad hos den enkelte. Dette har man set i høj grad i diskussionen af social ulighed i Danmark.

Nye tal fra EUs statistikker viser, at Danmark er det eneste land i Norden, hvor fattigdommen er vokset. I Information kan man i dag læse dette:

»Det er ikke, fordi solidariteten i samfundet er forsvundet, men fattigdomsdebatten er udtryk for, at der er sket et holdningsskift i befolkningen. Det er i dag en mere udbredt opfattelse, at folk nok selv er skyld i det, hvis de er fattige eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Både blandt befolkningen og politikerne på Christiansborg er det blevet acceptabelt at sige, at de fattige bare skal tage sig sammen,« siger Jann Sjursen og tilføjer, at den tendens formentlig vil blive endnu mere tydelig, hvis uligheden vokser yderligere.

Også i forhold til dette at have psykiske problemer, mærker man et sådant skred. I en kronik i Information d. 25. januar skriver Frej Prahl:

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Jamen, er det ikke rigtigt, at man selv har et ansvar for sit liv? Selvfølgelig har man det. Intet menneske er kun en viljeløs genstand, og selvfølgelig er der en psykologisk komponent i at forklare menneskers adfærd. Og selvfølgelig er det i høj grad vigtigt, hvad det enkelte menneske gør med sit liv. Men individualiseringen af de sociale problemer er i høj grad et produkt af en liberalistisk økonomisk tankegang, der har præget hovedstrømningerne i europæisk politik siden slutningen af 1970’erne. Det, den fører med sig, er at politikerne og arbejdspladserne får flyttet fokus væk fra den store indflydelse, som lovgivningen, indkomstfordelingen i samfundet og arbejdsforholdene har  og også får flyttet fokus væk fra at disse faktorer faktisk spiller sammen. Sociologiens anstrengelser for at forklare fænomener i samfundet bliver underkendt. Hvis man er blandt “de svage”, kommer man i stadig større omfang til at give sig selv skylden for sine egne problemer, og er man blandt “de stærke”, har man ikke noget væsentligt ansvar for “de svage”.

Et berømt/berygtet citat fra Margaret Thatcher er det interview fra 1987, hvor hun giver udtryk for sin centrale holdning, nemlig at samfundet ikke findes – der er kun individer:

I think we have gone through a period when too many children and people have been given to understand “I have a problem, it is the Government’s job to cope with it!” or”I have a problem, I will go and get a grant to cope with it!” “I am homeless, the Government must house me!” and so they are casting their problems on society and who is society? There is no such thing! There are individual men and women and there are families and no government can do anything except through people and people look to themselves first.¨

For tiden er der en del omtale af en ny film om denne tidligere britiske premierminister. Mange i Storbritannien ser hende som et stykke historie, men det ser i disse år ud som om, hun aldrig har forladt bygningen.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar