Uendelige muligheder?

Der dukkede en langhåret fyr i dødsmetal-t-shirt og med en halvspist frikadellemad op ved mit bord i kantinen.

– Hvad er det her for noget? spurgte han.
– Det er standen om datalogi, svarede jeg.
– Så skal man vel have haft matematik? spurgte han.
– Ja, man skal have haft matematik på A-niveau, svarede jeg.
– Nå, så kan det også være lige meget, sagde han og gik hen til standen om statskundskab.

Her opdagede han, at man også skal have haft matematik på sin ungdomsuddannelse for at kunne studere dét fag. Og så kunne også dét være lige meget.

Onsdag eftermiddag har jeg brugt som datalogis repræsentant ved det arrangement, hvor studerende på Aalborg Universitets tofagsuddannelser kan blive orienteret om deres muligheder for at vælge tilvalgsfag. Overrendt blev jeg ikke. Jeg holdt mit oplæg (komplet med farverige slides, som jeg blev hængende til klokken 17.30 for at nå at få færdige) for et tomt lokale og derefter igen for én fysikstuderende. To matematikstuderende kom forbi min stand for at høre, om det dér datalogi også gav nogle muligheder som færdiguddannet. Jeg havde nogle foldere med (dem tog næsten ingen) og nogle GaJol-agtige reklamepastiller (dem tog mange).

Datalogi er bare ikke hip. Eller også er en del af forklaringen, at det er blevet så svært at studere til tofagskandidat i vore dage. Studieordningerne kræver, at forløbene bliver hakket i stykker og at arbejdsbelastningen på nogle semestre er urimelig. Alle fag vil gerne have, at deres studerende bliver længst mulig tid hos dem, så de kan skrive speciale der og så man kan få taxameterpenge ind. Men hvis vi alle var åbne over for tofagskandidaterne, kunne vi formodentlig få taxameterpengene ind alligevel fra dem, der valgte vores fag som tilvalgsfag.

Især undrer det mig, at de naturvidenskabelige fag ikke gør mere for at sende deres studerende på tilvalgsfag fra det naturvidenskabelige område. Tænk, hvis nogle flere matematikere kunne implementere algoritmer og anvende resultater fra f.eks. formel sprogteori. Tænk, hvis nogle flere dataloger vidste, hvad et metrisk rum eller en ring var. Tofagskandidat-ideen lugter af gymnasielærer for mange, men den kunne lige så vel tænkes på som en form for tværfaglighed.

Skylden for den manglende trafik ligger også hos mit fag. På datalogi har vi omfattende initiativer, der helt systematisk gør det muligt for studerende at kombinere elementer af et datalogi-studium med elementer fra humaniora og samfundsvidenskab. Her tænker jeg på bachelor i IT og på informatik. Ikke et ondt ord om dem, for de uddannelser har et marked, men det er egentlig ret påfaldende, at vi ikke har et tilsvarende initiativ der kombinerer elementer af datalogi med elementer fra et andet naturvidenskabeligt fag. De naturvidenskabelige fag er nu havnet under hver deres school, som det hedder på AAU-nydansk, og det har gjort det sværere. Men vi burde gøre forsøget.

Engang var alting godt (?)

Jacob Egholm Feldt, der er lektor i historie på RUC, havde en kronik i Information i går. Kronikkens ærinde er en kritik af det fænomen, vi nogle gange kalder for “masseuniversitetet” og den måde, det påvirker kvaliteten på. Jacob Feldt skriver:

Man kan desværre ikke både forske og uddanne på højeste niveau, uddanne 50 procent af befolkningen, undervise mere, publicere hyppigere og mere erhvervsrelevant og sørge for, at næsten alle består samt internationalisere sine uddannelser og ’kvalitetsløfte’ det hele på en gang – og det samtidigt med at økonomistyringens parameter er kvantitet, ikke kvalitet.

Heri vil jeg give kronikøren ubetinget ret. Kvalitet koster penge.

I en anden del af hans kronik er fokus på problemer med kvaliteten af de humanistiske uddannelser (på Aalborg Universitet er historie et samfundsvidenskabeligt fag) med afsæt i sagen om Linda Koldau.

Men vi bliver nødt til at sige det, som det er: På humaniora i dag kan man sagtens få en uddannelse med både beskeden indsats og beskedne evner. Linda Koldau og andre har jo ret, selv om der naturligvis også er eksempler på virkelig gode uddannelser. Man kan blive cand.mag. i musikvidenskab uden noder, i diverse sprog uden at beherske dem, i historie med uhyre begrænset viden, i humanistiske fag generelt med svage læse- og skriveevner.

Her tør jeg til gengæld ikke udtale mig; jeg kender for lidt til de humanistiske universitetsuddannelser.

For tiden har vi Aalborg Universitets udviklingkontrakt til høring i universitetets besluttende og ikke-beslutningsmyndige organer (sidstnævnte er de fleste). Denne kontrakt er udformet med direkte baggrund i et brev fra ministeriet til landets universiteter, og her hæfter jeg mig ved at ministeriet kræver, at der i udviklingskontrakten skal stå hvordan det enkelte universitet vil sikre, at de studerende kommer hurtigst muligt igennem deres uddannelser. Til gengæld er der ingen krav til kvalitet af uddannelserne, endsige af undervisningen!

Dette harmonerer til dels med Jacob Feldts udsagn. Han skriver således:

Transformatorstationerne for undervisningsmaskinen er bl.a. ledelse, studienævn og det studenterorienterede læringsperspektiv. Ledelserne er tvunget til at være reelt interesserede i kvantitet, studienævnene reviderer studieordninger for at gøre passagen lettere og smertefri.

Nogle steder synes jeg, Jacob Feldt ender med at skyde med spredehagl, og det gælder især i hans en bloc-kritik af “de studerende”. Der er trods alt mange slags studerende på “masseuniversitetet”, og det er i virkeligheden i denne nye mangfoldighed, problemerne ligger.

Det mest kontroversielle sted i kronikken er dog (synes jeg) dette:

Den videnskabelige forklaring på, hvordan man kan blæse og have mel i munden, dvs. undervise med kvalitet på kæmpehold uden nævneværdigt pensum og useriøs evaluering, og komme uden væsentlige og forandrende udfordringer igennem sine studier, kommer fra dele af læringsforskningen.

De dele af læringsforskningen er i tæt og relativ monotomt samarbejde med universitetsledelserne om, hvordan man kan tilpasse uddannelserne til de unge, komme dem i møde, lade dem sammensætte uddannelser selv, gøre det lettere for de studerende at komme igennem passagen.

Den anden del af dette arbejde består i at undervise underviserne i, hvordan man lærer de studerende mest muligt på en måde, hvor der ingen perspektiv- eller metodeforskel er mellem universitetet og skolen.

Uddannelsesforskningen kan ganske rigtigt  blive et gidsel for “masseuniversitetet” – det er helt reelt – men Jacob Feldt ender uvægerligt med at reducere læringsforskningen kun til at være et sådant instrument. Der er for mig at se ikke noget galt i sig selv i at komme de studerende i møde, og god undervisning er ikke det samme som den “skolegørelse” af universitetet, mange (også jeg selv) er bekymrede for. Jeg aner i Feldts kronik desværre en betydelig snert af en holdning, man af og til oplever hos nogle akademikere. De gør sig til talspersoner for at pædagogiske overvejelser er unødvendige på universitetsniveau, thi her legitimerer stoffet sig selv, og det er en kvalitet at stoffet bliver svært at tilegne sig. Selvfølgelig er der meget universitetsstof, det kræver en stor indsats at tilegne sig – men det betyder vel ikke, at formidlingen er ligegyldig?

Problemet med masseuniversitetet er snarere det underlige syn på den akademiske verden, der ligger bag. På den ene side er det da ærefuldt, at nogen synes, at mange flere bør gå på universitetet. På den anden side finder jeg det bekymrende, at sammenhængen med universitetet som vidensskabende og vidensfastholdende institution er trådt i baggrunden til et syn på os som først og fremmest en billig leverandør af kvalificeret arbejdskraft.

Den fyldte kalender

Det er en af de uger. Min kalender er fyldt med aktiviteter hver dag; ingen vil kunne påstå, at jeg keder mig. To ikke-skemalagte aktiviteter er cykelturen mellem Badehusvej og Selma Lagerlöfs Vej onsdag og fredag ved middagstid.

Her til formiddag havde jeg et pludseligt åndehul kl. 11, som jeg skyndte mig at fylde med kopiering af opgavesæt og indhentelse af underskrift fra institutlederen til en formodentlig nytteløs ansøgning om forskningsmidler. Torsdag formiddag er der et lille hul, hvor jeg måske kan forske lidt. Eller også bruger jeg bare tiden på at læse i en PhD-afhandling, jeg skal være bedømmer på engang her i foråret.

Nogle mennesker ynder at sige, at de har travlt. Jeg bryder mig ikke om at have travlt på denne måde. Den tid, jeg skal bruge på at få nye ideer og følge mine eksisterende ideer til dørs virker ikke-eksisterende.

Tilbage til fremtiden

20120226-191326.jpg

Kim Skotte har et langt essay i Politiken i dag (jeg kan desværre ikke finde det online), hvori han ser tilbage på 1980erne med fokus på sin egen rejse gennem dette tiår og dets kulturliv. Hans udgangspunkt for tilbageblikket er filmen “Jernladyen” om Margaret Thatcher, hvis regime sammen med valget af Ronald Reagan til præsident i USA markerede indgangen til dette årti.

Kim Skotte er 7 år ældre end mig, men også jeg har i høj grad haft mine formative år i 1980erne. Det var her, jeg fik mine første store musikalske og litterære oplevelser, og her, jeg begyndte min rejse ind i den akademiske verden. Det var også i det årti, jeg opdagede internettet og hvad det tilbød af muligheder (dengang var det e-mail og Usenet) – ti år før de fleste andre.

1980erne var dog også på mange måder en grim tid. Jeg led aldrig selv nød i min trygge middelklasseeksistens, men arbejdsløsheden med de berygtede 300.000 ledige var særdeles reel, og jeg og mange andre brugte lang tid på at være skiftevis bange, resignerende og vrede over den trussel om en tredje verdenskrig, der hang over os gennem det meste af dette årti. Det, jeg især husker, er hvordan frygten og vreden blev individualiseret i den tid, hvor også Chicago-skolens liberalistiske økonomiske politik med de massive privatiseringer slog igennem og prædikede, at der ikke var noget samfund, kun individer. Mange af de dystre og vel egentlig regulært opgivende tendenser i rockmusik og litteratur var ét med denne individuelle afmagt.

1980erne er en vigtig tid, men det er ikke en universel sandhed. Jeg kan kun sige sådan, fordi det var det årti, hvor jeg begyndte at orientere mig mod en større verden. For en stor generation af unge skal de igenem samme proces netop i disse år. 10’erne en slags nye 1980ere med økonomisk krise og usikkerhed om klodens fremtid, men det må da kunne sig gøre at undgå at synke hen i afmagt og individualisme.

1980erne forandrede manges menneskesyn i retning af en fiksering på individet. En enkelt bemærkning hæfter jeg mig derfor ved i Kim Skottes essay. Han skriver et sted:

De menneskelige omkostninger ufortalt fik Thatcher jo ret i, at hendes hestekur ville bringe Storbritannien på ret køl igen med efterfølgende velstand

Jeg oplevede at opholde mig i Storbritannien sidst i 1980erne og ved, at dette er en sandhed med modifikationer. De rige blev rigere, men de fattige blev flere og flere. Hvis Maggie Thatcher var en jernlady, var det fordi hun var kold og hård. Hende savner jeg bestemt ikke.

I virkeligheden

20120225-114429.jpg

Nogle gange opdager jeg, at min blog bliver til et helt andet udtryk, end jeg egentlig troede, den skulle være. Jeg ville skrive om akademiske emner, om datalogi, om matematik og om samfundsforhold, Men reelt (bemærk ordet – det vender tilbage) ender jeg med at skrive en slags amatørudgave af Den etiske fordring. Måske er der i realiteten (også dette ord bør man bemærke) tale om en anden blog.

Det gik op for mig i dag, da jeg gav mig til at læse lørdagens udgave af Information, en af mine foretrukne beskæftigelser på en lørdag formiddag. Hermed er den midaldrende mand indfanget og karakteriseret – far læser avis.

Først læste jeg en lang artikel af Louise Vogdrup-Schmidt om de tanker, de døende gør sig om døden. Hvad ville de have gjort, hvad de havde fortrudt. Artiklen er endnu en konsekvens af bogen The Top Five Regrets of The Dying, som The Guardian omtalte tidligere på måneden. Bogen er skrevet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der i mange år har arbejdet på palliative afdelinger og. den forbindelse har haft samtaler med døende. Mange delte i de følgende uger artiklen med andre på Facebook og andetsteds – jeg var også en af dem – og jeg tror selv, at det skyldes, at den rammer ned i noget væsentligt. Hvem er vi?

De fem mest typiske fortrydelser er ifølge Bonnie Wares bog disse (listen er fra artiklen i Information):

  1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig.
  2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
  3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
  4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten til mine venner.
  5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være gladere.

Mange har ønsket, at de var det menneske, de “i virkeligheden var”.

Det gik for alvorg op for mig, da jeg nåede til avisens sidste artikel, der vanen tro er af Center for Vild Analyse. Denne gang leverer de en af deres bedre “vilde analyser” med udgangspunkt i et paradoksalt citat fra et interview med Lasse Rimmer, kendt fra diverse underholdningsprogrammer på (især) TV2:

I et interview i TV 2’s nye weekendhygge-program for et par uger siden fortalte komikeren Lasse Rimmer om sit forhold til de sociale medier. Interviewerne spurgte, hvordan det kunne hænge sammen, at han var så grov og direkte på f.eks. Twitter, mens han virkede så rar og omgængelig, når man sad der i sofaen og talte med ham. Da var det, den dekorerede IQ-mester gav den kun umiddelbart uskyldige og ved nærmere eftersyn filosofisk temmelig sofistikerede selvbeskrivelse: »Jeg er langt mere tilbageholdende i virkeligheden, end jeg ellers er.«

Også Lasse Rimmer er et andet menneske, end han “i virkeligheden er”. Dette paradoks er selvfølgelig til for at blive analyseret. Som så ofte før søger CVA svaret hos Lacan:

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan skelnede mellem realiteten og det reelle. Realiteten er den sociale virkelighed, det hele, sådan som den foreligger. Det reelle derimod er det, der modsætter sig denne virkelighed. Det reelle er ikke virkeligheden, men virkelighedens eget problem med sig selv: Dét som aldrig kommer med, når man forsøger at beskrive hvem man er, eller når man indtager en rolle i det sociale.

Det er tilsyneladende i uoverensstemmelsen mellem realiteten og det reelle, vi lever. Vi navigerer os gennem livet og befinder os stedse i modsætningen mellem det, der kommer med, og det, der ikke er med.

Måske er også den reelle udgave af denne blog en anden blog end realitetens blog?

ITU

20120224-203747.jpg

På vej hjem fra et lynbesøg på IT-Universitetet i København går det op for mig, at jeg nok endte med at tale næsten lige så meget med mine københavnske kolleger om arbejdsforhold, undervisningsbelastning og bøvl med at søge om og få forskningsmidler som om selve vores forskning. På denne måde er situationen den samme for os, uanset hvor vi er i den akademiske biks. Og så kunne man fortælle mig, at man nu også inddrager baren til undervisningslokale – dog ikke fredag eftermiddag.

Alligevel var det et godt besøg – for første gang siden september havde jeg en sammenhængende stund, hvor jeg kunne koncentrere mig om at tale om forskning – herunder noget i Aalborg så upåagtet som sessionstyper. Sessionstyper er en form for typebegreb, der gør det muligt at tale om typer af kommunikationskanaler, der bliver brugt på forskellig vis på forskellige tidspunkter og i en bestemt rækkefølge inden for en beregning. Begrebet er på sin vis en generalisering af ideen om flowcharts, som mange kender fra programmering.

Populismernes nederlag

20120223-180401.jpg

Populisme har som regel været et negativt ladet ord i politik. Begrebet dukker op i USA i 1891 med The Populist Party, der hævdede at repræsentere den “jævne mand”. Siden har der været mange forskellige populistiske strømninger rundt om i verden. De seneste dages begivenheder i dansk politik viser, at der er mere end en slags populisme. Så vidt jeg kan se, er der faktisk to. Den ene er en offensiv populisme, der bruger latente holdninger blandt en større gruppe vælgere til at fremme egne sager. Venstre og Dansk Folkeparti har benyttet den frygt, der er for etniske mindretal blandt grupper i befolkningen, til at gennemføre en lang række tiltag fra 2001 til 2011. Men også siden har Venstre udført offensiv populisme. I den aktuelle sag om betalingsringen har Venstre været del af en underlig alliance med borgmestre (en del af dem socialdemokratiske) fra københavnske oplandskommuner, og da ideen om betalingsringen blev kasseret, søgte Venstre at skabe en lige så populistisk alliance med trafikforskere og dem, der benytter kollektiv trafik. Til Ritzau udtaler Lars Løkke Rasmussen således

– Hvis man spørger pendlerne og dem, der har forstand på det her, er det ikke en marginalprisnedsættelse, der betyder noget for folks valg af kollektiv trafik, siger han og fortsætter:

– Det er et spørgsmål om kvalitet i den kollektive trafik. Er den beregnelig, kører den til tiden – det synes jeg hellere, man skal koncentrere sig om end en symbolsk prisnedsættelse.

Dette forsøg på alliance er særdeles uventet, da man kun sjældent hører politikere fra Venstre udtale sig om offentlig transport og da normalt kun ud fra en virksomhedsbetragtning.

Men så er der også den anden slags populisme, som er en modstræbende, reagerende populisme. Her former man sin politik ud fra en frygt for at grupper i befolkningen vil vende partiet ryggen. Socialdemokraterne er i høj grad eksponenter for denne defensive populisme, og partiets ændrede holdninger i spørgsmål om bl.a. etniske mindretal og retspolitik er tydelige eksempler på det. Også i den aktuelle sag om betalingsringen kan man se hvordan den socialdemokratiske politik er endt med at være defensivt populistisk.

Til Ritzau siger statsministeren

– Vi ville gerne gøre noget for dem, der hver dag spilder en masse tid i trafikken, og derfor foreslog vi en betalingsring. Det viste sig så, at ingen af dem, der skulle bruge den, virkede specielt tilfredse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Jeg bryder mig hverken om den defensive eller den offensive populisme, for begge spiller på opfattelser om en “folkestemning” og en idé om at man som politiker skal følge denne. Også i Danmark er der grænser for hvor langt man vil strække sig i populisme. Nyere undersøgelser viser således, at op mod hver femte adspurgte herhjemme går ind for genindførelse af dødsstraf, men alle politiske partier, selv de efterhånden mange der taler for en “stram retspolitik”, er modstandere af dette. Jeg ville ønske, at politikerne som helhed havde en tilsvarende vilje til at tro på sig selv også i andre sammenhænge. Faktisk tror jeg, at “folkestemningen” ville have mere respekt for den slags politikere.

Lad os alle dele?

Jeg har, som nogle vil vide, skrevet en bog, Transitions and Trees – An Introduction to Structural Operational Semantics, der udkom i 2010. Bogen er udgivet på Cambridge University Press, der er et fremtrædende og respekteret forlag inden for akademisk litteratur. Jeg har også en identisk udgave af bogen på dansk, men den er alt for dyr at udgive. Aalborg Universitetsforlag sagde nej i sin tid; markedet for den slags bøger på dansk er alt for småt. Som mange også vil vide, har jeg ikke sagt mit arbejde op for at leve af forfatterindtægterne. Jeg tjener kun få kroner (vel en stor rund tikrone) pr. solgt eksemplar. (Hvis bogen en dag bliver filmatiseret, får jeg 95% af indtægterne, står der i min kontrakt. Så det håber jeg på.)

Hvorfor tillader jeg egentlig ikke bare at min bog bliver frit tilgængelig på WWW? Den brasilianske forfatter Paulo Coelho har i al stilfærdighed selv lagt en af sine romaner ud på The Pirate Bay og oplevede derefter, at salget steg. For mig var incitamentet for at udkomme på Cambridge University Press, at dette forlag er anerkendt og at min bog skulle tælle som en publikation i disse år, hvor den akademiske biks i stadigt stigende omfang bliver gjort kvantificérbar.

Men de store forlag er ikke nødvendigvis gode for noget som helst. Jeg har selv for nylig underskrevet en opfordring til boykot af det nederlandsk/transnationale forlag Elsevier, der udgiver akademisk litteratur i form af bøger og tidsskrifter. Så anerkendte udgivelser som Henk Barendregts bog om lambda-kalkylen og det medicinske tidsskrift The Lancet hører hjemme hos Elsevier. Selv har jeg også i årenes løb fået udgivet en del artikler i Elsevier-tidsskrifter. Matematikeren Tim Gowers, som jeg tidligere har nævnt her på bloggen, opfordrede på sin blog til en boykot af Elsevier, fordi Elsevier støtter lovgivning som SOPA og PIPA (som jeg også har nævnt her) og ikke mindst The Research Works Act, som vil gøre det umuligt at opretholde vigtige  webtjenester som ArXiv, fordi denne er i strid med Elseviers copyright-aftaler. ArXiv er et vigtigt sted at følge med og et vigtigt sted at lægge sine nye resultater. Der er selvfølgelig en masse skrot på ArXiv, men mindst lige så mange vigtige og spændende nye bidrag. De nye publikationskanaler, som internettet har gjort mulige, er vigtige for et åbent akademisk samfund og for den vidensdeling, der bør være vores ideal. Og dertil kommer, at Elsevier sælger sine abonnementer i “bundter”, så en institution, der abonnererer, bliver nødt til at købe adgang til langt flere tidsskrifter, end man egentlig har brug for og ville bruge penge på. Af disse grunde har jeg valgt at boykotte Elsevier; så længe forlaget har den politik, det har, vil jeg ikke publicere i forlagets udgivelser eller bedømme artikler, der bliver sendt ind til dem.

Mit vigtigste argument for at lade min bog udkomme på et etableret forlag er, at min bog ikke rummer nye forskningsresultater, men er tænkt som en forskningsbaseret lærebog og at den forhåbentlig kan være at varig værdi. Men også dette arguments holdbarhed kan diskuteres; mange af dem, der køber lærebøger, er studerende med begrænsede indtægter. Cambridge University Press har mig bekendt ikke planer om at udgive min bog som billig e-bog; det ville jeg ønske, at de gjorde. Jeg ser ikke noget forkert eller umoralsk i at studerende sælger deres eksemplarer af min bog til deres medstuderende. Dog håber jeg, at de ikke i deres opslag skriver “Har aldrig været brugt”.

Perspektivet , der blev væk

20120221-191156.jpg

Jeg havde vel egentlig lovet mig selv ikke at skrive om “betalingsringen”, men nu gør jeg det alligevel. Tilgiv mig, hvis det jeg skriver, er ureflekteret.

Men hele diskussionen om en afgift for at køre ind i hovedstadsområdet som privatbilist har forekommet mig at være perspektivløs. Formålet med denne foranstaltning var at nedbringe antallet af biler og mindske forureningen (herunder, men ikke kun CO2-udslip) og andre gener. Det økologiske råd nåede sidste år frem til at en afgift vil kunne nedsætte CO2-udslippet i varierende omfang, alt afhængig af hvilken løsning der blev valgt. Regeringen fremstod perspektivløs; der var ikke nogen samtidig promovering af et alternativ, f.eks. i form af bedre og billigere kollektiv trafik. (Tænk hvis man f.eks. havde gjort kollektiv transport gratis i hovedstadsområdet for bilister.) Også selve terminologien var dårligt valgt – “betalingsring” lyder ikke mere positivt end “betalingshospital”, det gamle, forbeholdne ord for det, der nu uden forbehold kaldes et privathospital.

Men modstanderne af afgiften, anført af Danmarks for tiden meget populære parti Venstre, er mindst lige så perspektivløse. Det er lykkedes at reducere det, der kunne være en diskussion af trafikkens påvirkning af miljøet i Danmarks største byområde og af visioner for den kollektive trafiks rolle i samfundet til en kamp i valgfrihedens navn for den velkendte, men på sigt tvivlsomme løsning for samfundet det er at vi hver især tager hver vores bil på arbejde. Jeg ville næsten ønske, at modstanderne havde sagt, at de var glade for at biltrafikken kunne fastholdes på dens nuværende leje. Jeg ville oprigtigt have ønsket, at der var kommet et bud på et alternativ. Men nej. Det eneste, modstanderne af afgiften kunne sige, var tilsyneladende, at det er glædeligt, at bilisterne slipper for at betale:

– Vi glæder os ikke mindst på vegne af de mange storkøbenhavnske og sjællandske borgere, der havde en risiko for at få en ekstraregning på op mod 20.000 kroner om året, siger Martin Geertsen, der er trafikordfører i Venstre.

Jeg synes, at initiativet nu bør komme fra modstanderne af “betalingsringen”. Nu er det op til dem at vise perspektiv. Især så jeg gerne. at modstanderne

  • svarede på om omfanget af trafikken i hovedstadsområdet udgør et miljøproblem og, hvis det et tilfældet,
  • gav et bud på hvordan et sådant miljøproblem kan løses, og
  • fortalte, hvilken rolle de mener, den kollektive trafik skal spille i samfundet. Og her vil jeg gerne have et bedre svar end at “man skal kunne vælge mellem at bruge offentlig transport og at lade være”

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at ingen af disse problemstillinger bliver nævnt i Ritzaus telegram, der omtaler Venstres glæde ved bortfaldet af “betalingsringen”. I værste fald har vi opnået det, jeg med et ord, jeg fandt på i en helt anden sammenhæng har kaldt for en “ikke-løsning”, nemlig en detaljeret bortforklaring af hvorfor intet kunne gøres.

Dengang og nu: Christchurch

I dag er det et år siden, et jordskælv i Christchurch i New Zealand ødelagde store dele af byens centrum og dræbte 185 mennesker. Det øverste selvportræt er taget i byens domkirke i januar 2010. Det nederste er taget umiddelbart efter jordskælvet et år senere.

Hele denne triste begivenhed har en særlig betydning for mig. I januar 2010 besøgte jeg min søster i Christchurch; det var første gang nogen sinde, vi mødtes (vores far var en træls person, der ikke fortalte os om hinandens eksistens). Jeg var der i en uge og kom til at holde af byen, der på mange måder fremstår som et ekko af de englændere, der grundlagde Christchurch. Jeg cyklede hver dag rundt i den bymidte, der et år senere blev til en ruinhob. Meget af det, jeg så, vil være væk, næste gang jeg lægger min vej forbi. Jeg er ikke nogen kirkeligt orienteret person, men det er nu alligevel trist at vide, at domkirken, som er vartegn for Christchurch, er halvvejs styrtet sammen.

En solstrålehistorie er, at min søster og hendes kæreste i år fik deres første barn, så jeg nu har en nevø i den jordskælvsplagede by langt væk.

The Guardian har i dagens anledning en lang artikel om genopbygningen af Christchurch.