Nødvendige beskyldninger

Ved et af disse underlige sammentræf, jeg måske selv konstruerer, var det i går, Informations forside kunne fortælle, at også tre-årige mobber, og også i går, flere nyvalgte folketingsmedlemmer, bl.a. Mette Bock fra Liberal Alliance, karakteriserede debatten i Folketinget som en børnehave. Jeg er også træt af den manglende kvalitet af de politiske diskussioner i Danmark, men jeg bryder mig ikke om sammenligningen med en børnehave. Der er dog trods alt stadig håb for at de 3-6-årige kan lære at behandle hinanden bedre,

Kristoffer Raun Thomsen, der er retoriker, analyserer diskussionen i Folketinget i Politiken. Herunder er et interessant sted i hans artikel.

Men ofte drejer salens samtaler sig mere om personangreb end direkte debat. Som Søren Espersen for nylig sagde: »Altså, hvis jeg skulle finde nogen, der var unuanceret i forhold til Mellemøsten, kunne jeg da hurtigt finde en – er det ikke 12 medlemmer, der er i Enhedslistens folketingsgruppe? – det kunne jeg sagtens finde«.

Her hævder den ene part sig på modpartens bekostning i stedet for reelt at tage stilling til noget om emnet, og som følge bliver debatten afsporet.

Modparten er nemlig ikke meget bedre. Holger K. Nielsen svarer: »Jeg synes, at hr. Søren Espersen lige pludselig bliver en frygtelig moralist, en frygtelig følelsesladet moralist, som han jo ellers i andre sammenhænge tager afstand fra«.

Her bliver vi ikke informeret om emnet. Men vi får rigelige informationer om, hvordan vi skal opfatte modparten i debatten.

Den ene væsentlige observation er, at den politiker, der er på talerstolen, ikke replicerer til en anden politiker, selv om det umiddelbart forekommer at være tilfældet. Den talende henvender sig i virkeligheden til et andet publikum, nemlig en potentiel vælgerskare.

Hvis jeg var politiker, ville jeg græmme mig.

Den anden væsentlige observation er, at en stor del af talehandlingen ser ud til at handle om at udstille modparten som utroværdig, inkompetent og/eller hyklerisk.

Politik er kommet til at handle om politikere først, og deres meninger derefter. Medierne holder af det. Vi kommer med hjem til Pia Kjærsgaard og ser hendes samling af Asterix-bøger. Vi kommer med hjem til Helle Thorning-Schmidt og hører om hendes opvækst og ægteskab. Ungdomsbladene vil høre om Johanne Schmidt-Nielsens erfaringer med tømmermænd. Og så videre.

Og fordi politik først og fremmest fokuserer på politikerne, kommer den politiske diskussion til at blive til en diskussion om politikerne først.

Vores viden om interpersonel kommunikation kan bruges til at manipulere med eller til at fremme kommunikation. Der er for så vidt intet odiøst i at manipulere, hvis vi hermed mener selve dette at forsøge at få Den Anden til at handle, som vi gerne vil have det (det har allerede Klaus Kjøller gjort opmærksom på i sin bog om manipulation). Men den manipulation, alle de mange former for spin består i – og i dette uhellige spin-komplot er formodentlig alle politiske partier i et eller andet omfang delagtige – leder fokus væk fra politikken og over på politikernes person og lader modtageren være ikke Den Anden, men En Tredje.

Det var først i 1983, at man tillod tv-transmissioner fra det britiske parlament (eller rettere: Underhuset). Argumentet imod at lade fjernsynskameraerne få adgang var, at politikerne ville begynde at tale til vælgerne i stedet for til hinanden. Dette argument er måske mere vægtigt, end man havde troet.

Tilstedeværelsen af kameraerne gør noget ved os. Jeg kan huske, hvordan fotografen og dokumentaristen Jacob Holdt fortalte om hvordan han besøgte medlemmer af Ku Klux Klan i USA. En dag tog han et lille videokamera med til en sammenkomst. Når han tændte for kameraet, begyndte KKK-medlemmerne at udspy deres racistiske fordomme; når han lagde kameraet væk, begyndte de at tale om alt muligt andet og i et noget mere afdæmpet toneleje.

Kunne man mon i en forsøgsperiode på et år lade være med at lade tv få adgang til Folketinget undtagen ved bestemte lejligheder (f.eks. ved Folketingets åbning eller i forbindelse med udvalge, korte nyhedsindslag) og se, om det fik politikerne til at ændre adfærd?

Billedet ovenfor viser nogle politikere, jeg selv kan huske fra min tidlige barndom (ikke at jeg gik op i politik dengang), nemlig Anker Jørgensen (Socialdemokraterne), Poul Hartling (Venstre) og Hilmar Baunsgaard (Radikale Venstre). Alle tre opnåede at blive statsministre, og de var samtidig politikertyper, der nok ikke ville have haft mange chancer i dag – Anker J. var specialarbejder og fagforeningsmand, Poul H. var præst og blev siden formand for FNs flygtningehøjkommissariat og Hilmar B. var handelsuddannet. Og på billedet ser det faktisk ud som de egentlig kan lide at være sammen, selv om de er uenige.

(Visited 35 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar