Hvor mange syrere…?

I disse dage følger jeg med stærkt stigende bekymring – og desværre også en stor følelse af afmagt – situationen i Syrien. Hvis ikke det, der sker nu, er borgerkrig, er det tæt på. Assad-styrets overgreb på den syriske befolkning er veldokumenterede (bl.a. af observatørerne fra den Arabiske Liga) og bør kunne få regimets repræsentanter stillet for Den Internationale Straffedomstol (ICC). Men det er ikke sket. USA, Frankrig og Storbritannien siger, at de støtter oppositionen i Syrien – men omvendt tier USA om ICC, for Rom-statutten, der ligger bag ICC vil USA ikke ratificere. Det skyldes bl.a. at amerikanske soldater ville kunne blive dømt uden for USAs grænser. Rusland og Kina vil heller ikke gøre noget; Ruslands eneste militærbase på udenlandsk territorium ligger nu i Syrien, og de strategiske interesser er her tydelige. Rusland har afvist at støtte en FN-resolution med den sædvanlige begrundelse om at der er tale om indblanding i indre anliggender. Og Kina? Kina nedlagde veto sammen med Rusland.

Det hele bliver endnu mere broget af at det er svært at danne sig et klart billede af oppositionen i Syrien. Dagbladet Information har et velstruktureret og grundigt overblik på http://www.information.dk/journal/285202.

Under alle omstændigheder er det den syriske civilbefolkning, der må holde for. Det, vi er vidne til, er grove overgreb mod menneskerettighederne. Hvis stormagterne ikke vil huske det (og det vil de som regel ikke, for de strategiske spil er vigtigst for dem), så må vi huske det og minde dem om det som så ofte før.