Noget om at holde fri

I går var jeg indbudt af matematiklærerforeningen i Nordjylland til at holde et foredrag om Alan Turing. Det er desværre ikke så tit, jeg får mødt gymnasielærere, så dette var en god lejlighed til at få snakket med dem. Tre af lærerne kendte jeg godt; Olav, Marianne og Bo er gamle kandidater fra Aalborg Universitet  med fagkombinationen datalogi/matematik. Olav var en overgang PhD-studerende, og Bo var en overgang adjunkt.

Igen lagde jeg mærke til, at mange gymnasielærere efterhånden har oparbejdet en samling af gyserhistorier om elever, der ikke har nogen huller i deres uvidenhed og trods de bedste intentioner ikke kan bringes videre. Typisk er det de mest samvittighedsfulde og reflekterede lærere, der lukker damp ud på den måde. I går hørte jeg om den elev på C-niveau, der efter 40 minutters intens mundtlig eksamen ikke havde sagt noget som helst fornuftigt eller korrekt. Og jeg fik fortællingen om den elev, der ikke kunne bringes til at forstå at det er toppunktet, der er det punkt på en kasteparabel, hvor den kastede genstand er højest oppe.

Nogle dage kan jeg også fortælle gyserhistorier, men de er sjældent så intense i deres blanding af desperation og ignorans som dem fra gymnasiet.

Olav formulerede forskellen på den akademiske verden og gymnasielærerverdenen således:

– Det er anderledes at være gymnasielærer. Når man kommer hjem, har man som regel fri.
– Men der er da også skriftlige afleveringer og anden forberedelse? spurgte jeg.
– Det er rigtigt. Men når de så er lavet, har man fri.

Og så tænkte jeg også over min egen arbejdssituation. Det er desværre rigtigt; der er perioder, hvor man aldrig rigtig har fri. Eller rettere: selvfølgelig har jeg lov til at holde fri, når jeg forlader universitetsbygningen. Men der er en flerhed af arbejdsopgaver, som vi sidder med som universitetslærere. Vi skal undervise, vi skal forske, vi skal formidle til almenheden og vi skal også være innovative og have kontakt til virksomheder. Vi skal søge om forskningsmidler, så vi har råd til at forske. En gymnasielærer skal søge ikke om midler til et kateder og en tavle. Og vi bliver evalueret: vi skal hver især være gode undervisere, publicere tilstrækkelig meget, sørge for at formidle vores viden og få tilstrækkeligt mange forskningsmidler hjem. Tvivlen nager af og til: er det nu godt nok, det vi gør?

På den ene side holder jeg af variationen: det er vigtigt for mig både at undervise og at forske. Jeg er i mangt og meget et privilegeret menneske. På den anden side er det også præstationskravene, der ender med ind imellem at give mig en følelse af overvældethed, selv her tyve år efter at jeg begyndte som universitetslærer. Jeg vil ikke være gymnasielærer, men jeg vil godt have bedre muligheder for at holde fri, når jeg tager hjem.

(Visited 77 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar