At betragte andres lidelser

Jeg vil normalt ikke bringe de grusomme fotos, man ser i nyhedsmedierne. Dette billede vil jeg dog alligevel bringe. På én måde er dette måske det værste billede, jeg har set. Omayra Sánchez var en pige på 13 år, der blev fanget i et mudderskred i Colombia i 1985. Omayra var fanget i mudderet i 60 timer, kunne ikke hjælpes op og endte med at dø. Billedet er taget af Frank Fournier. Omayras blik og close-up-kompositionen, der bringer beskueren helt, helt tæt på hende, giver fornemmelsen af en omgivende virkelighed, der ikke hjalp et menneske i nød, samtidig med at den godt ville dokumentere. Det er, som om vi sidder lige over for et barn, der er ved at drukne. Hvorfor hjælper vi hende ikke?

Læs Fourniers beretning her (og opdag, hvorfor Omayra ikke blev hjulpet fri).

Den amerikanske forfatter Susan Sontag skrev i en af sine sidste bøger, Regarding the The Pain of Others fra 2004 om netop fotografiets dilemma (bogen er en fortsættelse af hendes On Photography, der udkom tre årtier tidligere). Og hun siger:

It is felt that there is something morally wrong with the abstract of reality offered by photography; that one has no right to experience the suffering of others at a distance, denuded of its raw power; that we pay too high a human (or moral) price for those hitherto admired qualities of vision—the standing back from the aggressiveness of the world which frees us for observation and for elective attention. But this is only to describe the function of the mind itself.

There’s nothing wrong with standing back and thinking. To paraphrase several sages: “Nobody can think and hit someone at the same time.”

Hvis vi kan bruge billedet til noget, hvis man som fotograf skal kunne retfærdiggøre det voldsomme billede, skal det være, at det tvinger os til at reflektere over grusomheden, over andres lidelser, over om de nu virkelig var uundgåelige.