Den akademiske konkurrence og det gyldne rige

Den akademiske verden er efterhånden blevet præget af konkurrence.

  • Forskerne konkurrerer om at få deres publikationer optaget i tidsskrifter.
  • Forskerne konkurrerer om at få deres bidrag optaget til en konference.
  • Forskerne konkurrerer om at få deres forslag til workshop-emner godkendt.
  • Forskerne konkurrerer om at få en akademisk stilling.
  • Forskerne konkurrerer om at få eksterne forskningsbevillinger.

Der går ikke en dag, uden jeg tænker over den akademiske konkurrence og min rolle i den, og der er dage, hvor jeg føler mig frusteret ud over alle grænser. Det er som om jeg ender med at indrette min adfærd efter hvordan jeg kan undgå at gå bag af dansen i konkurrencen og blive i stand til af og til at foretage mig det, jeg egentlig gerne vil, nemlig at finde frem til nye forskningsresultater.

Der er i vore dage en samling kvantificerede succeskriterier, der er med til at afgøre, hvor godt man klarer sig i konkurrencer.

  • Institutionerne tæller publikationer og giver dem karakter. Man tæller publikationer på individniveau, på institutniveau, på institutionsniveau og nationalt.
  • Institutionrne tæller, hvor PhD-studerende den enkelte forskere har, og hvor mange af dem, der gennemfører.
  • Institutionerne tæller de eksterne bevillinger. Hvor mange penge har den enkelte forsker skaffet?

Konkurrencerne hænger cirkulært sammen, og de hænger cirkulært sammen med de kvantificerede succeskriterier. For at vinde i konkurrencen om eksterne forskningsbevillinger skal man have tilstrækkeligt mange publikationer. For at kunne få PhD-studerende skal man have eksterne bevillinger, der kan finansiere dem. For at kunne få publiceret meget, skal man have nogle eksterne forskningsbevillinger, så man kan blive frikøbt fra undervisningsforpligtelserne og få nogle PhD-studerende og postdocs, man kan samarbejde med.

Oded Goldreich, der er professor på Weizmann-instituttet for datalogi og anvendt matematik i Israel, har skrevet et langt og for nogle provokerende essay om konkurrencens rolle i det akademiske samfund.

I essayet skelner han mellem “struggle” og “competition”. En helt fyldestgørende dansk oversættelse kender jeg ikke, men et bud er “kamp” kontra “konkurrence”. Det, man konkurrerer om, er hvad Goldreich kalder symbolsk kapital (i tilfældene ansættelser og forskningsbevillinger er kapitalen dog særdeles reel).

Goldreichs første påstand er, at der er en masse konkurrence mellem akademikere, hvor kamp ville være mere passende. Konkurrencen er eksplicit defineret og kvantificérbar (f.eks. ved at tælle publikationer og eksterne forskningsmidler), hvor kampen er en kamp for at opnå bestemte akademiske mål (typisk ny indsigt). Kampen er typisk ikke en konfrontation.

Goldreichs anden pointe er, at megen konkurrence i det akademiske samfund er, hvad han ville kalde sekundær konkurrence. Konkurrence er sekundær, hvis dens udfald er baseret på resultater fra tidligere konkurrence – f.eks. er det typisk tilfældet, hvis beslutninger om ansættelse udelukkende er baseret på optælling af publikationer ud fra en rangordning af publikationskanaler. I en fodnote skriver Goldreich:

Consider, for example, the secondary scoring competition that consists of counting the number of publications in a specific venue, which in turn is a multiple-winner competition (assumed to be monotone). This secondary competition ranks a collection of two works that are each marginally above the acceptance threshold of the venue higher than an alternative pair of works consisting of one work that is significantly above that threshold and a second work that is only marginally below that threshold. Unfortunately, this example is far from being hypothetical.

Mange primære konkurrencer er så til gengæld baseret på at få bidrag optaget til de særligt prestigefyldte publikationskanaler, der i tilfældet Oded Goldreichs forskningsområde er bestemte konferencer.

Goldreichs konklusion er

Assuming the validity of my analysis, it is quite clear what should be done in order to improve the situation: (1) all unnecessary competitions should be abolished, and (2) all (necessary) secondary competitions should be converted to primary ones (as much as possible). This is theoretically obvious, but practically non-trivial.

Bemærk, at Goldreich ikke hævder, at konkurrence som sådan skal afskaffes – der skal stadig være konkurrence om stillinger – men om at gøre konkurrencesituationerne færre og mere gennemsigtige og at kunne leve op til fagets krav om at stræbe efter indsigt snarere end altid at basere sig på det kvantificerbare. Nedenstående citat vil jeg gøre til min udgangsbøn her.

For example, it may and should be considered bad taste to refer to publication counts, and ditto using the outcome of any competition when discussing the merits of achievements and/or individuals. Indeed, I am talking about a change in values, one that puts more emphasis on the field’s inherent values (i.e., both the general scientific values and the specific interest in the field’s founding problems).

(Visited 62 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar