Populismernes nederlag

20120223-180401.jpg

Populisme har som regel været et negativt ladet ord i politik. Begrebet dukker op i USA i 1891 med The Populist Party, der hævdede at repræsentere den “jævne mand”. Siden har der været mange forskellige populistiske strømninger rundt om i verden. De seneste dages begivenheder i dansk politik viser, at der er mere end en slags populisme. Så vidt jeg kan se, er der faktisk to. Den ene er en offensiv populisme, der bruger latente holdninger blandt en større gruppe vælgere til at fremme egne sager. Venstre og Dansk Folkeparti har benyttet den frygt, der er for etniske mindretal blandt grupper i befolkningen, til at gennemføre en lang række tiltag fra 2001 til 2011. Men også siden har Venstre udført offensiv populisme. I den aktuelle sag om betalingsringen har Venstre været del af en underlig alliance med borgmestre (en del af dem socialdemokratiske) fra københavnske oplandskommuner, og da ideen om betalingsringen blev kasseret, søgte Venstre at skabe en lige så populistisk alliance med trafikforskere og dem, der benytter kollektiv trafik. Til Ritzau udtaler Lars Løkke Rasmussen således

– Hvis man spørger pendlerne og dem, der har forstand på det her, er det ikke en marginalprisnedsættelse, der betyder noget for folks valg af kollektiv trafik, siger han og fortsætter:

– Det er et spørgsmål om kvalitet i den kollektive trafik. Er den beregnelig, kører den til tiden – det synes jeg hellere, man skal koncentrere sig om end en symbolsk prisnedsættelse.

Dette forsøg på alliance er særdeles uventet, da man kun sjældent hører politikere fra Venstre udtale sig om offentlig transport og da normalt kun ud fra en virksomhedsbetragtning.

Men så er der også den anden slags populisme, som er en modstræbende, reagerende populisme. Her former man sin politik ud fra en frygt for at grupper i befolkningen vil vende partiet ryggen. Socialdemokraterne er i høj grad eksponenter for denne defensive populisme, og partiets ændrede holdninger i spørgsmål om bl.a. etniske mindretal og retspolitik er tydelige eksempler på det. Også i den aktuelle sag om betalingsringen kan man se hvordan den socialdemokratiske politik er endt med at være defensivt populistisk.

Til Ritzau siger statsministeren

– Vi ville gerne gøre noget for dem, der hver dag spilder en masse tid i trafikken, og derfor foreslog vi en betalingsring. Det viste sig så, at ingen af dem, der skulle bruge den, virkede specielt tilfredse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Jeg bryder mig hverken om den defensive eller den offensive populisme, for begge spiller på opfattelser om en “folkestemning” og en idé om at man som politiker skal følge denne. Også i Danmark er der grænser for hvor langt man vil strække sig i populisme. Nyere undersøgelser viser således, at op mod hver femte adspurgte herhjemme går ind for genindførelse af dødsstraf, men alle politiske partier, selv de efterhånden mange der taler for en “stram retspolitik”, er modstandere af dette. Jeg ville ønske, at politikerne som helhed havde en tilsvarende vilje til at tro på sig selv også i andre sammenhænge. Faktisk tror jeg, at “folkestemningen” ville have mere respekt for den slags politikere.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar