I virkeligheden

20120225-114429.jpg

Nogle gange opdager jeg, at min blog bliver til et helt andet udtryk, end jeg egentlig troede, den skulle være. Jeg ville skrive om akademiske emner, om datalogi, om matematik og om samfundsforhold, Men reelt (bemærk ordet – det vender tilbage) ender jeg med at skrive en slags amatørudgave af Den etiske fordring. Måske er der i realiteten (også dette ord bør man bemærke) tale om en anden blog.

Det gik op for mig i dag, da jeg gav mig til at læse lørdagens udgave af Information, en af mine foretrukne beskæftigelser på en lørdag formiddag. Hermed er den midaldrende mand indfanget og karakteriseret – far læser avis.

Først læste jeg en lang artikel af Louise Vogdrup-Schmidt om de tanker, de døende gør sig om døden. Hvad ville de have gjort, hvad de havde fortrudt. Artiklen er endnu en konsekvens af bogen The Top Five Regrets of The Dying, som The Guardian omtalte tidligere på måneden. Bogen er skrevet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der i mange år har arbejdet på palliative afdelinger og. den forbindelse har haft samtaler med døende. Mange delte i de følgende uger artiklen med andre på Facebook og andetsteds – jeg var også en af dem – og jeg tror selv, at det skyldes, at den rammer ned i noget væsentligt. Hvem er vi?

De fem mest typiske fortrydelser er ifølge Bonnie Wares bog disse (listen er fra artiklen i Information):

  1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv, ikke det liv som andre forventede af mig.
  2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
  3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
  4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten til mine venner.
  5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være gladere.

Mange har ønsket, at de var det menneske, de “i virkeligheden var”.

Det gik for alvorg op for mig, da jeg nåede til avisens sidste artikel, der vanen tro er af Center for Vild Analyse. Denne gang leverer de en af deres bedre “vilde analyser” med udgangspunkt i et paradoksalt citat fra et interview med Lasse Rimmer, kendt fra diverse underholdningsprogrammer på (især) TV2:

I et interview i TV 2’s nye weekendhygge-program for et par uger siden fortalte komikeren Lasse Rimmer om sit forhold til de sociale medier. Interviewerne spurgte, hvordan det kunne hænge sammen, at han var så grov og direkte på f.eks. Twitter, mens han virkede så rar og omgængelig, når man sad der i sofaen og talte med ham. Da var det, den dekorerede IQ-mester gav den kun umiddelbart uskyldige og ved nærmere eftersyn filosofisk temmelig sofistikerede selvbeskrivelse: »Jeg er langt mere tilbageholdende i virkeligheden, end jeg ellers er.«

Også Lasse Rimmer er et andet menneske, end han “i virkeligheden er”. Dette paradoks er selvfølgelig til for at blive analyseret. Som så ofte før søger CVA svaret hos Lacan:

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan skelnede mellem realiteten og det reelle. Realiteten er den sociale virkelighed, det hele, sådan som den foreligger. Det reelle derimod er det, der modsætter sig denne virkelighed. Det reelle er ikke virkeligheden, men virkelighedens eget problem med sig selv: Dét som aldrig kommer med, når man forsøger at beskrive hvem man er, eller når man indtager en rolle i det sociale.

Det er tilsyneladende i uoverensstemmelsen mellem realiteten og det reelle, vi lever. Vi navigerer os gennem livet og befinder os stedse i modsætningen mellem det, der kommer med, og det, der ikke er med.

Måske er også den reelle udgave af denne blog en anden blog end realitetens blog?

(Visited 47 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar