Tilbage til fremtiden

20120226-191326.jpg

Kim Skotte har et langt essay i Politiken i dag (jeg kan desværre ikke finde det online), hvori han ser tilbage på 1980erne med fokus på sin egen rejse gennem dette tiår og dets kulturliv. Hans udgangspunkt for tilbageblikket er filmen “Jernladyen” om Margaret Thatcher, hvis regime sammen med valget af Ronald Reagan til præsident i USA markerede indgangen til dette årti.

Kim Skotte er 7 år ældre end mig, men også jeg har i høj grad haft mine formative år i 1980erne. Det var her, jeg fik mine første store musikalske og litterære oplevelser, og her, jeg begyndte min rejse ind i den akademiske verden. Det var også i det årti, jeg opdagede internettet og hvad det tilbød af muligheder (dengang var det e-mail og Usenet) – ti år før de fleste andre.

1980erne var dog også på mange måder en grim tid. Jeg led aldrig selv nød i min trygge middelklasseeksistens, men arbejdsløsheden med de berygtede 300.000 ledige var særdeles reel, og jeg og mange andre brugte lang tid på at være skiftevis bange, resignerende og vrede over den trussel om en tredje verdenskrig, der hang over os gennem det meste af dette årti. Det, jeg især husker, er hvordan frygten og vreden blev individualiseret i den tid, hvor også Chicago-skolens liberalistiske økonomiske politik med de massive privatiseringer slog igennem og prædikede, at der ikke var noget samfund, kun individer. Mange af de dystre og vel egentlig regulært opgivende tendenser i rockmusik og litteratur var ét med denne individuelle afmagt.

1980erne er en vigtig tid, men det er ikke en universel sandhed. Jeg kan kun sige sådan, fordi det var det årti, hvor jeg begyndte at orientere mig mod en større verden. For en stor generation af unge skal de igenem samme proces netop i disse år. 10’erne en slags nye 1980ere med økonomisk krise og usikkerhed om klodens fremtid, men det må da kunne sig gøre at undgå at synke hen i afmagt og individualisme.

1980erne forandrede manges menneskesyn i retning af en fiksering på individet. En enkelt bemærkning hæfter jeg mig derfor ved i Kim Skottes essay. Han skriver et sted:

De menneskelige omkostninger ufortalt fik Thatcher jo ret i, at hendes hestekur ville bringe Storbritannien på ret køl igen med efterfølgende velstand

Jeg oplevede at opholde mig i Storbritannien sidst i 1980erne og ved, at dette er en sandhed med modifikationer. De rige blev rigere, men de fattige blev flere og flere. Hvis Maggie Thatcher var en jernlady, var det fordi hun var kold og hård. Hende savner jeg bestemt ikke.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar