Engang var alting godt (?)

Jacob Egholm Feldt, der er lektor i historie på RUC, havde en kronik i Information i går. Kronikkens ærinde er en kritik af det fænomen, vi nogle gange kalder for “masseuniversitetet” og den måde, det påvirker kvaliteten på. Jacob Feldt skriver:

Man kan desværre ikke både forske og uddanne på højeste niveau, uddanne 50 procent af befolkningen, undervise mere, publicere hyppigere og mere erhvervsrelevant og sørge for, at næsten alle består samt internationalisere sine uddannelser og ’kvalitetsløfte’ det hele på en gang – og det samtidigt med at økonomistyringens parameter er kvantitet, ikke kvalitet.

Heri vil jeg give kronikøren ubetinget ret. Kvalitet koster penge.

I en anden del af hans kronik er fokus på problemer med kvaliteten af de humanistiske uddannelser (på Aalborg Universitet er historie et samfundsvidenskabeligt fag) med afsæt i sagen om Linda Koldau.

Men vi bliver nødt til at sige det, som det er: På humaniora i dag kan man sagtens få en uddannelse med både beskeden indsats og beskedne evner. Linda Koldau og andre har jo ret, selv om der naturligvis også er eksempler på virkelig gode uddannelser. Man kan blive cand.mag. i musikvidenskab uden noder, i diverse sprog uden at beherske dem, i historie med uhyre begrænset viden, i humanistiske fag generelt med svage læse- og skriveevner.

Her tør jeg til gengæld ikke udtale mig; jeg kender for lidt til de humanistiske universitetsuddannelser.

For tiden har vi Aalborg Universitets udviklingkontrakt til høring i universitetets besluttende og ikke-beslutningsmyndige organer (sidstnævnte er de fleste). Denne kontrakt er udformet med direkte baggrund i et brev fra ministeriet til landets universiteter, og her hæfter jeg mig ved at ministeriet kræver, at der i udviklingskontrakten skal stå hvordan det enkelte universitet vil sikre, at de studerende kommer hurtigst muligt igennem deres uddannelser. Til gengæld er der ingen krav til kvalitet af uddannelserne, endsige af undervisningen!

Dette harmonerer til dels med Jacob Feldts udsagn. Han skriver således:

Transformatorstationerne for undervisningsmaskinen er bl.a. ledelse, studienævn og det studenterorienterede læringsperspektiv. Ledelserne er tvunget til at være reelt interesserede i kvantitet, studienævnene reviderer studieordninger for at gøre passagen lettere og smertefri.

Nogle steder synes jeg, Jacob Feldt ender med at skyde med spredehagl, og det gælder især i hans en bloc-kritik af “de studerende”. Der er trods alt mange slags studerende på “masseuniversitetet”, og det er i virkeligheden i denne nye mangfoldighed, problemerne ligger.

Det mest kontroversielle sted i kronikken er dog (synes jeg) dette:

Den videnskabelige forklaring på, hvordan man kan blæse og have mel i munden, dvs. undervise med kvalitet på kæmpehold uden nævneværdigt pensum og useriøs evaluering, og komme uden væsentlige og forandrende udfordringer igennem sine studier, kommer fra dele af læringsforskningen.

De dele af læringsforskningen er i tæt og relativ monotomt samarbejde med universitetsledelserne om, hvordan man kan tilpasse uddannelserne til de unge, komme dem i møde, lade dem sammensætte uddannelser selv, gøre det lettere for de studerende at komme igennem passagen.

Den anden del af dette arbejde består i at undervise underviserne i, hvordan man lærer de studerende mest muligt på en måde, hvor der ingen perspektiv- eller metodeforskel er mellem universitetet og skolen.

Uddannelsesforskningen kan ganske rigtigt  blive et gidsel for “masseuniversitetet” – det er helt reelt – men Jacob Feldt ender uvægerligt med at reducere læringsforskningen kun til at være et sådant instrument. Der er for mig at se ikke noget galt i sig selv i at komme de studerende i møde, og god undervisning er ikke det samme som den “skolegørelse” af universitetet, mange (også jeg selv) er bekymrede for. Jeg aner i Feldts kronik desværre en betydelig snert af en holdning, man af og til oplever hos nogle akademikere. De gør sig til talspersoner for at pædagogiske overvejelser er unødvendige på universitetsniveau, thi her legitimerer stoffet sig selv, og det er en kvalitet at stoffet bliver svært at tilegne sig. Selvfølgelig er der meget universitetsstof, det kræver en stor indsats at tilegne sig – men det betyder vel ikke, at formidlingen er ligegyldig?

Problemet med masseuniversitetet er snarere det underlige syn på den akademiske verden, der ligger bag. På den ene side er det da ærefuldt, at nogen synes, at mange flere bør gå på universitetet. På den anden side finder jeg det bekymrende, at sammenhængen med universitetet som vidensskabende og vidensfastholdende institution er trådt i baggrunden til et syn på os som først og fremmest en billig leverandør af kvalificeret arbejdskraft.

(Visited 41 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar