Mod dumhed kæmper selv demonstrationer forgæves

20120331-203252.jpg

Jeg var ikke i Aarhus i dag, men jeg har været bekymret over English Defence League og deres højrenationalistiske støtter fra andre europæiske lande, der i dag har demonstreret. I disse år ser vi, hvordan den yderste højrefløj har fundet en ny taktik med oprettelse af “forsvarsligaer”, der hævder at være “antiracistiske, men dybt bekymrede”, men reelt er racistiske og dybt bekymrende.

Jeg husker alt for godt de år, hvor nazisterne holdt til i Nørresundby. Der kom en stor og fredelig moddemonstration, da nazisterne flyttede ind på Niels Lykkes Gade – og den var jeg selvfølgelig med i. Men bagefter var der en lille gruppe af mennesker, der sloges mod hinanden, og det var alt, hvad medierne fokuserede på.

Sådan var mit indtryk også af dagens reportager, fra Aarhus; de fokuserede helt og aldeles på slåskampe, der opstod bagefter og på hvor mange, der blev arresteret. Det er naturligvis en begivenhed af de triste, at 82 mennesker bliver arresteret, men jeg så slet ingen billeder fra den store, fredelige moddemonstration, hvis over 4000 deltagere også talte politikere.

Medierne interesserer sig ikke for moddemonstrationens budskab om tolerance eller om hvad de forskellige “Defence League”-grupperinger egentlig har på deres menneskefjendske dagsorden.

De personer, der går til angreb på moddemonstrationen, ignorerer et faktum: Den lille demonstration udgøres af en hård kerne af racister og fascister, der ikke er interesseret i at lytte til modargumenter og kun er interesseret i en voldelig konfrontation. Enhver voldelig konfrontation med racister og fascister ender med at flytte fokus fra moddemonstrationernes positive budskab.

En af de grupper, der ofte associeres med de voldsomme konfrontationer er Antifascistisk Aktion (AFA); om der var medlemmer herfra indblandet i Aarhus-slagsmålene, ved jeg ikke. Jeg kan i denne uge læse om, at AFA nu er bekymret over den machokultur, der er opstået blandt dens medlemmer. Det undrer mig ikke, og det er også bekymrende – og der er godt, at AFA selv ser problemet. Fascister og racister står bag voldelige overfald på etniske og seksuelle minoriteter, og når det sker, ser jeg bestemt ikke noget problem i brugen af selvforsvar. Men brugen af vold i sammenhæng med demonstrationer er for mig at se også en del af en machokultur.

Det, som de forskellige “forsvarsligaer” reelt udfører og opfordrer til er en form for mobning af minoriteter. Ligesom i andre former for mobning hjælper man ikke mobbeofferet ved ikke at forhindre mobningen i at eskalere. Men hvad vinder man på længere sigt ved at prøve at tæske den, der mobber?

Subkulturer uden spørgsmålstegn

I USA er tv-kanalen Fox News i stort omfang blevet den foretrukne nyhedskilde for de amerikanere, der identificerer sig med det republikanske parti og den yderste højrefløj. Fox News hævder at være “fair and balanced”, men langt fra alle deler denne vurdering. Også amerikanere med andre synspunkter forskanser sig ved at vælge medier, der har samme fokus og holdning som dem selv. I Danmark er vi ikke nået dertil, men det kan sagtens gå på samme måde. På nettet anbefaler recommender-systemet altid mere af det samme, og nyheds-app’er skræddersyr på tilsvarende vis udseendet af et nyhedsmedium efter hvad vi foretrækker: hvis jeg mest læser om miljøpolitik og håndbold, får jeg flest artikler at se om miljøpolitik og håndbold. Annegrethe Rasmussen, der er korrespondent for Information, har et indlæg i Politiken om dette.

Nye undersøgelser fra universiteterne Stanford og UCLA peger på intet mindre end en revolution, hvad angår amerikanernes medievaner.

Borgerne burer sig selv inde i ’meningssiloer’, hvor de udelukkende udveksler holdninger med ligesindede, uanset om de er til højre eller venstre, om de er optagede af miljø, dyrevelfærd eller religion.

Resultatet er ikke bare, at de forskellige grupperinger har hver deres holdninger og verdenssyn, men også adgang til forskellige fakta.

Faktisk er offentligheden så polariseret, at også underholdning, hverdagsforbrug, rejser og sport falder ned i kasserne – ’selektiv eksponering’ kalder forskerne det.

Hvad skal vi synes om en sådan udvikling? Jeg er selv meget utryg ved den.

Engang havde dagbladet Information en chefredaktør ved navn David Trads, der skrev uforbeholdent USA-positive ledere. Det blev nogle læsere meget fortørnede over. når nu det – som de sagde – var så tydeligt, også fra Informations egen dækning af amerikanske forhold, at USA gjorde så meget skidt. Også i Information har Søren Krarup skrevet ofte, og også det har forarget en hel del læsere.

Min begejstring for Søren Krarup kan ligge på et meget lille sted, og det er bestemt ikke hverken udenrigs- eller socialpolitik, jeg vil rose for USAs vedkommende. Men det er vigtigt, at vi ser mange forskellige holdninger i de medier, vi besøger.

Det er trygt kun at blive mødt af holdninger, der lignes ens egen. Hvis man ikke kan lide konflikter, slipper man for meningsudvekslinger. Hvis man er vred på en bestemt gruppe i samfundet, kan man finde medier, der retter vreden samme sted hen og dermed forstærker den. Men man opnår aldrig at komme i tvivl. Den menneskelige erkendelses historie viser, at det kun er når vi begynder at tvivle, at vi lærer noget nyt.

Martin Hall (sanger/musiker/talentshowsdommer mm.) har egentlig sagt det meget rammende:

Det er langt sværere at leve med spørgsmålstegnet end med udråbstegnet.

Christopher Strachey

I dag forelæste jeg om det begreb i semantik af programmeringssprog, der hedder environment-store-modellen. Matematisk set er det ingen verdens ting; det er en simpel model af en computers hukommelse, hvor env_V er en partiel afbildning fra mængden af variabelnavne til mængden af lokationer (dvs. adresser i hukommelsen), og sto er en partiel afbildning fra mængden af lokationer til mængden af denotable værdier (der som regel er de hele tal \mathbb{Z}). \mathrm{next} er et ekstra element, der peger på næste ledige lokation. Kort og godt:

env_V: \textbf{Var} \cup \{ \mathrm{next} \} \rightharpoonup \textbf{Loc}

sto: \textbf{Loc} \rightharpoonup \mathbb{Z}

Det er en helt oplagt og enkel idé, som de bedste ideer jo er, når en begavet person engang har opdaget dem. Den begavede person var Christopher Strachey, der dengang i 1960’erne var professor i Oxford og sammen med Dana S. Scott (der også var i Oxford dengang) var ophavsmændene (trods sit fornavn er Scott en mand) til det, der hedder denotationel semantik. Strachey og Scott var begge matematikere af baggrund, som så mange andre af datalogiens pionerer.

Da jeg skrev min bog Pilen ved træets rod (der på engelsk blev til Transitions and Trees) ledte jeg efter et billede af Christopher Strachey, men det var faktisk ikke så let at finde. Til sidst fandt jeg ovenstående, og det kom med i bogen.

Christopher Strachey arbejdede sammen med Alan Turing, der var 4 år ældre end ham og en bekendt fra dagene i Cambridge, og han fik på den måde muligheden for at prøve at skrive programmer til en af de første computere, Turings Manchester-maskine Mark I, dengang i 1952. Strachey lavede bl.a. et program, der kunne spille dam. Det var i sig selv interessant; Turing havde længe tænkt over, hvordan man kunne lave et program, der kunne spille skak.

Og så lavede Strachey også et program, der kunne generere kærestebreve. Nogle har især hæftet sig ved dette, fordi Strachey og Turing begge var bøsser. Men det er usikkert, hvor meget seksuel identitet har betydet i den sammenhæng og hvor meget, der rent faktisk bare var typisk engelsk pjank, og jeg tror ikke, at Turing og Strachey skrev kærestebreve til hinanden. Men det er godt nok nogle vagt formulerede breve, sikkert fordi Strachey ikke turde skrive det, han måske helst ville (homoseksualitet var forbudt ved lov i Storbritannien – dog kun for mænd; lesbiske fandtes officielt ikke). I al fald er Stracheys kærestebrevs-generator et tidligt eksempel (måske det første overhovedet) på computergenereret kunst. Det har Noah Wardrip-Fruin, der er adjunkt i datalogi på UC Santa Cruz i USA, skrevet et essay om.

Mange mennesker, der har studeret datalogi på Aarhus Universitet før i tiden, vil være blevet undervist af en af Stracheys sidste PhD-studerende, nemlig Peter Mosses, der gennem mange år var ansat i Aarhus, men i dag er professor i Swansea. På denne måde er der faktisk også i Danmark en lige linje tilbage til Turing og hans arbejde, og det er da lidt fascinerende.

En målrettet udvikling?

 

For tiden hører man stadigt oftere tale om at man skal begrænse adgangen til sociale ydelser. Mærsk McKinney-Møller har bestemt ikke brug for sin folkepension. Nogle politiske partier er af den holdning, at alle sociale ydelser bør være selektive. I deres valgpjece fra sidste år skrev de Konservative således:

Målet er at sikre, at det er dem, der har behov for hjælp, der får hjælpen.

Det virker umiddelbart tilforladeligt, og det er bestemt muligt, at der hos de Konservative her er en erkendelse af de privilegier, nogle mennesker (f.eks. Mærsk McKinney-Møller) har i kraft af deres økonomiske status.

Men jeg er faktisk modstander af ideen om selektive ydelser.  Lad mig her primært betragte det etiske, ikke det økonomiske aspekt. Problemet er for mig at se det samfundssyn og den socialpolitiske holdning, der ligger bag.

Der findes lande, hvor ideen om selektive ydelser bliver anvendt helt konsekvent; i USA bliver arbejdsløshedsdagpenge kun udbetalt i en kort periode, og derefter kan man, hvis man er “tilstrækkeligt trængende,” få yderligere økonomisk hjælp. Efterhånden har denne politik også vundet indpas i bl.a. Storbritannien.

Et af problemerne med at have selektivitet som kriterium for sociale ydelser er imidlertid  at det bliver repræsentanter for den gruppe i samfundet, der oftest ikke selv modtager sociale ydelser, der på subjektiv vis ender med at definere kriteriererne for hvornår man er “værdigt trængende”. Og dette begreb om hvem der er “værdigt trængende” kan meget let føre til en udgrænsning.

Den hollandske sociolog Wim van Oorschot har foretaget en meget citeret undersøgelse af holdninger til hvem der skal modtage sociale ydelser. Han baserer sig her dels på egne undersøgelser af holdninger i befolkningen, dels på resultater fra andres undersøgelser af opfattelser i befolkningen.

I sin artikel fra 2000 skriver han om hvilke faktorer, der ser ud til at bestemme, i hvilket omfang mennesker opfattes som “værdigt trængende”:

  1. control: poor people’s control over their neediness, or their responsibility for it: the less control, the more deserving;
  2. need: the greater the level of need, the more deserving;
  3. identity: the identity of the poor, ie their proximity to the rich or their ‘pleasantness’; the closer to ‘us’, the more deserving;
  4. attitude: poor people’s attitude towards support, or their docility or gratefulness: the more compliant, the more deserving;
  5. reciprocity: the degree of reciprocation by the poor, or having earned support: the more reciprocation, the more deserving.

Jo højere man scorer inden for disse 5 kriterier, jo mere anser folk et menneske for værdigt trængende. Alle er måske lige, men nogle er mere lige end andre. Det seneste årtis tiltag med “starthjælp” (der nu heldigvis bliver afskaffet) er netop eksempel på en sådan holdning; flygtninge og andre udenlandske statsborgere var ikke “værdigt trængende” i samme grad som andre borgere i Danmark. Udlændingene taber på faktorerne identitet (de opfattes som anderledes) og reciprocitet (de kom hertil sent i livet og har ikke bidraget på samme måde som “os”). Måske er de endda utilfredse, og så taber de også på attitude-faktoren. Hele debatten om indførelsen af “starthjælp” er næsten en opvisning i argumentation ud fra van Oorschoots 5 faktorer.

Hvis socialpolitikken anlægger den selektivistiske vinkel, kommer socialpolitik meget let ikke til at handle om problemer i samfundet, men om problemer hos “de svage”. Spørgsmålet bliver Hvordan skal “vi” løse “deres” problem?  hvor man i stedet kan spørge: Hvordan skal vi løse vores fælles udfordringer mht. folkesundhed, uddannelse, pension osv.?

Det man glemmer, er, at alle kan få behov for sociale ydelser på et tidspunkt i deres liv, også nogle mennesker, “vi” måske ikke bryder os om. Den solidariske vinkel på socialpolitik bliver transformeret til et syn på socialpolitik, der bliver til en form for fattighjælp. Man kunne så måske forestille sig en eksplicit defineret fattigdomsgrænse som selektivistisk kriterium, men de politiske partier, der især er tilhængere af en selektivistisk socialpolitik er faktisk også dem, der er imod at indføre en veldefineret fattigdomsgrænse.

Interessant nok dukker den selektivistiske vinkel ofte op med en økonomisk begrundelse: af finanspolitiske grunde er vi nødt til at begrænse adgangen til ydelser. Men en undersøgelse fra denne måned viser et interessant billede: i et land som Danmark (hvor der stadig er en temmelig høj grad af universalisme i socialpolitikken) er de offentlige finanser helt i top, mens lande med en udpræget selektivistisk socialpolitik som USA og Storbritannien faktisk befinder sig i den absolut dårlige ende. Den selektive socialpolitik kan altså næppe have hjulpet disse lande, og den langt mindre selektive socialpolitik ser ikke ud til at have skadet de offentlige finanser i Danmark.

Men hvorfor skal staten dog betale en folkepension til  Mærsk og andre rigmænd? vil nogen her spørge. Hertil er mit argument, at vi, hvis vi har indrettet vores skattesystem, således at der er en progressivitet i beskatningen, netop kan lade dét være en god måde at udligne denne udgift på.

Det er bare en overgang (?)

20120328-214515.jpg

Jeg har set karakterstatistikkerne for januareksamen på vores datalogiuddannelser (datalogi og software). I nogle fag er der mange studerende, der ikke bestod. Der er her tale om fag, der har et større indhold af matematik – emner som algoritmer og datastrukturer, beregnelighed og kompleksitetsteori. Det var rigtig trist at se, at der var et fag med en dumpeprocent på 60%.

Hvorfor er det så galt fat? Her er nogle hypoteser.

Først er der de rent interne hypoteser, som vedrører hvad der sker på universitetet.

  • Kvaliteten af undervisningen i de pågældende kurser er aftagende. Men jeg ved samtidig, at kursusholderne i de pågældende fag er erfarne undervisere, der har tænkt meget over deres undervisning og har mange års erfaring med at undervise i de pågældende fag. Nogle af dem har jeg haft hyppige, gode diskussioner med om undervisning og læring. En kvalitetsnedgang kan derfor næppe heller være hele forklaringen.
  • Manglende alignment mellem undervisningens form og eksamensformen. Men jeg ved samtidig, at en stor del af undervisningen i de pågældende kurser består i at regne opgaver fra tidligere eksamenssæt. Så dette kan heller ikke være hele forklaringen.

Dernæst er der de hypoteser, der søger en forklaring i eksterne faktorer.

  • Det frie optag kombineret med lavere beståelseskrav fører til, at der er flere studerende med utilstrækkelige evner inden for matematik på uddannelserne end før. Ved studentereksamen i 2011 var 34 procent nok for at kunne bestå skriftlig matematik.Noget af forklaringen kan formodentlig findes her.
  • Der er en større forskel mellem læringsmålene på ungdomsuddannelserne og forventningerne på universitetsniveau efter den nye gymnasiereform. Jeg tror selv, at en del af forklaringen kan findes her. Matematik i gymnasiet bliver i stadig større omfang baseret på brug af lommeregner og numerisk baserede argumenter og i stadigt mindre omfang baseret på mere abstrakte matematiske ræsonnementer. Her taler jeg ikke om toposteori eller differentialgeometri, men om selve dette at kunne “regne med bogstaver” og at kunne skelne mellem definitioner, sætninger og eksempler og at vide, hvornår et argument udgør et dækkende bevis. I de matematisk orienterede kurser på datalogiuddannelserne er sådanne ræsonnementer en vigtig del af faget. Jeg har selv oplevet studerende sige, at “den slags var vi ikke vant til på HTX” (mange datalogi- og softwarestuderende kommer i dag fra det tekniske gymnasium).

Men det kræver en større indsats at finde ud af præcis hvor problemet med overgangen er. Matematikdidaktikere har selv været i gang med at undersøge sammenhængen mellem læringsmål i gymnasiet og på universitetet. Bettina Dahl fra Aarhus Universitet har, alene og sammen med Claus Brabrand, der i dag er på IT-Universitetet i København, undersøgt denne overgang ud fra den såkaldte SOLO-taksonomi. SOLO står for Structure of Observed Learning Outcome; der er 5 niveauer i denne taksonomi, hvor 1 betegner det før-strukturelle niveau og 5 betegner et niveau, hvor man kan benytte begreber i nye sammenhænge og kan fremsætte hypoteser, kritisere. Dahl har undersøgt hvordan der sker spring i SOLO-niveau fra ungdomsuddannelse til universitetsniveau og internt fra bachelor- til kandidatniveau.

I konklusionen til den artikel, der omhandler overgangen fra ungdomsuddannelserne (her specielt det almene gymnasium, der nutildags kaldes STX), skriver hun

En lærer bør variere sine undervisningsformer, men gradvist. Universitetslærere bør være opmærksomme på de kompetencer og vidensformer, de studerende har erhvervet sig fra stx, og eventuelt tage denne forskel eksplicit op med de nye studerende, hvormed SOLO-springet ikke bliver et problem men en lærerig udfordring.

Dette er en vigtig pointe. Vi bør som universitetslærere gøre en systematisk indsats for at forstå med hvilke kompetencer, de studerende ankommer. Det gør vi bestemt ikke nok for. Den meget traditionelle forelæsningsform er ofte et chok, hvis man kommer fra klasseundervisningens verden. Vi gør meget for at lære de studerende at lave problemorienteret projektarbejde, men ikke noget systematisk for at lære dem at følge kursusundervisning med maksimalt udbytte, endsige at forstå deres strategier for læring,

Men samtidig er der også en opgave for ungdomsuddannelserne. De har også en pligt til at være reelt studieforberedende, Gad vide, om man kunne tilrettelægge afslutningen af gymnasiet således, at der er mulige matematikspecialiseringer, der fremhævede de kompetencer, der er nødvendige for at kunne studere de fag, hvor der er krav om en matematisk modenhed i form af kompetence inden for at “regne med bogstaver” og forstå/udføre abstrakte matematiske ræsonnementer? En sådan specialisering kunne så måske være et optagelseskrav. Et problem vil her selvfølgelig være at et A-niveau i matematik så ikke altid er et A-niveau i matematik.

Et ikke-rekursivt folkeslag?

Den amerikanske lingvist Daniel Everett (ovenfor til højre) er aktuel med en bog, Language, The Cultural Tool, hvori han argumenterer for at Noam Chomskys teori om en universel grammatik er ukorrekt. I The Guardian kan man læse et interview med ham.

Everett har i mange år jævnligt besøgt Pirahã-folket, der bor langt inde i Amazon-regnskoven (og kalder sig selv noget helt andet, nemlig Hi’aiti’ihi; oversat “det lige folk”). Ifølge Everett skulle netop dette folks sprog – der ikke lader til at være beslægtet med noget andet eksisterende sprog og kun tales af mellem 250 og 380 mennesker, der alle bor på samme lille landområde – være et eksempel på et sprog, der er så afgørende anderledes, at det ikke kan passe med Chomskys hypotese om eksistensen af en universel grammatik.

Der er ingen talord – Everetts erfaringer med undervisning er, at folk har meget svært ved at lære at tælle – og farvebegrebet er ikke veldefineret. Således bruges der samme ord for blå og grøn.

Et af problemerne med hypotesen om eksistensen af en universel grammatik er at den, så vidt jeg kan se, er så svær at falsificere, når det gælder naturlige sprog. Det er såmænd svært nok at bevise ikke-udtrykskraft i matematisk logik og datalogi. Pumping Lemma’erne og diagonalisering er alle eksempler på bevisstrategier, der benytter sig af et karakterisationsresultat.

Chomsky hævder, at en universel grammatik vil være karakteriseret ved muligheden for rekursion. Rekursion er i lingvistisk sammenhæng muligheden for at lave bl.a. indlejrede bisætninger af vilkårlig dybde og gentagelser af vilkårlig længde. Her er et eksempel.

Hans Hüttel, der er universitetslærer på Aalborg Universitet, der ligger i Nordjylland, der ligger i Danmark, der ligger i Europa, som er nord for Afrika, hvor girafferne hører hjemme, har læst en artikel om Daniel Everett, der har besøgt et folkeslag, der bor i Sydamerika, der ligger vest for Afrika.

Fænomenet rekursion kan fanges med noget så simpelt som kontekstfrie grammatikker. Datalogistuderende, der har fulgt et kursus om formel sprogteori (som f.eks. mit kursus “Syntaks og semantik” på 4. semester) vil vide, at vi kan beskrive et sådant fænomen med en lille kontekstfri grammatik som

S \rightarrow aSb \mid cSd \mid e

Everett mener at have påvist, at der ikke findes mulighed for rekursion i Pirahã-sproget; han har nemlig ikke observeret rekursive ytringer. Men hvordan kan vi endegyldigt bevise, at rekursion ikke er mulig i Pirahã-sproget? En konsekvens af at et sprog er ikke-rekursivt vil være, at der kun findes endeligt mange ytringer. Det vil i et ikke-rekursivt sprog ikke være muligt at sige

Jeg er meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget træt.

og så blive ved med at tilføje et ekstra “meget.” Selv hvis Everett bruger hele resten af sit liv på at nedskrive alle de ytringer på Pirahã, han får at høre, kan han ikke endegyldigt konkludere, at der kun er endeligt mange. Og tænk nu, hvis det viser sig, at der alligevel var en form for grammatisk rekursion. Nogle medlemmer af Pirahã-folket har formodentlig lært at tale i hvert brudstykker af andre sprog, hvor rekursion forekommer (Pirahã-sproget har nemlig låneord fra portugisisk) og da kan man risikere, at de har indført rekursion ad bagvejen pr. inspiration (ligesom programmeringssproget Fortran oprindelig ikke havde rekursion, men fik det siden).

Men en spændende diskussion er det (og en artikel på Edge.org har en lang meningsudveksling mellem bl.a. Everett og Steve Pinker), for den udtaler sig om sammenhængen mellem det talte sprog og de tænkte tanker. Hvis det nemlig er meget svært at lære at tælle på et bestemt sprog, må der være et helt sæt begreber, der er udenfor den talendes rækkevidde, herunder alt, hvad der hedder matematik.

Noget siger mig, at jeg nok ikke skal regne med at få datalogistuderende fra denne del af Sydamerika i de nærmeste par år. Men til gengæld er de nok ligeglade; Daniel Everett udtaler:

In my first book, Don’t Sleep, There Are Snakes, I describe them as a very happy people. That doesn’t mean everyone is happy all the time: they have struggles, they have insecurities, they lose their temper, they face danger. But it was actually a co-researcher who went with me from MIT and looked at the people and said: “These must be the happiest people anywhere” and I said: “How would you measure that?” and he said: “We might measure the amount of time they spend laughing and smiling and compare that to any other society, because I don’t see anyone around here who is not laughing or smiling most of the time.” There is a strong contentment there that I haven’t seen matched by any other society.

Så kan man nok godt klare sig uden rekursion.

Stenalderkostplan for de trykfølsomme

20120326-173631.jpg

I går aftes fik vi den første rigtige forårsdag, og også aftenen var en smuk forårsaften. Jeg holder af at der er så længe lyst. Det er som at vågne igen af en søvn. Det hele fejrede jeg med at gå en kort, spontan aftentur efter at have proppet syltetøjsglas i nærmeste container til glasgenbrug. Ja, det var i sandhed lyrisk. Og kort efter, efter at have set på den stort set skyfri aftenhimmel og sendt en længselsfuld tanke til den kommende sommer, greb jeg i bukselommen og – ja, der var kommet en fuldstændig ligegyldig e-mail. Suk. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare lade den dumme telefon være? Også jeg er blevet afhængig. Også jeg er altid på. Også jeg er altid på den.

Hele husstanden er på den. Min hustru har også en smartphone, som hun lejlighedsvis ikke bruger. Også vores datter på 10 har for længst opdaget nettet, og hun ville gerne bruge en side ved navn Moviestar Planet ved enhver given lejlighed, kunne hun få lov til det. Lige nu er hun heldigvis ude i haven, hvor hun spiller bold sammen med tre klassekammerater og alle fire skiftes de til at ae en kanin. Gode, gammeldags børnefornøjelser (og af og til tager en af de andre sin telefon frem for at høre en stump børnetekno, men de ser ud til ikke at være på nettet).

Engang i forrige århundrede var vi gode til at kede os. Nogle gange var det rigtig kedeligt, indrømmet. Jeg ville gerne have haft en smartphone eller såmænd bare en mp3-afspiller, dengang i min ungdoms sommerferier, hvor jeg brugte time efter time i sløve tog og sad og ventede på banegårde. Men muligheden for hele tiden at være på er ved at være blevet ikke bare en røver af tid, men også af min tid til eftertanke. Jeg har tidligere skrevet om fænomenet med studerendes brug (og irrelevante brug) af computere under forelæsninger, og jeg ved, at mange af os andre, der burde vide bedre, ender med at lade os friste af telefonens muligheder, når et møde bliver kedeligt. Også en søvnløs nat eller aften kan ende i telefonens skær. Og hvad værre er – det andet er “bare” asocialt – vi bliver stressede. Andre ved, at vi altid kan fanges, og det forpligter både afsender og modtager.

Jim Stogdill, der er leder i firmaet Accenture har skrevet om dette på sin blog. Han skriver:

I’m tired of walking down busy sidewalks full of interesting people and places with my head down staring at a rectangle. I want to be present, in the moment and the place. I want to experience mental flow by the river full and I want to be more productive. And above all, I want to nurture the relationships I have with people that I actually see and touch in all of their materialized-in-atoms glory.

Hans reaktion på dette er at prøve at begrænse sin egen brug af mobiltelefonen – og tilsyneladende med held. Stogdill gør dette:

Now I own the world’s dumbest smart phone. I removed all of the “social” apps – Yammer, Twitter, G+, LinkedIn, Path … all gone. I open up preferences and turn off “cellular data” for long stretches of each day. If there is a specific email I’m waiting for I’ll go through the multiple steps to turn it on and check, otherwise data stays turned off. I’ll get my mail when I’m at my computer, with intention. But I turn my computer off when I’m not actively using it too, and leave it off for most of each day. The first time I turn it on is at lunch. I don’t check anything electronic in the morning — that was the first thing I needed to stop. Compulsively checking messages before brushing my teeth is just ridiculous.

Det vil jeg også prøve. Men indrømmet – det bliver svært. Det store problem er, at det var min generation, der ikke voksede op med altid at være på, der skabte muligheden for altid at være det – for det drømte vi om og lod os fascinere af – men aldrig lærte generationen efter os de gode vaner. En etik ligger og venter på at blive formuleret og praktiseret.

Sommertid – og søvn

I morges opdagede jeg, at vi var gået over til sommertid. Heldigvis kan mobiltelefon og computere i vores hjem stille urene automatisk. Jeg er så gammeldags, at jeg har et armbåndsur (som så til gengæld er et af de smarte solcelledrevne med visere og radiostyret indstilling af tid), og her måtte jeg prøve at finde manualen på nettet og udføre de knap-eksperimenter, jeg kun udfører to gange om året.

Ritzau refererer i dag til en svensk undersøgelse, der skulle vise at sommertid er en stressfaktor, der kan øge risikoen for hjerteanfald:

Det er en ny svensk undersøgelse, der har påvist, at antallet af hjerteanfald stiger med fire procent i dagene efter overgangen til sommertid, som sker natten til søndag.

Rickard Ljung fra Karolinska Institutet, der er en af lægerne bag undersøgelsen, forklarer, at stigningen sker, fordi kroppen bliver stresset, når natten bliver kortere, og søvnen derfor bliver forstyrret.

Men noget undrede mig.

Der er jo også er en times tidsforskel mellem Sverige og Finland. Jeg har derfor spekuleret på, om Rickard Ljung og kolleger har undersøgt, om rejser mellem de to nabolande fører til flere hjerteanfald. Så jeg gik på jagt efter artiklen, og den er faktisk slet ikke baseret på “en ny undersøgelse”. Selve artiklen, der beskriver undersøgelsen, kan man se hos New England Journal of Medicine, og den er fra oktober 2008.

Det er da også tydeligt, at artiklens ærinde ikke kun er at undersøge sommertid, men at undersøge, hvordan søvnmønstrene i den industrialiserede verden påvirker helbredet. I løbet af det 20. århundrede er den gennemsnitlige nattesøvn i denne del af verden aftaget fra 9,0 til 7,5 timer. Sommertiden er en meget veldefineret ændring i søvnmønsteret og derfor interessant at studere.

Studies are warranted to examine the possibility that a more stable weekly pattern of waking up in the morning and going to sleep at night or a somewhat later wake-up time on Monday might prevent some acute myocardial infarctions.

Se, dét er straks mere interessant. En (ikke-videnskabelig) undersøgelse i de danske medier (her refereret fra DR Nyheder) kunne tyde på at den manglende søvn snarere er en sekundær konsekvens end en årsag til stressudløste symptomer. Det er måske forventningerne til arbejdsindsats og den deraf følgende stress, der er den virkelige skurk.

To ud af tre i aldersgruppen 40-50-årige arbejder mere end 38 timer om ugen. Det viser en undersøgelse, som Berlingske har lavet.

Undersøgelsen er lavet blandt 338 adspurgte i aldersgruppen. Her svarer hver tredje, at vedkommende ikke får tilstrækkelig søvn i hverdagen, mens fire ud af ti føler, det er svært at holde fri fra jobbet.

(Noget helt andet: Når jeg ser en medicinsk artikel fra et så anerkendt tidsskrift, kan jeg godt blive helt misundelig på dem, der kan få sig en videnskabelig publikation, der fylder to en halv side – men sådan er det jo i medicinsk forskning. Forskningstraditioner er meget forskellige.)

Du drømmer om et andet sted

Drømmen om et andet sted.

du synes, du gjorde det bedste, du kunne
du endte med at hade det alt det du kunne
du ville bare væk
og jeg ville bare med
vi kunne have taget væk
men det gjorde vi ikke
du drømmer om et andet sted

Mikael Simpsons minimalistiske sangtekst fra De 10 skud rammer en grundfølelse, der både rummer eskapisme og resignation.

I dagens Information skriver Rune Lykkeberg om hvordan de, der danner regering, ofte ender med at handle modsat af indholdet af deres partiprogram. Drømmene er begravet i partiernes principprogrammer, men den udøvende magt skyldes embedsmænd og -kvinder. Partierne drømmer om et andet samfund, men det ender med nedskæringer og omstruktureringer og at sende sagerne i langsomtarbejdende udvalg. Efterhånden ændrer også principprogrammerne sig.

Center for Vild Analyse tager uden at vide det tråden op i sin aktuelle klumme (der af uransagelige grunde ikke er tilgængelig på WWW). Der er tale om det, Søren Kierkegaard kaldte mulighedernes fortvivlelse – at man kan være fortvivlet, selv om man egentlig ser muligheder overalt og i øvrigt mener at være med på beatet” (denne formulering skyldes CVA, ikke Kierkegaard – så meget med på beatet var den store forfatter dog ikke).

Hvad kendetegner nemlig denne form for fortvivlelse? En vis rastløshed og utålmodighed. At “mangle nødvendighed”. Når man mangler nødvendighed er man aldrig rigtig til stede i det liv, man skal leve. Man søger hele tiden ud mod helt andre måder, tingene kunne have været på, og man glemmer at få snøret sine sko og gjort tingere ordentligt, her, hvor man er.

Det er i denne kløft, vores liv bor. Mulighederne tilsiger ét, realiteterne et andet. Se bare på Danmark. Officielt resignerer samfundet; regeringen taler om at deres politik er “nødvendig”. Privat dyrker vi til gengæld eskapismen i kortsigtet og individuel form. Vi spiller lotto, går i byen og drikker os sanseløse, ser film om steder og tider, vi aldrig vil kunne befinde os på. I et brev til Information spørger en mand brevkasseredaktionen, om det mon ville være acceptabelt at have en affære, hvis han var på rejse i udlandet uden sin ægtefælle.

Vi drømmer om et andet sted.

Drømmen om en tilstand, hvor alt er anderledes, er imidlertid den mest konservative indstilling, påstår CVA. Den forhindrer nemlig den egentlige forandring, der er baseret på de muligheder, der faktisk er til stede.

Også dette kunne Rune Lykkeberg konkludere. Han slutter sit essay med at skrive:

Man går jo ind i politik, fordi man tror på, at politik er mulig. Det afslørende ved principprogrammerne er, at lederne bliver tvunget til at indse, at mange stadig tror på det, de selv har opgivet: At man kan lave principielle politiske forandringer.

Og hvis noget er modigt i politik, er det at tage den fordring på sig. Hvis noget er ydmygende, er det opgivelse på forhånd.

Løsningen er derfor hverken en resignation i realpolitikkens navn eller flugten ind i lotto og utroskab, men at blive i stand til at forestille sig noget virkeligt nyt og hvordan vi kan få det til at ske i den faktiske verden.

Sammenhængende forskningstid

20120323-182326.jpg

I denne uge fik jeg endnu en e-mail om endnu en undersøgelse af universitetsansatte forskere/underviseres arbejdsforhold, denne gang på initiativ af DM og en række andre organisationer inden for Akademikernes Centralorganisation (og ingeniørforeningen IDA, der ikke er med i AC). Et af de mange spørgsmål i undersøgelsen lød på hvor stor en andel af min forskningstid, der ikke bliver afbrudt af undervisning, administration, henvendelser, ansøgninger osv.

Jeg tænkte mig grundigt om og svarede “10 procent”. Desværre,

Jeg holder af at undervise. Jeg sidder i studienævnet for datalogi, fordi jeg interesserer mig for vores uddannelser. Jeg sidder i Akademisk råd, fordi det er vigtigt at have indsigt i hvad der sker på fakultetsniveau. Og jeg sidder som DMs repræsentant i instituttets samarbejdsudvalg, fordi vores arbejdsforhold ligger mig på sinde.

Men alle disse aktiviteter kan ind imellem udgøre frustrerende afbrydelser. Så er der nogen, der banker på døren til mit kontor. Så er der et møde. Jeg vil gerne have sammenhængende forskningstid, for forskning kræver fordybelse for at kunne lykkes, og fordybelse kræver resurser; en af dem er tid. God tid endda.

Lad os prøve at minde os selv om at forskning og undervisning begge er vigtige forpligtelser for en universitetslærer og på den måde ligeværdige. Kunne man afbryde sin undervisning (f.eks. en forelæsning eller et møde med studerende) pga. en henvendelse om forskning? Kunne man forestille sig, at man var nødt til at søge om undervisningsmidler (f.eks. adgang til et forelæsningslokale) for at kunne gennemføre sin undervisning? Næppe.

På humaniora ved Københavns Universitet er der en arbejdsgruppe, der vil prøve at sikre sammenhængende forskningstid. Jeg ved ikke, om den har skabt resultater, men jeg kunne godt tænke mig, at sammenhængende forskningstid kunne blive et tema i universitetsverdenen – for os som ansatte og for ledelsen.