En vågen nats søvn

I nat vågnede jeg klokken halv fire. Måske var det fordi jeg havde fejret arbejdsugens afslutning med en god trappistøl (Westmalle Tripel, en gave fra mit 25-års jubilæum). Stresset var jeg ikke. Snarere var jeg lettet efter en uge med usædvanligt fyldt kalender. Hvorfor vågnede jeg så? Vel fordi man sover lettere efter indtagelse af alkohol ud på aftenen, men vågner også lettere.  Jeg endte med at være vågen i et par timer og tænkte til sidst nogle forholdsvis sammenhængende tanker om lineære typesystemer, som jeg prøver at få styr på for tiden. Der var siden jeg gik i seng kommet en mail med svar fra en japansk kollega og samarbejdspartner, som jeg tidligere havde skrevet og spurgt. Hvis nogen derude ved noget om lineære typesystemer, er det ham. Til sidst faldt jeg i søvn igen, og resten af familien lod mig sove til kl. 9.40 (tak til dem for det!)

Da jeg vågnede og var stået op, fejrede jeg min udsovethed ved at læse weekendudgaven af Information. Formodentlig uden at nogen egentlig havde tænkt over det, er det som om arbejdstid og forestillinger om hvor meget, man bør arbejde er blevet et tema i dagens avis. Der er en artikel om Peter Brodersen, der som mindre selvstændig arbejder 15-20 timer om ugen, har en beskeden indtægt men er tilfreds med det, thi for ham er det vigtigste at have så megen fri tid som muligt. Frederik Dehlholm, der er formand for Magistrenes A-Kasse (og som jeg kender fra Dansk Magisterforeningens repræsentantskab) har et veldokumenteret indlæg om hvordan begrænsningerne i supplerende dagpenge og kravet om hurtigt at få fuldtidsarbejde  gør livet surt for arbejdsløse, jobsøgende akademikere. Og så er der Karen Lisa Salamons essay i Information handler om, hvordan de normative forestillinger om hvor meget og hvor længe man bør arbejde hænger sammen med forestillinger om hvad en god nats søvn bør være. Karen Lisa Salamons tager udgangspunkt i hvordan mennesker går til af overarbejde. Hun hæfter sig ved idealerne om at man ikke må “spilde tiden”, om at “tid er penge” og om at stress er et rent individuelt anliggende. En tidlig bannerfører for disse idealer er Benjamin Franklin, der levede i 1700-tallet, hvor kapitalismen og det udbredte lønarbejde var ved at slå igennem. Ikke noget tilfælde.

Især dette afsnit i Salamons essay hæftede jeg mig ved:

For et par år siden skabte nogle amerikanske forskere debat ved at koble biologiske søvnforsøg med studier i søvnens kulturhistorie og konkluderede, at folk sov anderledes frem til industrisamfundets og vækkeurets gennembrud. Indtil den kunstige belysning blev allemands eje og gadebelysningen slog igennem i byerne, sov folk i flere, korte perioder hen over døgnet. Ifølge forskerne sov de typisk nogle timer efter mørkets frembrud, hvorefter de vågnede og brugte noget tid på for eksempel snak, drømmetydning, sex, religiøse ritualer, børnepasning, vagtopgaver, indtagelse af varme drikke eller toiletbesøg, hvorefter de igen lagde sig til at sove nogle timer. I gamle tekster omtales natten ofte som opdelt i en ’første’ og ’anden’ søvn, og søvnforskerne konkluderede, at det er helt naturligt for mennesker, at sove for eksempel 4 + 4 timer, med en vågen pause på 1-2 timers aktivitet ind imellem. En siesta i løbet af dagen er også kendt fra mindre industrialiserede samfund. Etnografiske studier af jæger-samler-kulturers livsform og økonomi konkluderer også, at vi i dag sover mindre og arbejder hårdere end urbefolkningerne. En klassisk undersøgelse af indfødte australieres arbejdsdag som jægere, fiskere og samlere konkluderede, at arbejdstiden gennemsnitlig lå på 4-5 timer, og at folk holdt mange hvilepauser undervejs.

Måske er min opvågnen alligevel ikke så atypisk. Jeg har en fornemmelse af, at en del mennesker med søvnproblemer oplever at vågne efter netop omkring 3-4 timer. Det er her, man sover lettest, når drømmefaserne bliver længere. Hvis  man vidste, at man med god samvittighed kunne få sovet ud senere og bruge den vågne periode til noget, man selv synes er fornuftigt – sådan som det vel til dels var tilfældet for mig her i nat  – kunne meget formodentlig være anderledes og bedre.

Selvfølgelig er stress også et individuelt anliggende. Hver enkelt af os skal kunne sige nej. Men vi kan også sige nej sammen. Det skal ikke kun være et individuelt, individualiseret nej. Tænk, hvis vi vælger at indrette arbejdslivet efter menneskets søvnmønstre i stedet for det omvendte.  Og tænk, hvis vi vælger at ændre idealerne om at tid er penge til etiske idealer, der også kan passe til mennesket, som det faktisk er indrettet.

Billedet ovenfor er Salvador Dalis Le sommeil (Søvnen), og jeg tænker her på hvordan den sovende mest er et hoved og på hvor tynde de pinde egentlig er, der holder den sovende.

(Visited 195 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar