Så lykkelige at det gør ondt

Danmark scorer højt i internationale undersøgelser om lykke – vi skulle være et af verdens lykkeligste lande, ja måske endda det lykkeligste. Bare se verdenskortet ovenfor. Men der er samtidig tegn på at langt fra alle er lykkelige. Flere hundrede tusinde danskere tager antidepressiv medicin. I 2009 var det knap en halv million mennesker herhjemme. En halv million mennesker har alkoholproblemer, og ikke helt få unge har tilsyneladende ondt i livet med selvskadende adfærd af forskellig slags. Carsten René Jørgensen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet, har skrevet bogen Danmark på briksen, der handler om netop dette paradoks. Her er en bog, jeg gerne vil læse. Ventetiden på at låne den på biblioteket er desværre 6 til 7 måneder.

Danmark på briksen blev anmeldt af Carsten René Jørgensens kollega Steen Nepper Larsen i Information i lørdags. Man kan også høre en samtale med Carsten René Jørgensen fra P1 i januar måned. Desværre er samtalen underligt banal i sammenligning med Nepper Larsens anmeldelse. Bogen forekommer at være en del mere skarp, skal man tro anmeldelsen. Se bare hvad Nepper Larsen skriver.

Som socialkritiker og humanistisk videnskabsmand begiver forfatteren sig ud på en rejse, der dokumenterer og kortlægger, hvordan skrøbelige mennesker i stigende omfang bliver kørt over i konkurrence- og præstationssamfundet. Han demaskerer lykkelandsmyten og blotlægger de sociale kategoriseringer, der anvendes til at projicere negative fjendebilleder over på ’de fremmede’. Han viser, at paranoide og angste forestillinger ikke blot florerer i mange menneskers hverdagsliv, men også spredes blandt og udnyttes af politikere, der burde vide bedre.

Jeg spekulerer på om endnu en grund til at så mange mennesker herhjemme siger, at de er lykkelige, er at de gerne vil opnå et mere positivt selvbillede. I den seneste tids diskussioner om vilkårene for bl.a. arbejdsløse og mennesker på førtidspension ser jeg nemlig en tendens til at mange ved at udpege Den Anden som taberen samtidig derigennem styrker deres eget selvbillede ved at distancere sig fra Den Anden. “Vi” kan nemlig sagtens tage os sammen, men Den Anden kan (mener vi at vide) ikke tage sig sammen på samme måde som “vi” kan.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar