Uopmærksom

Jeg blev via Peter Kaj Pedersen, der er professor i musik på AAU, opmærksom (!!) på dette lille RSA-foredrag med den britiske forfatter og uddannelsesrådgiver Ken Robinson. Brug 12 minutter på at se det; det er det værd.

Det, der slog mig, er at jeg har aldrig hørt så meget om ADHD som inden for det seneste årti. Tilbage i år 2000 udtalte The American Association of Pediatrics at ADHD er en epidemi. På samme tid da er antallet af børn diagnosticeret med ADHD vokset støt; i perioden fra 1997 til 2006 var det med 3% om året. Jeg kender herhjemme fra forældre, der overvejer at få deres børn undersøgt for ADHD, fordi børnene er lige lovlig livlige i skolen. I USA er det blevet en udbredt praksis at udstede recept på bestemte typer medicin (bl.a. Ritalin).

Ken Robinson hævder, som man vil kunne se, at denne ADHD-epidemi er fiktiv og at problemet med lav opmærksomhed reelt skyldes et stadig mere udtalt misforhold mellem de mange distraherende stimuli fra tv, internet osv. og at uddannelsessystemet i vore dage tager udgangspunkt i bestemte idealer om industriarbejde og effektivitet.

Så vidtgående en konklusion tør jeg ikke drage selv.  Der er nemlig en del  forskelligtrettede forsøg på at give alternative forklaringer på ADHD, ADD og andre “opmærksomhedsforringelsessyndromer”. Et populært bud er at forældre og/eller deres børn ikke “tager sig sammen” eller “melder sig ind i de svages klub”.  Ole Thyssen, der er professor på CBS, er en af dem, der  slår til lyd for denne forklaring. Det er et standpunkt, der danner en uskøn, men forventelig parallel til diskussioner af andre fænomener i samfundet som f.eks. ledighed – her er Ole Thyssen også på banen. Denne forklaring (der tilmed ikke er faktuelt underbygget og ikke vil kunne blive det, da den har uverificerbare hypoteser om menneskers “virkelige motiver”) bryder jeg mig lige så lidt om som den rent medicinske og lige så individualiserende forklaringsmodel, hvor løsningen er – ikke at tage sig sammen, men at tage medicin.

I en artikel fra Information fra januar i år beskriver Tine Byrckel hvordan den franske læge Maurice Corcos kritiserer det fra USA stammende diagnosesystem DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) for psykiske lidelser for netop at blive brugt til at udstede et meget stort antal recepter på medicin. Corcos argumenterer dels for, at medicinalindustrien er interesseret i denne diagnose, dels for at det er svært at give en enkel forklaring på, hvad psykiske problemer i fysisk forstand egentlig peger på – der er tale om komplekse sammenhænge.

Og måske er det her, Ken Robinsons pointe er væsentlig – at opmærksomhedsproblemerne er reelle, men ikke entydigt kan forstås som en medicinsk diagnose, men også må forstås i en familiemæssig og social kontekst. Uddannelsessystemet, medierne og de ændrede familiemønstre må også spille ind som faktorer, der  er med til at skabe mennesker med “opmærksomhedsproblemer”. Præcis som man f.eks. kan få en depression på grund af dårlige menneskelige relationer, kan man vel få andre psykiske problemer af sociale årsager.

(Visited 24 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar