TI-57 og åndløsheden

På den ene side er der tingenes tyranni med punkteringer, knækkede håndtag og flænger i den nye jakke. På den anden side er der de ejendele, der gjorde livet anderledes og lettere at leve. I den sidste kategori var min trofaste lommeregner fra gymnasietiden, en Texas Instruments TI-57.

Dengang, mellem 1979 og 1982, var den programmerbare lommeregner endnu i sin vorden; 50 imponerende programskridt havde min TI-57. Programmeringssproget lignede assemblykode. Displayet var bittesmå glødende røde lysdioder, og det var vel faktisk det, der slugte mest strøm. Med regnemaskinen fulgte manualen Making Tracks Into Programming. Efterhånden fik jeg lært først at modificere de medfølgende programeksempler og siden at lave mine egne, så jeg kunne bruge numeriske metoder til integration og lineær regression. Lommeregneren blev et usædvanligt nyttigt værktøj for mig, når jeg skulle kontrollere facit i mine hjemmeregningsopgaver og til sidst også til skriftlig eksamen på matematisk-fysisk linje, som det hed dengang. (Andre sværgede til HP-lommeregnere med deres postfix-notation for aritmetiske udtryk; det forstod jeg først mange år senere. Dette var i al fald lommeregnernes guldalder for TI og for HP.)

I dag kan jeg høre fra matematiklærere i gymnasieskolen, at matematik er blevet et “lommeregnerfag”, men på den kedelige facon. En del elever lærer sig tastekombinationer, som de ikke forstår betydningen af, og hvor lommeregneren kunne være et kraftfuldt værktøj til understøttelse af forståelsen af begreberne, er den ofte blevet en erstatning for en sådan forståelse. Jeg hører om elever, der ikke forstår matematikken bag rentesregning, men sagtens kan finde facit – der så desværre kan være forkert, fordi de taster forkert. Jeg håber, jeg tager fejl.

I faget dansk har stavekontroller i tekstbehandlingssoftware allerede længe været del af repertoiret, og snart vil det også blive muligt at kunne anvende internet-adgang under skriftlig eksamen i dansk stil. Jeg møder de tidligere elever som nye studerende, og her fornemmer jeg, at disse muligheder i en del tilfælde har skabt problemer i form af tendens til dårlig strukturering af tekster, manglende indsigt i egne stavefejl og desværre også for nogles vedkommende et incitament til plagiering. Det er på den anden side ikke en nødvendig konsekvens af de software-baserede skriveredskabers fremkomst. Selv er jeg glad for computerens muligheder, når jeg skriver en tekst som f.eks. denne, der ikke er tænkt til papiret. Jeg håber, at jeg uden at virke arrogant kan indrømme, at jeg aldrig bruger stavekontrol.

Er teknologien en erstatning for viden, færdigheder og kompetencer (som det hedder i Sanders taksonomi, som vi nu bruger) eller er den et redskab, der kan udbygge og sikre læringsmålene?

Mit budskab er selvfølgelig ikke, at teknologiske hjælpemidler skal skrottes eller er konsekvent dårlige, men at de af os, der underviser, skal tænke nøje over hvornår og hvordan vi bruger dem. Jeg tror at problemerne med “åndløs” brug af lommeregner, plagiering osv. skyldes, at de, der indfører teknologiske hjælpemidler som lommeregnere, stavekontrol og netadgang, har kendt faget godt inden de pågældende hjælpemidler blev en udbredt realitet. For denne generation, som jeg er en repræsentant for, er teknologien fascinerende og er blevet et redskab til at styrke vores beherskelse af faget. Derfor vil denne generation indføre de teknologiske hjælpemidler for at lette kommende generationers læring. For den generation, der altid har kendt teknologien og først derefter stifter bekendtskab med faget, dvs. i den omvendte rækkefølge, kommer teknologiens velkendte hjælpemidler let i første række og faget i anden. Man forlader sig trods alt først på det, man kender. Og så sætter den “åndløse” brug af teknologien ind.

(Og nej, jeg ved desværre ikke, hvad der blev af min gamle ven, den trofaste TI-57.)

(Visited 99 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “TI-57 og åndløsheden”

Skriv et svar