Om etno-typografi og LaTeX

20120315-193648.jpg

I det kursus, jeg holder på 4. semester, skal en studerende hver gang tage noter til mine forelæsning. Den studerende skriver så tavlenoterne ind i LaTeX og sender tex-filen til mig, Herefter går jeg teksten igennem og retter det, der bør rettes til. Resultatet lægger jeg endelig ud på kursets webside. Derudover får jeg af og til besvarelser af tekstspørgsmål at se; også de er skrevet i LaTeX. Jeg har i den forbindelse for første gang i større omfang fået lejlighed til at se, hvordan de, der er ved at lære LaTeX skriver. Fra de manuskripter, jeg har udarbejdet sammen med kolleger, kan jeg se, at vi alle har hver vores stil, når vi skriver LaTeX-kode.

Det gælder også de studerende. Jeg har bemærket at mange af dem har tre bestemte uvaner.

Den første uvane er at bruge en underlig kombination af dollartegn, tvungne linjeskift og center-environment til at fremhæve formler. Mange studerende er vokset op med Words krav om visuel formattering og tror derfor, at man selv er nødt til at kringle sig frem til et pænt layout af matematik.

Et tænkt eksempel:

Vi har derfor, at \\
\begin{center}
$x + y = z$
\end{center} \\

Men LaTeX og TeX er designet og implementeret af mennesker, der har stor indsigt i at skrive matematik (Leslie Lamport og Donald Knuth er begge matematikere af baggrund) og begge systemer understøtter fremhævet matematik meget direkte med display-math-environment. Her er den pæne version af eksemplet ovenfor:

Vi har derfor, at
%
\[ x + y = z \]

Hvis man skal have en samling grupperede formler på hver sin linje, kan man bruge align-environmentet fra amsmath-pakken.

Den anden uvane er den generelle brug af tvungne linjeskift i tide og (især) utide. Det er slet ikke nødvendigt at bruge tvungne linjeskift til at regulere afstanden mellem tekstafsnit. En tekst bliver faktisk meget pænere layout’et hvis man lader være (jeg bruger aldrig \\’er selv). Mange studerende er vokset op med en æstetik (der må være inspireret af vaner fra Word) om store linjeskift mellem afsnit og tror, at man skal layoute sin tekst sådan. Men hvis man kaster et blik på faktisk eksisterende bøger, vil man opdage, at den sædvanlige typografiske konvention ikke tilsiger dette. Tværtimod. Vil man absolut ændre på afstanden mellem tekstafsnit, skal man i præamblen bare ændre på værdien af parameteren \parskip.

Den tredje uvane er at bruge herreløse figure-environments, når man inkluderer et billede. Men figure-environmentet har man kun glæde af, hvis figuren har et nummer og en figurtekst. Også dette er et levn fra de glade (?) Word-dage, hvor figurer ikke havde tekst og dukkede op midt i det hele. Men endnu et blik på bøgernes verden afslører, at man heller ikke bruger et sådant layout i en professionelt typesat bog.

Der fandtes nemlig god typografi før TeX/LaTeX – prøv at se f.eks. Naive Set Theory eller Measure Theory af Halmos (eksemplet ovenfor er fra dén bog) eller Real and Complex Analysis af Rudin eller An Introduction to Modal Logic af Hughes og Creswell – eller de gamle Bourbaki-bøger – for at se god matematikbogs-typografi fra før TeX/LaTeX holdt sit indtog. Det er denne verden, Knuth og Lamport kommer fra. Den typografiske æstetik er nøje overvejet; Knuth overlader intet til tilfældighederne i sit arbejde, og det har han heller ikke gjort i arbejdet med TeX.

Det store problem er for mig at se, at de muligheder for visuel formattering, som Microsoft Word giver, bliver brugt til at skabe en uovervejet typografisk æstetik. Noget af den stammer formodentlig fra skrivemaskinens tid. Forventningen om stor linjeafstand og stor afstand mellem tekstafsnit kan stamme fra en tid, hvor det var sædvane at skrive kommentarer til en tekst mellem linjerne. Under alle omstændigheder er der tale om en forståelse af typografi, der ikke er baseret i en sammenhængende, endsige velbegrundet forståelse af typografi, og jeg vil derfor kalde den for en etno-typografi i stil med den forståelse af regningsarter, tal mv. som findes uden for systematiske matematiske teorier og som man kalder etnomatematik.

I modsætning til etnomatematikken (og etnodatalogien) er etnotypografien for mig at se først og fremmest et negativt fænomen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ud over at lære de studerende at bruge LaTeX også lærer dem at skrive ordentlig LaTeX-kode, der dels er velstruktureret, dels udnytter LaTeX rigtigt.

Hvorfor er det nu vigtigt? vil nogen nu spørge. Det er til dels et spørgsmål om at man bør bruge sit værktøj rigtigt – alt andet svarer til at købe en cykel med 12 gear og altid køre i 6. gear. Men det er også mere pragmatiske grunde. Fordi vi i samarbejdssammenhænge har brug for at kunne læse hinandens kode og fordi vi kan have brug for at gå tilbage til LaTeX-kode, vi skrev for længe siden, er det vigtigt, at vi kan skrive så både vi selv og andre kan læse det, vi skriver og så det, vi skriver, ikke bliver en ø af grimt layout i en større tekst.

(Visited 48 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar