Åh Gud

Der er sikkert nogen, der bliver kede af det nu, men jeg er ekstremt skeptisk over for organiseret religion eller rettere over for dens konsekvenser. Der er ikke tale om at føre et Dawkins-agtigt “korstog” (hæ!) fra min side. Mennesker må tro på det, de vil. Jeg kender fornuftige og venlige mennesker, der er præster o.lign., og jeg kender dybt troende mennesker, som jeg er enig med i de allerfleste sammenhænge, og som jeg holder af. Det er konsekvenserne af organiseret religion, der kan bekymre mig. Det, jeg overhovedet ikke bryder mig om, er, når nogen bruger et “jeg ved hvad Gud vil”-argument som deres vigtigste (og ofte eneste) argument.

På det seneste har der været diskussion af mulighederne for at homoseksuelle par skulle kunne vies i den danske folkekirke. I Information fra denne weekend er der et læserbrev om denne sag fra en sognepræst ved navn Frederik Smidt. Nøglecitatet fra ham er dette:

Vil vi indføre noget, som er imod Guds principper og velsigne noget, som Gud siger nej til, bliver vi som ministre, præster og biskopper ligesom Aron med guldkalven. Vi er ikke vores opgave voksen. For hvad er en gud værd, som vi skaber i vores eget billede?

Den sidste formulering er forresten særligt interessant, for den ville en ateist også kunne fremføre. Men her er det underforstået, at læserbrevsskribenten ved, at den kristne gud ikke er skabt i “vores eget billede” og tilmed ved, hvad der er “Guds principper” og hvad “Gud siger nej til”. Jeg bliver altid underligt til mode, når en repræsentant for et trossamfund mener at have en indsigt i “hvad Gud vil”, som rækker ud over en rent personlig holdning. Lad mig bruge et “mulig-verdens”-argument for at argumentere for det.

  • Hvis den kristne gud findes, er det underligt, at en tilfældig præst i Danmark ved præcis, hvad den kristne gud har af holdning til et aktuelt emne i den politiske debat. Og selv, hvis den kristne gud (som vi i denne gren af argumentet antager findes) og den tilfældige præst skulle vise sig at være enige i deres stillingtagen til det aktuelle politiske emne, er det ikke en indsigt, der kan kommunikeres til en ikke-troende.
  • Hvis den kristne gud ikke findes, har den tilfældige præst intet gyldigt argument for sin påstand, for den autoritet, han påberåber sig, eksisterer simpelthen ikke.

Argumenter skal være objektive og interpersonelle for at kunne overbevise en modpart, dvs. de skal kunne fremføres og rekonstrueres af enhver og må ikke basere sig på en autoritet alene. Dette er aldrig tilfældet med religiøst baserede argumenter, for de er afhængige af tro. Det lyder banalt, men er det tilsyneladende ikke. Argumentation ud fra autoriteter (som så ikke engang er universelt anerkendte autoriteter) er ikke et gyldigt retorisk princip.

Der er blevet kastet uanede kræfter efter organiseret religion i årenes løb. Kan man da slet ikke lære noget positivt af det, selv om man er ekstremt skeptisk over for foretagendet? Bestemt. Vi kan ikke lære noget om argumentation af religionsudøvere, men vi kan formodentlig lære noget om form, om indstilling og om mål. Her er et interessant foredrag af den britiske filosof Alain de Botton, der er erklæret ateist. (Jeg har tidligere nævnt ham her på bloggen.) En af hans interessante pointer er denne: Hvorfor er der f.eks. så mange fængende prædikanter og så mange kedelige forelæsere? Fordi religionen lægger vægt på værdien af hvordan der tales – okay, så ikke på argumenternes kvalitet, men så på formen da. Det kunne alle os, der er stærke i tvivlen, også lære noget af. Se foredraget; det er det værd!

(Visited 33 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar