Den duale nulforsker

Uddannelsesminister Morten Østergaard havde et længere indlæg i Politiken i fredags. Han skriver blandt andet:

Til gengæld mener jeg – som et eksempel – principielt heller ikke, at forskere skal kunne frikøbes fra undervisning. Vi har brug for, at også de dygtigste forskere inspirerer de unge. Vi har haft og skal også fremover have fokus på fremragende forskning, men vi har også behov for at få fokus på fremragende undervisningsmiljøer, og det harmonerer dårligt med frikøb.

Jeg er sådan set enig med ham i denne pointe, men problemet er ikke frikøbet som sådan. Det skal kunne være muligt at styre sin arbejdsbelastning som akademiker over tid for at sikre at både forsknings- og undervisningsforpligtelse bliver overholdt. Det er det systematiske frikøb, som nogle forskere anvender, der er problemet. De fleste af os kender til forskere, der i en længere årrække ikke har undervist, eller i bedste fald udelukkende har haft mere eller mindre håndplukkede specialestuderende. Til gengæld har de et hof af PhD-studerende og postdocs, der leverer den faktiske undervisning. Eller også havner disse undervisningsopgaver hos udskiftelige medarbejdere i rene, kortvarige undervisningsstillinger.

De pågældende forskere oplever aldrig udfordringerne (som ofte føles som problemer) ved undervisning på de tidlige semestre, men til gengæld er de samme forskere også meget indflydelsesrige via de omfattende eksterne bevillinger, der sikrer deres langvarige frikøb.

På en måde er der tale om det duale problem til den afkobling mellem undervisning og forskning, der ofte er blevet brugt som skræmmebillede: nulforskeren – den akademisk ansatte person der ikke producerer nye forskningsresultater, men i bedste fald er “særligt undervisningsaktiv”. Hvis man skulle finde et godt ord for den “permanent frikøbte”, ville det være nul-underviseren.

Skulle man finde et godt ord, der beskrev hele problemstillingen, ville det  til gengæld være  velkendt; dette er nemlig problemstillingen om forskningsbaseret undervisning. I sit indlæg nævner Morten Østergaard til gengæld ikke dette begreb. Hvis man skal løse problemet med nul-undervisere ved at sikre, at forskere også underviser, skal man nemlig også sikre, at alle får tid til at forske. Nulforskeren er ikke et problem længere, men nul-underviseren er blevet det.

Det er tid til en tilståelse eller to her til sidst. Jeg har  været nulforsker engang. Der var det år, hvor jeg underviste og administrerede alt for meget, og det var så samtidig det år, hvor min mor blev alvorligt syg. Det år fik jeg slet ikke publiceret noget.  Andre år har jeg både fået publiceret noget og undervist alt, alt for meget. Til gengæld har jeg aldrig i min tid som universitetslektor været nul-underviser. Jeg er en af dem, der aldrig haft mulighed for at blive frikøbt og kunne koncentrere sig om at forske. Det ville jeg gerne prøve, bare én gang.

(Visited 65 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar