Man kan tilstå alt

Til efteråret er jeg blevet indbudt til at holde et foredrag om Amnesty International på VUC i Aalborg. Det har jeg prøvet tidligere, og ét oplever jeg altid: En af tilhørerne, somme tider flere, siger at “normalt er vi modstandere af tortur, men der er da tilfælde, hvor det er nødvendigt at bruge tortur”. Vi hører nu (igen) folkevalgte politikere give udtryk for samme holdning, nogle på en meget bastant måde (f.eks. Tom Behnke) og andre på en mere “ansvarlig” måde (f.eks. statsministeren).

Rens van Munster fra Dansk Institut for Internationale Studier har en vigtig kronik om denne triste udvikling i Information i dag. Han skriver:

Men hvorfor diskuterer liberale demokratier – fra Danmark til USA – overhovedet, om tortur er legitimt? Årsagen skal findes i fremvæksten af en ny sikkerhedskultur i den vestlige verden – en kultur, der ikke kun muliggør tortur som et sikkerhedspolitisk instrument, men også legitimerer andre praksisser, der strider mod retssamfundets grundlag.

Det argument, der måske i virkeligheden er det, der bør kunne overbevise dem, der nærer den slags holdninger og taler om vigtigheden af sikkerhed, er at tortur simpelthen ikke kan fremskaffe pålidelige oplysninger og derfor ikke kan skabe sikkerhed.  Når et menneske bliver truet på liv og førlighed eller udsat for invaliderende vold, vil det gøre hvad som helst for at få det til at holde op. Fra inkvisitionen i Middelalderen og hekseprocesserne, der fortsatte helt ind i 1700-tallet, ved vi kun alt for godt, at et stort antal uskyldige mennesker i årenes løb tilstod den ene umulige, overnaturlige handling efter den anden.

Men også i den såkaldt “moderne verden” har der været eksempler. Jeg er blevet opmærksom på en sag fra befrielseskrigen i Algeriet i 1950’erne, omtalt af den franske forfatter Germaine Tillon, der reddede mange fra at blive henrettet på den tid. Brevet kan ses i Le Nouvel Observateurs arkiver.

For jeg var i Alger den 25. juli 1957, da man guillotinerede – guillotinerede – Amédée Frogers såkaldte morder, Badèche ben Hamdi, uden andet bevis end tilståelser som han efterfølgende vedblev at dementere. Under denne havnearbejders offentlige proces, erklærede han: “Man kan vride metal, man kan smelte metal, men hvad kan man gøre med mennesket med smerte”. Og der var så vidt jeg ved mindst 4 andre Algierere der under tortur tilstod samme mord…

(her oversat af Anne Andersen på hendes blog)

Den amerikanske historiker Shawn MacHale har påpeget, at det netop var brugen af tortur, der ødelagde Frankrigs legitimitet under befrielseskrigen i Algeriet – og han drager paralleller til USAs tilstedeværelse i Irak.

Befrielseskrigen i Algeriet er også indirekte leveringsdygtig i myten om “den tikkende bombe”, som også Tom Behnke nu har fremført en variation af. Information har en interessant artikel om denne idé om at tortur er tilladt, hvis en fange har væsentlige informationer. Det interessante er her, at myten om “den tikkende bombe” faktisk kommer fra en roman fra 1961. Senere er myten dukket op igen og igen i fiktionens verden. Og kun dér. Terrorhandlinger er blevet afværget i årenes løb, ikke gennem tortur, men ved langvarig efterforskning.