Sammenhængende forskningstid

20120323-182326.jpg

I denne uge fik jeg endnu en e-mail om endnu en undersøgelse af universitetsansatte forskere/underviseres arbejdsforhold, denne gang på initiativ af DM og en række andre organisationer inden for Akademikernes Centralorganisation (og ingeniørforeningen IDA, der ikke er med i AC). Et af de mange spørgsmål i undersøgelsen lød på hvor stor en andel af min forskningstid, der ikke bliver afbrudt af undervisning, administration, henvendelser, ansøgninger osv.

Jeg tænkte mig grundigt om og svarede “10 procent”. Desværre,

Jeg holder af at undervise. Jeg sidder i studienævnet for datalogi, fordi jeg interesserer mig for vores uddannelser. Jeg sidder i Akademisk råd, fordi det er vigtigt at have indsigt i hvad der sker på fakultetsniveau. Og jeg sidder som DMs repræsentant i instituttets samarbejdsudvalg, fordi vores arbejdsforhold ligger mig på sinde.

Men alle disse aktiviteter kan ind imellem udgøre frustrerende afbrydelser. Så er der nogen, der banker på døren til mit kontor. Så er der et møde. Jeg vil gerne have sammenhængende forskningstid, for forskning kræver fordybelse for at kunne lykkes, og fordybelse kræver resurser; en af dem er tid. God tid endda.

Lad os prøve at minde os selv om at forskning og undervisning begge er vigtige forpligtelser for en universitetslærer og på den måde ligeværdige. Kunne man afbryde sin undervisning (f.eks. en forelæsning eller et møde med studerende) pga. en henvendelse om forskning? Kunne man forestille sig, at man var nødt til at søge om undervisningsmidler (f.eks. adgang til et forelæsningslokale) for at kunne gennemføre sin undervisning? Næppe.

På humaniora ved Københavns Universitet er der en arbejdsgruppe, der vil prøve at sikre sammenhængende forskningstid. Jeg ved ikke, om den har skabt resultater, men jeg kunne godt tænke mig, at sammenhængende forskningstid kunne blive et tema i universitetsverdenen – for os som ansatte og for ledelsen.