Et ikke-rekursivt folkeslag?

Den amerikanske lingvist Daniel Everett (ovenfor til højre) er aktuel med en bog, Language, The Cultural Tool, hvori han argumenterer for at Noam Chomskys teori om en universel grammatik er ukorrekt. I The Guardian kan man læse et interview med ham.

Everett har i mange år jævnligt besøgt Pirahã-folket, der bor langt inde i Amazon-regnskoven (og kalder sig selv noget helt andet, nemlig Hi’aiti’ihi; oversat “det lige folk”). Ifølge Everett skulle netop dette folks sprog – der ikke lader til at være beslægtet med noget andet eksisterende sprog og kun tales af mellem 250 og 380 mennesker, der alle bor på samme lille landområde – være et eksempel på et sprog, der er så afgørende anderledes, at det ikke kan passe med Chomskys hypotese om eksistensen af en universel grammatik.

Der er ingen talord – Everetts erfaringer med undervisning er, at folk har meget svært ved at lære at tælle – og farvebegrebet er ikke veldefineret. Således bruges der samme ord for blå og grøn.

Et af problemerne med hypotesen om eksistensen af en universel grammatik er at den, så vidt jeg kan se, er så svær at falsificere, når det gælder naturlige sprog. Det er såmænd svært nok at bevise ikke-udtrykskraft i matematisk logik og datalogi. Pumping Lemma’erne og diagonalisering er alle eksempler på bevisstrategier, der benytter sig af et karakterisationsresultat.

Chomsky hævder, at en universel grammatik vil være karakteriseret ved muligheden for rekursion. Rekursion er i lingvistisk sammenhæng muligheden for at lave bl.a. indlejrede bisætninger af vilkårlig dybde og gentagelser af vilkårlig længde. Her er et eksempel.

Hans Hüttel, der er universitetslærer på Aalborg Universitet, der ligger i Nordjylland, der ligger i Danmark, der ligger i Europa, som er nord for Afrika, hvor girafferne hører hjemme, har læst en artikel om Daniel Everett, der har besøgt et folkeslag, der bor i Sydamerika, der ligger vest for Afrika.

Fænomenet rekursion kan fanges med noget så simpelt som kontekstfrie grammatikker. Datalogistuderende, der har fulgt et kursus om formel sprogteori (som f.eks. mit kursus “Syntaks og semantik” på 4. semester) vil vide, at vi kan beskrive et sådant fænomen med en lille kontekstfri grammatik som

S \rightarrow aSb \mid cSd \mid e

Everett mener at have påvist, at der ikke findes mulighed for rekursion i Pirahã-sproget; han har nemlig ikke observeret rekursive ytringer. Men hvordan kan vi endegyldigt bevise, at rekursion ikke er mulig i Pirahã-sproget? En konsekvens af at et sprog er ikke-rekursivt vil være, at der kun findes endeligt mange ytringer. Det vil i et ikke-rekursivt sprog ikke være muligt at sige

Jeg er meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget, meget træt.

og så blive ved med at tilføje et ekstra “meget.” Selv hvis Everett bruger hele resten af sit liv på at nedskrive alle de ytringer på Pirahã, han får at høre, kan han ikke endegyldigt konkludere, at der kun er endeligt mange. Og tænk nu, hvis det viser sig, at der alligevel var en form for grammatisk rekursion. Nogle medlemmer af Pirahã-folket har formodentlig lært at tale i hvert brudstykker af andre sprog, hvor rekursion forekommer (Pirahã-sproget har nemlig låneord fra portugisisk) og da kan man risikere, at de har indført rekursion ad bagvejen pr. inspiration (ligesom programmeringssproget Fortran oprindelig ikke havde rekursion, men fik det siden).

Men en spændende diskussion er det (og en artikel på Edge.org har en lang meningsudveksling mellem bl.a. Everett og Steve Pinker), for den udtaler sig om sammenhængen mellem det talte sprog og de tænkte tanker. Hvis det nemlig er meget svært at lære at tælle på et bestemt sprog, må der være et helt sæt begreber, der er udenfor den talendes rækkevidde, herunder alt, hvad der hedder matematik.

Noget siger mig, at jeg nok ikke skal regne med at få datalogistuderende fra denne del af Sydamerika i de nærmeste par år. Men til gengæld er de nok ligeglade; Daniel Everett udtaler:

In my first book, Don’t Sleep, There Are Snakes, I describe them as a very happy people. That doesn’t mean everyone is happy all the time: they have struggles, they have insecurities, they lose their temper, they face danger. But it was actually a co-researcher who went with me from MIT and looked at the people and said: “These must be the happiest people anywhere” and I said: “How would you measure that?” and he said: “We might measure the amount of time they spend laughing and smiling and compare that to any other society, because I don’t see anyone around here who is not laughing or smiling most of the time.” There is a strong contentment there that I haven’t seen matched by any other society.

Så kan man nok godt klare sig uden rekursion.