En målrettet udvikling?

 

For tiden hører man stadigt oftere tale om at man skal begrænse adgangen til sociale ydelser. Mærsk McKinney-Møller har bestemt ikke brug for sin folkepension. Nogle politiske partier er af den holdning, at alle sociale ydelser bør være selektive. I deres valgpjece fra sidste år skrev de Konservative således:

Målet er at sikre, at det er dem, der har behov for hjælp, der får hjælpen.

Det virker umiddelbart tilforladeligt, og det er bestemt muligt, at der hos de Konservative her er en erkendelse af de privilegier, nogle mennesker (f.eks. Mærsk McKinney-Møller) har i kraft af deres økonomiske status.

Men jeg er faktisk modstander af ideen om selektive ydelser.  Lad mig her primært betragte det etiske, ikke det økonomiske aspekt. Problemet er for mig at se det samfundssyn og den socialpolitiske holdning, der ligger bag.

Der findes lande, hvor ideen om selektive ydelser bliver anvendt helt konsekvent; i USA bliver arbejdsløshedsdagpenge kun udbetalt i en kort periode, og derefter kan man, hvis man er “tilstrækkeligt trængende,” få yderligere økonomisk hjælp. Efterhånden har denne politik også vundet indpas i bl.a. Storbritannien.

Et af problemerne med at have selektivitet som kriterium for sociale ydelser er imidlertid  at det bliver repræsentanter for den gruppe i samfundet, der oftest ikke selv modtager sociale ydelser, der på subjektiv vis ender med at definere kriteriererne for hvornår man er “værdigt trængende”. Og dette begreb om hvem der er “værdigt trængende” kan meget let føre til en udgrænsning.

Den hollandske sociolog Wim van Oorschot har foretaget en meget citeret undersøgelse af holdninger til hvem der skal modtage sociale ydelser. Han baserer sig her dels på egne undersøgelser af holdninger i befolkningen, dels på resultater fra andres undersøgelser af opfattelser i befolkningen.

I sin artikel fra 2000 skriver han om hvilke faktorer, der ser ud til at bestemme, i hvilket omfang mennesker opfattes som “værdigt trængende”:

  1. control: poor people’s control over their neediness, or their responsibility for it: the less control, the more deserving;
  2. need: the greater the level of need, the more deserving;
  3. identity: the identity of the poor, ie their proximity to the rich or their ‘pleasantness’; the closer to ‘us’, the more deserving;
  4. attitude: poor people’s attitude towards support, or their docility or gratefulness: the more compliant, the more deserving;
  5. reciprocity: the degree of reciprocation by the poor, or having earned support: the more reciprocation, the more deserving.

Jo højere man scorer inden for disse 5 kriterier, jo mere anser folk et menneske for værdigt trængende. Alle er måske lige, men nogle er mere lige end andre. Det seneste årtis tiltag med “starthjælp” (der nu heldigvis bliver afskaffet) er netop eksempel på en sådan holdning; flygtninge og andre udenlandske statsborgere var ikke “værdigt trængende” i samme grad som andre borgere i Danmark. Udlændingene taber på faktorerne identitet (de opfattes som anderledes) og reciprocitet (de kom hertil sent i livet og har ikke bidraget på samme måde som “os”). Måske er de endda utilfredse, og så taber de også på attitude-faktoren. Hele debatten om indførelsen af “starthjælp” er næsten en opvisning i argumentation ud fra van Oorschoots 5 faktorer.

Hvis socialpolitikken anlægger den selektivistiske vinkel, kommer socialpolitik meget let ikke til at handle om problemer i samfundet, men om problemer hos “de svage”. Spørgsmålet bliver Hvordan skal “vi” løse “deres” problem?  hvor man i stedet kan spørge: Hvordan skal vi løse vores fælles udfordringer mht. folkesundhed, uddannelse, pension osv.?

Det man glemmer, er, at alle kan få behov for sociale ydelser på et tidspunkt i deres liv, også nogle mennesker, “vi” måske ikke bryder os om. Den solidariske vinkel på socialpolitik bliver transformeret til et syn på socialpolitik, der bliver til en form for fattighjælp. Man kunne så måske forestille sig en eksplicit defineret fattigdomsgrænse som selektivistisk kriterium, men de politiske partier, der især er tilhængere af en selektivistisk socialpolitik er faktisk også dem, der er imod at indføre en veldefineret fattigdomsgrænse.

Interessant nok dukker den selektivistiske vinkel ofte op med en økonomisk begrundelse: af finanspolitiske grunde er vi nødt til at begrænse adgangen til ydelser. Men en undersøgelse fra denne måned viser et interessant billede: i et land som Danmark (hvor der stadig er en temmelig høj grad af universalisme i socialpolitikken) er de offentlige finanser helt i top, mens lande med en udpræget selektivistisk socialpolitik som USA og Storbritannien faktisk befinder sig i den absolut dårlige ende. Den selektive socialpolitik kan altså næppe have hjulpet disse lande, og den langt mindre selektive socialpolitik ser ikke ud til at have skadet de offentlige finanser i Danmark.

Men hvorfor skal staten dog betale en folkepension til  Mærsk og andre rigmænd? vil nogen her spørge. Hertil er mit argument, at vi, hvis vi har indrettet vores skattesystem, således at der er en progressivitet i beskatningen, netop kan lade dét være en god måde at udligne denne udgift på.

(Visited 68 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “En målrettet udvikling?”

Skriv et svar