Subkulturer uden spørgsmålstegn

I USA er tv-kanalen Fox News i stort omfang blevet den foretrukne nyhedskilde for de amerikanere, der identificerer sig med det republikanske parti og den yderste højrefløj. Fox News hævder at være “fair and balanced”, men langt fra alle deler denne vurdering. Også amerikanere med andre synspunkter forskanser sig ved at vælge medier, der har samme fokus og holdning som dem selv. I Danmark er vi ikke nået dertil, men det kan sagtens gå på samme måde. På nettet anbefaler recommender-systemet altid mere af det samme, og nyheds-app’er skræddersyr på tilsvarende vis udseendet af et nyhedsmedium efter hvad vi foretrækker: hvis jeg mest læser om miljøpolitik og håndbold, får jeg flest artikler at se om miljøpolitik og håndbold. Annegrethe Rasmussen, der er korrespondent for Information, har et indlæg i Politiken om dette.

Nye undersøgelser fra universiteterne Stanford og UCLA peger på intet mindre end en revolution, hvad angår amerikanernes medievaner.

Borgerne burer sig selv inde i ’meningssiloer’, hvor de udelukkende udveksler holdninger med ligesindede, uanset om de er til højre eller venstre, om de er optagede af miljø, dyrevelfærd eller religion.

Resultatet er ikke bare, at de forskellige grupperinger har hver deres holdninger og verdenssyn, men også adgang til forskellige fakta.

Faktisk er offentligheden så polariseret, at også underholdning, hverdagsforbrug, rejser og sport falder ned i kasserne – ’selektiv eksponering’ kalder forskerne det.

Hvad skal vi synes om en sådan udvikling? Jeg er selv meget utryg ved den.

Engang havde dagbladet Information en chefredaktør ved navn David Trads, der skrev uforbeholdent USA-positive ledere. Det blev nogle læsere meget fortørnede over. når nu det – som de sagde – var så tydeligt, også fra Informations egen dækning af amerikanske forhold, at USA gjorde så meget skidt. Også i Information har Søren Krarup skrevet ofte, og også det har forarget en hel del læsere.

Min begejstring for Søren Krarup kan ligge på et meget lille sted, og det er bestemt ikke hverken udenrigs- eller socialpolitik, jeg vil rose for USAs vedkommende. Men det er vigtigt, at vi ser mange forskellige holdninger i de medier, vi besøger.

Det er trygt kun at blive mødt af holdninger, der lignes ens egen. Hvis man ikke kan lide konflikter, slipper man for meningsudvekslinger. Hvis man er vred på en bestemt gruppe i samfundet, kan man finde medier, der retter vreden samme sted hen og dermed forstærker den. Men man opnår aldrig at komme i tvivl. Den menneskelige erkendelses historie viser, at det kun er når vi begynder at tvivle, at vi lærer noget nyt.

Martin Hall (sanger/musiker/talentshowsdommer mm.) har egentlig sagt det meget rammende:

Det er langt sværere at leve med spørgsmålstegnet end med udråbstegnet.

Christopher Strachey

I dag forelæste jeg om det begreb i semantik af programmeringssprog, der hedder environment-store-modellen. Matematisk set er det ingen verdens ting; det er en simpel model af en computers hukommelse, hvor env_V er en partiel afbildning fra mængden af variabelnavne til mængden af lokationer (dvs. adresser i hukommelsen), og sto er en partiel afbildning fra mængden af lokationer til mængden af denotable værdier (der som regel er de hele tal \mathbb{Z}). \mathrm{next} er et ekstra element, der peger på næste ledige lokation. Kort og godt:

env_V: \textbf{Var} \cup \{ \mathrm{next} \} \rightharpoonup \textbf{Loc}

sto: \textbf{Loc} \rightharpoonup \mathbb{Z}

Det er en helt oplagt og enkel idé, som de bedste ideer jo er, når en begavet person engang har opdaget dem. Den begavede person var Christopher Strachey, der dengang i 1960’erne var professor i Oxford og sammen med Dana S. Scott (der også var i Oxford dengang) var ophavsmændene (trods sit fornavn er Scott en mand) til det, der hedder denotationel semantik. Strachey og Scott var begge matematikere af baggrund, som så mange andre af datalogiens pionerer.

Da jeg skrev min bog Pilen ved træets rod (der på engelsk blev til Transitions and Trees) ledte jeg efter et billede af Christopher Strachey, men det var faktisk ikke så let at finde. Til sidst fandt jeg ovenstående, og det kom med i bogen.

Christopher Strachey arbejdede sammen med Alan Turing, der var 4 år ældre end ham og en bekendt fra dagene i Cambridge, og han fik på den måde muligheden for at prøve at skrive programmer til en af de første computere, Turings Manchester-maskine Mark I, dengang i 1952. Strachey lavede bl.a. et program, der kunne spille dam. Det var i sig selv interessant; Turing havde længe tænkt over, hvordan man kunne lave et program, der kunne spille skak.

Og så lavede Strachey også et program, der kunne generere kærestebreve. Nogle har især hæftet sig ved dette, fordi Strachey og Turing begge var bøsser. Men det er usikkert, hvor meget seksuel identitet har betydet i den sammenhæng og hvor meget, der rent faktisk bare var typisk engelsk pjank, og jeg tror ikke, at Turing og Strachey skrev kærestebreve til hinanden. Men det er godt nok nogle vagt formulerede breve, sikkert fordi Strachey ikke turde skrive det, han måske helst ville (homoseksualitet var forbudt ved lov i Storbritannien – dog kun for mænd; lesbiske fandtes officielt ikke). I al fald er Stracheys kærestebrevs-generator et tidligt eksempel (måske det første overhovedet) på computergenereret kunst. Det har Noah Wardrip-Fruin, der er adjunkt i datalogi på UC Santa Cruz i USA, skrevet et essay om.

Mange mennesker, der har studeret datalogi på Aarhus Universitet før i tiden, vil være blevet undervist af en af Stracheys sidste PhD-studerende, nemlig Peter Mosses, der gennem mange år var ansat i Aarhus, men i dag er professor i Swansea. På denne måde er der faktisk også i Danmark en lige linje tilbage til Turing og hans arbejde, og det er da lidt fascinerende.