Christopher Strachey

I dag forelæste jeg om det begreb i semantik af programmeringssprog, der hedder environment-store-modellen. Matematisk set er det ingen verdens ting; det er en simpel model af en computers hukommelse, hvor env_V er en partiel afbildning fra mængden af variabelnavne til mængden af lokationer (dvs. adresser i hukommelsen), og sto er en partiel afbildning fra mængden af lokationer til mængden af denotable værdier (der som regel er de hele tal \mathbb{Z}). \mathrm{next} er et ekstra element, der peger på næste ledige lokation. Kort og godt:

env_V: \textbf{Var} \cup \{ \mathrm{next} \} \rightharpoonup \textbf{Loc}

sto: \textbf{Loc} \rightharpoonup \mathbb{Z}

Det er en helt oplagt og enkel idé, som de bedste ideer jo er, når en begavet person engang har opdaget dem. Den begavede person var Christopher Strachey, der dengang i 1960’erne var professor i Oxford og sammen med Dana S. Scott (der også var i Oxford dengang) var ophavsmændene (trods sit fornavn er Scott en mand) til det, der hedder denotationel semantik. Strachey og Scott var begge matematikere af baggrund, som så mange andre af datalogiens pionerer.

Da jeg skrev min bog Pilen ved træets rod (der på engelsk blev til Transitions and Trees) ledte jeg efter et billede af Christopher Strachey, men det var faktisk ikke så let at finde. Til sidst fandt jeg ovenstående, og det kom med i bogen.

Christopher Strachey arbejdede sammen med Alan Turing, der var 4 år ældre end ham og en bekendt fra dagene i Cambridge, og han fik på den måde muligheden for at prøve at skrive programmer til en af de første computere, Turings Manchester-maskine Mark I, dengang i 1952. Strachey lavede bl.a. et program, der kunne spille dam. Det var i sig selv interessant; Turing havde længe tænkt over, hvordan man kunne lave et program, der kunne spille skak.

Og så lavede Strachey også et program, der kunne generere kærestebreve. Nogle har især hæftet sig ved dette, fordi Strachey og Turing begge var bøsser. Men det er usikkert, hvor meget seksuel identitet har betydet i den sammenhæng og hvor meget, der rent faktisk bare var typisk engelsk pjank, og jeg tror ikke, at Turing og Strachey skrev kærestebreve til hinanden. Men det er godt nok nogle vagt formulerede breve, sikkert fordi Strachey ikke turde skrive det, han måske helst ville (homoseksualitet var forbudt ved lov i Storbritannien – dog kun for mænd; lesbiske fandtes officielt ikke). I al fald er Stracheys kærestebrevs-generator et tidligt eksempel (måske det første overhovedet) på computergenereret kunst. Det har Noah Wardrip-Fruin, der er adjunkt i datalogi på UC Santa Cruz i USA, skrevet et essay om.

Mange mennesker, der har studeret datalogi på Aarhus Universitet før i tiden, vil være blevet undervist af en af Stracheys sidste PhD-studerende, nemlig Peter Mosses, der gennem mange år var ansat i Aarhus, men i dag er professor i Swansea. På denne måde er der faktisk også i Danmark en lige linje tilbage til Turing og hans arbejde, og det er da lidt fascinerende.

(Visited 32 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar