Amerikanske tilstande

Her er et gammelt billede fra en bus i USA. Kvindernes tøj afslører, at det formodentlig blev taget omkring 1960. Hvad er der særligt ved billedet? Kig godt efter.

Her er et andet billede, også fra USA. En mand med hat er på vej op ad en trappe. Hvad er der særligt ved billedet? Kig godt efter.

Jeg kom til at tænke på disse billeder i dag efter de underlige diskussioner om diskrimination i går. Begge billeder viser virkeligheden i store dele af USA omkring det tidspunkt, hvor jeg blev født (jeg er født i 1964), og begge billeder viser, at racismen på én gang var diskret og gennemsyrede alles hverdag. Billederne viser også, hvor meget af den daværende apartheid, der var de facto (i modsætning til at være indarbejdet i lovgivning). Passagererne i bussen var grupperet efter farve, så mennesker med europæiske forfædre sad på de gode sæder forrest, mens mennesker med afrikanske forfædre sad nede bagi. Og i biografen havde mennesker med europæiske forfædre lov til at gå ind ad den store hovedindgang, mens mennesker med afrikanske forfædre skulle liste op ad bagtrappen. Busselskabet og biograferne kunne have valgt at lade være med at rette sig efter racismen, men de spillede med. Det var ikke virksomheder, men Martin Luther King og andre borgerrettighedsforkæmpere af forskellig etnisk baggrund, der skabte forandringer ved at protestere og blive ved med at protestere.

En gribende beretning om denne ikke så fjerne fortid kan man læse i den amerikanske avis The Baltimore Sun, hvor to piloter fra Anden Verdenskrig fortæller om livet på luftvåbenets base. De måtte gerne være piloter og gå i krig, men i nabobyen måtte de ikke spise på restauranterne eller handle i butikkerne.

Alt det, sproget kan

I dag var anden og sidste dag på Amnesty Internationals landsmøde. Det er altid om søndagen, vi behandler forslag til udtalelser og vedtager eventuelle ændringer i kontingentsatser mv. Denne dag blev jeg mindet om, hvad vores brug af sproget betyder.

Det forslag til landsmødeudtalelse, jeg havde fremsat, var blevet behandlet i en arbejdsgruppe i går, og vi havde fundet nogle få formuleringer, der skulle ændres.

Kernen i udtalelsen er denne:

Amnesty Internationals landsmøde opfordrer på det kraftigste den nuværende regering til at gøre op med alle aspekter af den praksis mht. accept af tortur, der har udviklet sig i dansk politik. Vi opfordrer regeringen til at tage konkrete initiativer, der vil sikre

  • En principiel og permanent opgivelse af al fremtidig brug af diplomatiske forsikringer til lande, der systematisk anvender tortur.
  • Et stop for dansk medvirken til overførsel af fanger til situationer, hvor der er risiko for, at fangerne vil blive udsat for tortur.
  • At danske myndigheder ikke udfører, opfordrer til eller på anden måde giver anledning til at mennesker bliver udsat for tortur.

Disse formuleringer havde vi diskuteret i stor detalje, og vores overvejelser blev gjort klar i diskussionen i plenum.

Kunne vi mon slette ordet “systematisk” i den første opfordring? blev der spurgt. Svaret hertil er et nej, for de fleste lande i verden har desværre overtrådt FNs konvention mod tortur. Hvis vi slettede “systematisk”, ville det blive stort set umuligt at udlevere nogen til et andet land. Men FNs konvention mod tortur siger også, at myndighederne i et land, der har tiltrådt konventionen, ikke må udlevere nogen til et land, hvor der er begrundet risiko for at den pågældende bliver udsat for tortur. Det er grundigt dokumenteret, at der er en gruppe af lande, der skiller sig ud ved at være lande, hvor tortur bliver anvendt systematisk. Hvis man udleverer mennesker til retsforfølgelse disse lande, er der således begrundet risiko for at debliver udsat for tortur. Så det lille ord “systematisk” er særdeles vigtigt. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Bagefter var der en paneldiskussion om Amnesty Internationals nye rapport, der dokumenterer hvordan der i nogle europæiske lande forekommer udbredt diskrimination af borgere, der er muslimer. I paneldiskussionen deltog der repræsentanter for 5 politiske partiers ungdomsorganisationer: Liberal Alliance, Venstre, Radikale, SF og Socialdemokraterne (øvrige partier havde måttet melde afbud med meget kort varsel).

Det blev en meget ufokuseret diskussion, der kun kort berørte den nye rapport, og der kom nogle ubehagelige holdninger frem fra især nogle af de unge politikere.

For det første hæftede jeg mig ved, at Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at Amnesty International også bør forsvare de private aktører, der praktiserer diskrimination: Hvis en butik nægter at betjene kunder fra en bestemt befolkningsgruppe, er det en forkastelig praksis, men vi skal forsvare butikkens ret til at diskriminere på denne måde. Hans argument var det ofte hørte, at staten principielt ikke skal blande sig i, hvad en virksomhed gør. Her måtte jeg påpege, at den diskrimination af afro-amerikanere, som fandt sted i USA i det 20. århundrede, i stort omfang ikke skyldes lovgivning, men private aktørers diskriminerende adfærd: butikker ville ikke betjene afro-amerikanere, busselskaber ikke ville transportere afro-amerikanere på lige vilkår med alle andre, filmselskaber ville ikke give roller til afro-amerikanske skuespillere osv. Hvis de fleste butikker i en by ikke vil have mig som kunde, hvor kan jeg så købe ind? Her vidste den unge Venstre-politiker ikke, hvad han skulle svare. At private aktører har afgørende magt i samfundet, at der findes både institutionaliseret, officiel og ikke-institutionaliseret, privat baseret diskrimination og at menneskerettighederne ikke indebærer en ret til forskelsbehandling indgik tydeligvis ikke i hans analyse (hvis man kan tale om en sådan). Hvis man skal vælge mellem private virksomheders ubegrænsede ret til at gøre, hvad de vil, og retten til at leve et liv fri for forskelsbehandling, vil jeg altid vælge det sidste.

For det andet hæftede jeg mig ved, at nogle hævdede, at hadefulde udtalelser mod minoriteter ikke udgjorde et væsentligt problem. Specielt Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for denne holdning – “det er jo bare ord”, som han sagde. Men mange forfølgelser af mindretal er netop begyndt med hadefuld retorik. Tyskland i 1930’erne, Jugoslavien i 1990’erne og Rwanda på samme tid var alle eksempler på hvordan en hadefuld retorik efterhånden var med til at piske en folkestemning op, og i USA i det 20. århundrede gik diskriminationen af afro-amerikanere hånd i hånd med omtalen af mennesker fra denne del af befolkningen i film, tv og trykte medier. Retfærdigvis skal jeg sige, at den unge Venstre-politiker efter at have talt med nogle af os modererede sine udtalelser ganske meget på dette punkt og faktisk til sidst endte med at sige, at det var vigtigt, at Amnesty International var en vagthund over for de, der kom med hadefulde udtalelser. Han havde lyttet og reflekteret. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

For det tredje hæftede jeg mig også her ved at sproget former vores billede af verden, og at vi glemmer det. “Vi” skal gå i dialog med “dem”, var der en ung politiker, der sagde. Det er vigtigt, at der ikke gælder andre regler for “hvide” end for “muslimer”, var der en anden, der sagde. Disse egentlig helt velmenende bemærkninger afslørede de underlige kategoriseringer, mennesker har internaliseret og bærer med sig i sproget. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Landsmødet sluttede med at deltagerne traditionen tro lavede et “levende billede” på plænen uden for Nyborg Strandhotel. Billedet, der forestiller den berømte “knudepistol” af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd, er symbol på vores kampagne for en traktat, der skal regulere våbenhandel. Det var en god afslutning på et inspirerende landsmøde.

Amnesty Internationals landsmøde 2012

20120428-134347.jpg

I denne weekend er jeg til Amnesty Internationals landsmøde i Nyborg. Hvert år siden 1995 har jeg (med ét års fravær) været med, og hver gang har der været en god oplevelse. Hvert år bliver vi flere, og hvert år er jeg imponeret over hvor godt organiseret og hvor inspirerende landsmødet er. I år er temaet situationen i Mellemøsten og Nordafrika og på en af de mange spændende workshops har Mariam al-Khawaja talt om situationen i Bahrain, hvor hendes far Abdulhadi al-Khawaja stadig sultestrejker. En stærk og modig ung kvinde, der vier sin tid til arbejdet for menneskerettighederne i Mellemøsten.

Senere i dag er der en workshop om en landsmødeudtalelse, jeg står bag – jeg håber og tror at den bliver vedtaget. Og i aften er der middag og levende musik; valget af musiknavn er altid landsmødets svageste punkt (og det må der gøres noget ved – Jens U., læser du dette?), men i det mindste har jeg da så en god undskyldning for at søge et andet sted hen for at snakke med dem, jeg kender.

Skidt – bare det går

Mit fodaftryk på miljøet blev meget tydeligt for mig i sidste uge. I sidste uge skulle jeg lægge en pose affald i vores affaldssæk i gården. Normalt ville denne sæk være næsten fuld på denne tid af ugen, men denne gang var den kun halvt fyldt. Først undrede jeg mig såre, men så gik det op for mig: Jeg havde været hjemmefra i fire dage. I en husstand med to voksne og et barn på 10 år kunne man se mit fravær på den mindre mængde af affald.

Hver dansker producerer i gennemsnit over en halv ton synligt affald om året. Hvor bliver affaldet af? Vi kan selvfølgelig bare grave det ned og bruge resurser på at lade affaldet hvile i et stort hul i jorden. Men der er alternativer. En artikel i det amerikanske webmagasin GOOD nævner København som en af foregangsbyerne. Det er interessant, at artiklen er imponeret over at vi i Danmark har forbrændingsanstalter, der brænder affald af og anvender det til fjernvarme. Jeg har aldrig tænkt over det før, men dette er åbenbart ikke så udbredt, som jeg havde troet. At Danmark kan ses som et foregangsland, kommer lidt bag på mig – affaldssortering er vi nemlig notorisk dårlige til herhjemme.

Vi burde kunne reducere mængden af affald betragteligt, og affaldssortering er bare én af de muligheder, vi bør gøre mere ved. Jeg er især blevet mere og mere bekymret over, at vi smider så meget mad væk. På DR Nyheder kan man læse, at Føtex indtil for nylig havde som praksis at overhælde kasserede madvarer med klorin for at forhindre, at “skraldere” og hjemløse tog dem fra containerne i butikkernes baggård. Dette gjorde mig vred; der må kunne findes alternativer. En oplagt mulighed ville være, at humanitære organisationer og foreninger/borgerinitiativer, der laver folkekøkkener, indgår en aftale med fødevarebutikker om at bruge fødevarer, der ellers skulle kasseres. En anden oplagt mulighed ville være at butikker betaler en afgift, der er proportional med hvor mange fødevarer de kasserer. Det koster trods alt samfundet at skille sig af med disse fødevarer. Andre butikskæder, nemlig Fakta og Rema1000, sælger varer til nedsat pris på sidste salgsdag. Dette er en tredje oplagt mulighed.

Også andre former for “produktion” af affald bekymrer mig. Jeg har en fuldt funktionsdygtig, men langsom computer på mit kontor. Det er universitetets maskine – jeg fik den som arbejdsmaskine i 2004. Den har tjent mig vel, og det er vel også en sentimental grund til at den får lov at ligge i mit arkivskab. Der er dog også en mere reel – min gamle computer er (som alle andre computere) fyldt med både giftige kemikalier og sjældne metaller. Disse sidste burde kunne genudvindes systematisk, og resten burde vi helt kunne undgå at bruge. Rocks and Minerals kan man læse, hvad der gemmer sig i en computer.

I næste måned går kampagnen Brug mere – spild mindre i luften igen. Kampagnens websted er lige nu under opdatering, men forhåbentlig kan man snart læse mere dér.

Intet er forandret

En af de politiske beslutninger, der bekymrede mig mest sidste år, er den lovændring, der gjorde at udenlandske statsborgere i Danmark altid skal udvises, hvis de bliver dømt for en forbrydelse, medmindre udvisningen er i klar modstrid med international lov. Det skrev jeg om den 21. juni sidste år. Lovforslaget skyldes den daværende integrationsminister Søren Pind, og  Socialdemokraterne og SF stemte for.

Loven bekymrer mig stadig og af de samme grunde, som den gjorde dengang; der er tale om en retspraksis, der er på kant med menneskerettighederne og anvender et  bekymrende “omvendt forsigtighedsprincip”.

Jeg kan nu læse, hvordan Søren Pind og med ham Dansk Folkeparti anklager den nuværende justitsminister Morten Bødskov for at løbe fra den pågældende lov, da han før påske udtalte til Jyllands-Posten at han ville ændre reglerne for udvisning.  Desuden baserer Søren Pind sin kritik på et svar, Morten Bødskov gav til EU’s kommissær for retlige anliggender Viviane Reding; det relevante citat fra ministerens svar kan ses ovenfor.

Til Jyllands-Posten sagde Morten Bødskov (her citeret fra Information):

Ministeren understregede over for avisen, at »den ændring, som vi laver, vil ikke få nogen reel betydning for, hvilke udlændinge, der kan udvises«.

Det er her, ministeren bringer sig selv i problemer. Her ser vi nemlig det seneste eksempel på den paradoksale “argumentation”, som alle partier, der har været i regering i Danmark, på et tidspunkt har anvendt som begrundelse for et lovforslag, nemlig at der er tale om en ændring, der er af helt afgørende betydning, men ikke vil ændre på noget som helst! Denne paradoksale begrundelse er aldrig andet end et forsøg på at lave en beroligende afværgemanøvre.

Den politiske debat er på én måde en anden i dag; der er ikke den samme fiksering på udlændingepolitik og etniske mindretal som tidligere. Det er for så vidt et godt tegn. Men angsten for at fremstå som om man ikke er tough on immigration lever videre, og ligeså gør angsten for at indrømme, at man har skiftet mening. I begge tilfælde bliver den rigtige diskussion paralyseret, og det hele ender i retoriske finter, nemlig anklager om hykleri og afvisninger af samme.

Tænk, hvis den nuværende regering turde sige, at den havde stemt for en lov, den nu indrømmer er på kant med menneskerettighederne og derfor skal ændres. Og tænk, hvis politikere fra hele det politiske spektrum lovede at holde op med at bruge den paradoksale “argumentation” om de afgørende, men betydningsløse ændringer. Så kunne vi måske få en egentlig diskussion af det reelle politiske emne – her problemerne med den udvisningspraksis over for kriminelle udlændinge, der blev vedtaget sidste år.

Lad os være fjender på Facebook

Af og til er der opslag på Facebook, jeg ikke bryder mig om. Der er en synes-om-knap, men ikke en synes-ikke-om-knap. Men er den slags nødvendigt? Dean Terry, der forsker i sociale medier på University of Texas at Dallas, har sammen med sin PhD-studerende Bradley Griffith lavet EnemyGraph, en app til Facebook som gør det muligt for en bruger at erklære, hvad han/hun ikke kan lide.

Terrys påstand er at det lige så meget er det, vi ikke kan lide, som det vi godt kan lide, der skaber fællesskaber, og derfor skal det også kunne gøres synligt i de sociale netværk. På en måde har han selvfølgelig ret. Jeg har i mine unge dage været sammen med venner, hvor vi alle var enige om hvilken slags musik vi slet ikke brød os om. Den slags er i bedste fald barnagtigt, men jeg har f.eks. uforvarende befundet mig i forsamlinger hvor alle andre tilstedeværende var enige om at de ikke kunne fordrage bøsser og muslimer – det var bestemt ikke rart. I begge tilfælde var det bestemte antipatier, der bandt en gruppe mennesker sammen.

En bekymring ved at indføre et fjendebegreb på sociale netværk er derfor den, at det kan føre til yderligere had og chikane. Hvad hvis nogen laver en gruppe vendt mod en minoritet? F.eks. et Facebook-netværk mod bøsser eller mod indvandrere. Det er jeg ikke så bekymret for – men ikke fordi jeg tror, at fjendebegrebet er “uskyldigt” eller fordi Facebook har regler om hvad man må skrive. Det er snarere, fordi det ofte er overflødigt at gøre eksplicit, hvem man har som “fjender”. Mange af de negative holdninger, der findes, kommer til udtryk på anden vis. De negative fællesskaber eksisterer allerede i indirekte form.

Negativt definerede fællesskaber foretrækker nemlig ofte at definere sig selv positivt. Nationalistiske fællesskaber foretrækker at tale om det land eller den folkegruppe, de holder så meget af, og først derefter taler de om de lande eller folkegrupper, de vil skaffe sig af med.

Et empirisk belæg for min påstand om unødvendigheden af en synes-ikke-om-mulighed er, at der faktisk kun er få hundrede, der bruger EnemyGraph. Et andet empirisk belæg er at Facebook-gruppen “Nej til moskeer i Danmark”  har 154.722 medlemmer i skrivende stund.

Er der en havn i Gainesville?

 

For et stykke tid siden skrev jeg om mine erfaringer med at undervise i programmering på det, der engang hed det teknisk-naturvidenskabelige basisår, og om den store, tavse modstand faget mødte hos især studerende på bestemte fag. Hvad skulle man dog bruge den slags til? Alle kunne da se, at datalogi kunne undværes. Jeg forestillede mig af og til et optog af triumferende kemi/bioteknologi-studerende, der under jubel og ledsaget af studielederen lossede den sidste computer i havnen.

Nu får disse forestillinger uventet opbakning fra USA. Her vil University of Florida nedlægge deres datalogiske institut (Computer & Information Science & Engineering, som det hedder derovre). Med til historien hører, at University of Florida, der ligger i byen Gainesville, er det største universitet i delstaten og faktisk er landets sjettestørste universitet, målt efter studentertal.

Der er fortilfælde. For år tilbage gjorde man det samme på universitetet i Hildesheim i Tyskland. Jeg husker, da der gik rygter om beslutningen på en konference, jeg deltog i. En blanding af vantro og gravkammerstemning sænkede sig. Herhjemme ville den daværende undervisningsminister Bertel Haarder i 1983 nedlægge en lang række fag på RUC, herunder en del naturvidenskabelige. Der var massive protester, og Haarders plan lykkedes ikke. Men nu tager universitetet sig af det selv – på RUC vil man spare kraftigt på naturvidenskab; dette ser dog ikke til at ramme datalogi. På mit eget universitet ville man i 1987 undlade at tilbyde datalogiuddannelsen, da der ikke var undervisningskræfter nok – de blev dog fundet (blandt matematikerne), og uddannelsen overlevede som bekendt.

Kortsynetheden og stupiditeten i at nedlægge et fag som datalogi for at løse, hvad der virker til at være en budgetmæssig krise er åbenlys. Forskningsmiljøet på University of Florida er så vidt jeg ved godt, og jobmarkedet for personer med en eksamen i datalogi er ikke dårligt i USA.  En række fremtrædende akademikere har da også skrevet til dekanen for at protestere mod den hoved- og halsløse gerning, og der er iværksat en protestkampagne (som jeg selvfølgelig har skrevet under på).

Nej, der er ingen havn i Gainesville. Men i nærheden ligger Newmans Lake. Det er vel der, optoget ender, hvis vi ikke får det standset i tide.

De andre danskere

En af de underligste kapringer er den, der er sket af ordet “dansker”. Nogle gange bliver ordet en slags hædersbetegnelse, andre gange det modsatte. Jeg kom til at tænke på det igen i denne weekend. For i lørdags protesterede 12.000 medlemmer af det danske mindretal mod besparelser på dansksprogede skoler i Sydslesvig. Overskriften hos Ritzau var “12.000 danskere protesterer i Flensborg”. 

Et andet eksempel er skuespilleren Viggo Mortensen. Han har boet det meste af sit liv i andre lande end Danmark, men han omtales altid som dansker. Medierne kan lide det, når han åbner en kunstudstilling på Sjælland eller sidder på en pub i USA iført dansk landsholdstrøje og ser VM.

Der er også en tydelig forskel på hvilke ord de forskellige politiske partier bruger om indbyggerne i Danmark. Og endelig er Danmark et af de lande, der ikke tillader dobbelt statsborgerskab. Det er eksklusivt at være dansker. Nogle gange har jeg hørt dette udtrykt fra uventet side. For nylig, efter et møde i Amnesty International, skulle jeg skrive en e-mail til et medlem af vores lokalforening, der nu bor i København. Han skulle nemlig tilbagelevere en nøgle, han havde lånt. Jeg var lidt vel kortfattet i mine formuleringer, når nu det tidligere medlem havde gjort så meget godt og jeg aldrig rigtig havde fået sagt ordentligt farvel til ham. En af de andre mødedeltagere, der kiggede mig over skulderen, en ung kvinde, der har et mellemøstligt navn, sagde på udpræget østjysk og med et smil:

– Det er godt nok typisk for en dansker at skrive sådan. Tsk.

Det havde hun da ret i;  det handler ikke kun om nøglen, men om mennesket bag. Men jeg nænnede ikke at minde hende om, at hun selv var dansker. (Hun vidste vist heller ikke, hvor broget min egen families baggrund er. Men det er en anden snak.)

Mindst én ting kan vi lære af medlemmerne af det danske mindretal, af Viggo Mortensen og af hende, der kommenterede min e-mail. Der er mange måder at være dansker på. Det danske mindretal i Sydslesvig udgøres af mennesker, hvis familier i mange generationer har boet uden for Danmarks grænser – og alligevel kalder de sig danskere. Samtidig er de også tyskere; de bor i Tyskland, har aftjent værnepligt i Tyskland, betaler skat i Tyskland og så videre.

Vi behøver ikke at vælge side – eller rettere: vi behøver ikke at skulle vælge én side, for et menneske har flere sider. Ligesom jeg kan bebo flere identiteter og på én og samme tid være f.eks. universitetslærer, medlem af Amnesty International, og ham, der laver poetry slam, tror jeg på, at man i Danmark på én og samme tid kan være f.eks. dansker og tyrker, ligesom man både kan være tysker og dansker. I USA har man i vore dage et langt mere rummeligt nationalitetsbegreb, end man har i Danmark; i USA bliver man amerikaner i løbet af én generation, og ofte er det ens egen – og man har samtidig lov til at være noget andet også. Forhåbentlig bliver det også muligt i Danmark med tiden.

Ingen vej udenom

Af og til får man en epifani, en oplevelse, der ændrer synet på noget, man troede, man kendte. I dag fik jeg en lille én af slagsen. For tiden lytter jeg meget til Port of Morrow, der er det nye album med amerikanske The Shins. Dette er det første album fra dem siden 2007, og til sommer spiller de på Roskilde-festivalen. Eneste tilbageværende medlem fra det oprindelige band er sanger og sangskriver James Mercer.

The Shins’ iørefaldende udtryk giver mig denne gang mere end nogensinde før mindelser om Neil Finn og Crowded House. Jeg har dog tidligere haft en fornemmelse af at James Mercer ligesom Carl Newman fra The New Pornographers skrev sine tekster først og fremmest med det mål at få dem til at være sangbare og passe til de ofte særdeles iørefaldende melodier og Mercers gode vokal; så gjorde det måske ikke så meget, om de var mere eller mindre meningsløse. Men efter at jeg sidste år interviewede Carl Newman, reviderede jeg denne antagelse. Nu er det samme sket for James Mercers vedkommende.

Åbenbaringen kom for mig, da jeg i dag lyttede til albummet, mens jeg lugede uden for hoveddøren. Sangen “No Way Down” ovenfor er en af min yndlingssange lige nu. Pludselig gik det op for mig, at umiddelbart absurde linjer som

Dig yourself a beautiful grave

og

Maybe those invisible slaves are too far away for a ghost to haunt

faktisk giver særdeles god mening. Teksten handler om noget så reelt som den rige verdens udbytning af resten af verden. Dem “derude” er usynlige og hjælper os med at grave vores “smukke grav”. Og er der ikke andre udveje end at vi i den rige verden går til grunde, så andre kan høste det, der er tilbage – vores efterladte guldtænder?

Da alt dette gik op for mig, ændrede min forståelse af denne iørefaldende popsang helt karakter; “No Way Down” er et lille stykke civilisationskritik på 3 minutter.

Her er hele teksten:

Meet the son of a government man
And a pillar of salt
I was born with blood on my hands
And have all the signs of a bleeding heart
Living high on a giant hog
On a mountain so steep
Keep your head in a hollow log
As the rolling fog are about to creep
What have we done?
How’d we get so far from that sun?
Lost in an oscillating phase
Where a tiny few catch all of the rays

Out beyond the western squalls
In an alien land
They work for nothing at all
They don’t know the mall or the lay-away plan
Dig yourself a beautiful grave
Everything you could want
Maybe those invisible slaves
Are too far away for a ghost to haunt
What will we charge?
Letting go of a claim so large
All of our working days are done
But a tiny few are having all of the fun
Get used to their dust in your lungs

Is there no way down
From this peak to solid ground
Without having our gold teeth
Pulled from our mouths?

Make me a drink strong enough
To wash away this dish water world, they said was lemonade
Walk with me after the show
Maybe we can find a way through the minefield in the snow

What will they charge?
Letting go of a claim so large
All of our working days are done
But a tiny few are having all of the fun
Apologies to the sick and the young
Get used to their dust in your lungs

Noget med hjemmefra

20120421-182708.jpg

I dagens udgave af Information er der et langt interview med Gitte Sommer Harrits, der er lektor ved Institut for statskundskab på Aarhus Universitet. Interviewet er blevet til på baggrund af Harrits’ nye bog, På vej til professionerne, der handler om hvordan den sociale og kulturelle arv har indflydelse på de studerendes vej gennem professionsuddannelserne.

Der er også noget andet, jeg som universitetslærer bemærker, nemlig beskrivelsen af analyser af andre studerendes baggrund.

De medicinstuderende viser sig som en af de allermest privilegerede grupper. De kommer i overvejende grad fra hjem med både økonomisk og kulturel kapital, ligesom de også selv har gode kulturelle kompetencer. Over halvdelen af de medicinstuderende har fædre med en lang- eller mellemlang videregående uddannelse, og det er også blandt de medicinstuderende, at vi finder relativt mange studerende med den finkulturelle smag for bøger, musik og film, sociologien traditionelt betragter som udtryk for kulturel kapital.

»Til gengæld kommer jurastuderende fra mere blandede hjem og ofte med større økonomisk end kulturel kapital. Mens de studerende med den ringeste sociale baggrund og mindst kulturel kapital findes på de sundhedsfaglige professionsuddannelser som ergoterapeut, ernærings- og sundhedsuddannelsen samt pædagog- og socialrådgiverstuderende,« siger Gitte Sommer Harrits.

Psykologi- og journaliststuderende kommer også overvejende fra ressourcestærke hjem, mens tandlæger ligesom jurastuderende kommer fra hjem med større økonomisk end kulturel kapital. Modsat skiller de teologistuderende sig ud ved at komme fra hjem med stor kulturel, men mindre økonomisk kapital.

Denne forståelse af de studerendes sociale baggrund har konsekvenser, der rækker ud over vores forståelse af problemer ved professionsuddannelser.

I den nye strategi for Aalborg Universitet er det et mål at AAU skal tiltrække mange studerende fra hjem, hvor der ikke er tradition for at tage en længere videregående uddannelse. Derfor er det også vigtigt, at vi ved mere om vores studerendes baggrund og i hvilket omfang, de udfordringer, vi som undervisere møder i vores undervisning skyldes den sociale arv. Af og til spekulerer jeg på, om indstillingen til at være “dedikeret studerende” eller “minimalist” kan være betinget af social baggrund. Jeg ved det ikke, men det burde være værd at undersøge.

Min egen fornemmelse er, at studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser ofte kommer fra hjem, hvor der måske er både mindre økonomisk og kulturel kapital. På datalogiuddannelserne på Aalborg Universitet får vi i dag hovedparten af vores studerende fra HTX. Undersøgelser viser, at omkring 60% af eleverne på HTX kommer fra hjem, hvor forældrene ikke har en gymnasial uddannelse.

På en måde er jeg også selv et eksempel på dette. Jeg selv og mange af mine fætre og kusiner gik i det almene gymnasium (HTX fandtes ikke dengang), men ingen fra forældregenerationen havde studentereksamen. I dag er den håndværker/arbejder/lavere middelklasse-baggrund, der prægede min nordjyske familiebaggrund, vel kun historie for mig, men når jeg har mødt andre, der er vokset op med en helt anden baggrund (f.eks. fra københavnsk overklasse), bliver jeg igen bevidst om den.