Den ægte vare

Te-tid

Selvfølgelig passer det ikke. Jeg har ikke drukket kaffe i historisk tid. Dvs. en kold oktober i 2007 til åbningen af en fotoudstilling af Jacob Holdt i en kold hal var jeg så plaget af en lungeinfektion og kulde, at jeg i desperation drak lidt af en kop for i det mindste at få varmen. Men føj! Og nej. (Min hustru har siden ofte mindet mig om det.) Kaffe siger mig slet intet. Men i går var det 1. april med alt hvad det indebærer.

Til gengæld er jeg glad for te – grøn te og det, der ligner. Jeg forsøgte mig for første gang med kinesisk gunpowder-te tilbage i 1988, men først da jeg var i Japan til en konference i 1994, opdagede jeg den rigtig gode japanske te. Jeg købte en pakke tebreve og strakte den ud over et helt år. For få år siden blev det endelig muligt for mig at købe den rigtige grønne te fra Japan over nettet, og nu har jeg (takket være min hustru) en ordentlig tokoname-tekande, der rummer præcis ét krus og har indbygget filter, så teen kan brygge på den rigtige måde, dvs. løst i kanden. Hver teskefuld blade giver tre kopper. Næste skridt bliver en ordentlig elkedel med indbygget termostat, så jeg kan vælge mellem de 70 graders vandtemperatur, som en gyokuro-te kræver, og de 80 grader, som mange andre grønne teer kræver.

Japanske grønne teer er dampede, kinesiske grønne er (med én undtagelse) ristede og er derfor snarere gullige i farven. Grøn té skal være grøn, synes jeg., og på den måde er jeg vel japansk. En undtagelse fra dette smagsvalg er pouchong-te som er en de få kinesiske grønne teer, jeg ofte drikker. Ret beset er pouchong vel ikke en grøn te, thi den er en anelse fermenteret og er på den måde snarere beslægtet med de sødlige, halvfermenterede oolong-teer, der befinder sig et sted mellem de ufermenterede grønne teer og de helt fermenterede sorte.

(Visited 127 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar