At vise virkeligheden

Jeg har set spredte klip af Big Brother og har engang set næsten 10 minutter af Paradise Hotel. Det er programmer, der mest handler om at sætte overfladiske mennesker i samme lokale for at intriger og sex kan opstå. Dialogen består af tåbelige bemærkninger om ligegyldige emner. Alle der ser på, kan hævde sig lidt, for ingen er helt så fladpandede som dem i fjernsynet.

Men i årets udgave af Big Brother i Israel er der sket noget nyt. Jeg kan læse mig til, at en af deltagerne, Saar Szekely, insisterer på at diskutere den israelske besættelse og regimets fremfærd over for palæstinenserne med de andre deltagere. Han fremstår både sympatisk og veltalende. Undervejs er det lykkedes Szekely at blive ven med en tidligere officer med stærkt anti-palæstinensiske holdninger, og mest interessant – han er nået helt til finalen. Et af de helt store tabuer i de israelske medier er pludselig blevet synligt.

Se artiklen på Korrespondenterne.dk og se også et kort, tekstet klip fra udsendelsen. Også The Guardian har en interessant artikel om Big Brother i Israel.

Så derfor er mit spørgsmål: hvorfor skal reality-tv være dumt? Måske er den fremherskende reality-tv-genre i virkeligheden en genspejling af det fravær af egentlig argumentation og den stadigt hyppigere mudderkastning og latterliggørelse, der også er endt med at præge mainstream-politik. Reality-tv er blevet en situationistisk opførelse af tesen om alles kamp mod alle.

Men den konstruerede situation – der kun i en vis forstand kan benævnes virkelighed – kunne lige så vel bruges til at sætte interessante mennesker sammen og lade dem inspirere hinanden, en slags tænketank for åben skærm. Ikke nødvendigvis kendte mennesker – måske snarere tværtimod – men mennesker, der har noget at bidrage med. Den sædvanlige reality-tv-form filtrerer alt det interessante væk, så deltagerne kan skændes om det ligegyldige. Men man kunne i stedet filtrere alt det ligegyldige væk, så deltagerne kunne være sammen om det væsentlige. Det kunne  endda samtidig være en konkurrence, hvor deltagerne kun kunne vinde, hvis alle vandt. På den måde kunne reality-tv blive en værdig arvtager til den højskoletanke, der lige nu desværre ikke har det særlig godt.

Flattr this!